Kontingentet stiger 14 kroner – Se hvorfor
Fra januar 2025 stiger dit kontingent med 14 kr. om måneden. Det gør det for at sikre, at Socialpædagogerne også fremover kan give medlemmerne samme niveau af service og aktiviteter som i dag
16. december 2024
Forfatter: Lea Holtze
Socialpædagogernes hovedbestyrelse har besluttet at regulere fagforeningskontingentet med 12 kr. om måneden og kontingentet til a-kassen med 2. kr. om måneden. Det sker fra 1. januar 2025.
Reguleringen sker for at imødekomme pris- og lønudviklingen i samfundet, så Socialpædagogerne også i fremtiden kan sikre medlemmerne den bedst mulige service.
Kontingentet er fradragsberettiget
Kontingentet til fagforening og a-kasse kan trækkes fra i skat. Det er dermed ikke hele beløbet, som er en udgift for dig.
Fradraget dækker op til 7.000 kr. for så vidt angår fagforeningskontingentet. Fradraget vedrørende a-kassen er ubegrænset. Det betyder, at man får fradrag for sit fulde kontingent og reelt kun betaler 70-75 pct. af beløbet. Omregnet til kroner/øre vil det sige, at man som medlem på fuldtid i realiteten betaler 830 kr. for fagforening og a-kasse om måneden fra årsskiftet i stedet for 1.121 kr.
Du behøver ikke gøre noget aktivt for at få skattefordelen. Socialpædagogerne indberetter automatisk dit kontingent til Skat.
Din lønforsikring følger lønnen
Som medlem af Socialpædagogernes fagforening og a-kasse har du adgang til en kollektive lønforsikring gennem Alka. Den sikrer dig 80 pct. af din løn i op til seks måneder, hvis du mister dit job.
LÆS OGSÅ: Sådan er du dækket af lønforsikringen
Det er i en længere årrække lykkedes at fastholde en lav månedlig præmie for lønforsikringen på 46 kr. – på trods af generelle lønstigninger, som betyder, at man får tilsvarende mere udbetalt fra lønforsikringen ved ledighed.
På grund af den generelle lønudvikling og det gode resultat af OK24 på socialpædagogernes område, er det imidlertid nødvendigt for Alka at hæve præmien på lønforsikringen med 4 kr. om måneden fra januar 2025. Det sikrer en robust lønforsikring, der fortsat er en af de absolut mest attraktive kollektive lønforsikringsordninger både i forhold til pris og dækning ved ledighed.