Gå til indhold

Plejefamilier

Annette blev blæst bagover, da hun fik udbetalt sin lønforsikring

Plejemor Annette Engel anede ikke, hvad det ville betyde for hendes økonomi at blive arbejdsløs. Da hun opdagede, hvad hun ville få udbetalt i lønforsikring, troede hun det næsten ikke

17. december 2024

Artikel
'Uanset hvordan min jobsituation kommer til at se ud i fremtiden, vil jeg ikke være bekymret for at stå uden arbejde i en kortere periode', siger plejemor Annette Engel, der for nyligt fik brug for Socialpædagogernes lønforsikring. 

Forfatter: Jannie Iwankow

Annette Engel stod helt uvidende om, hvordan hun var stillet økonomisk. Hendes plejebarn på tre var netop blevet bortadopteret. Og hun havde for længst sagt sit faste job op. For første gang i sit liv oplevede den 59-årige plejemor at være arbejdsløs.

– Jeg har altid tænkt, at jeg hurtigt ville få et nyt job, hvis jeg skulle komme i den situation, at jeg blev arbejdsløs. Derfor har jeg faktisk aldrig brugt tid på at tænke over, hvordan det ville ramme mig økonomisk, hvis det skulle gå hen og ske, siger Annette Engel.

Men Annette Engel havde ikke lige noget nyt job på hånden. Så hun kontaktede Socialpædagogernes a-kasse for at få rådgivning og hjælp til at danne sig et overblik over den nye situation.

LÆS OGSÅ: Sådan er du dækket af lønforsikringen

– Her blev jeg mødt med så megen hjælp og ordentlighed, at jeg aldrig var i tvivl om, at de havde styr på det hele. Der var meget, som jeg ikke vidste noget som helst om, fordi jeg aldrig havde stået i situationen før. Men de var hele vejen igennem gode til at huske mig på de ting, man ellers nemt kan risikere at overse, siger Annette Engel.

Blæst bagover af forsikringssum

Hvordan man som ledig er stillet økonomisk, var noget af det, som Annette Engel ikke havde overblik over. Hun vidste godt, at hun var forsikret, men hvor godt forsikret kom bag på hende.

Som medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse er man automatisk omfattet af den kollektive lønforsikring. Med den er man sikret 80 pct. af sin løn i op til seks måneder, hvis man bliver ledig.

LÆS OGSÅ: Lønforsikring gav Marlene mere end 150.000 kr.

– Jeg må sige, at jeg blev blæst bagover, da jeg fandt ud af det. Det viste sig, at jeg ville få 15.000 kroner månedligt i lønforsikring – altså penge som var ud over dagpenge. Det havde jeg på ingen måde forventet, og det blev jeg selvfølgelig enormt glad for, siger hun.

Lille indbetaling kan få stor betydning

For Annette Engel har det at blive arbejdsløs og få udbetalt lønforsikring bekræftet hende i, at det kan betale sig at være medlem af en fagforening. Og hun synes, at det beløb, hun månedligt betaler til den, er mere end godt givet ud.

– Jeg har fortalt til alle, jeg kender, hvor fantastisk jeg synes, at den her ordning er. Hos Socialpædagogerne er det jo obligatorisk at betale til lønforsikringen, og det kan man selvfølgelig altid diskutere rimeligheden af. Men jeg synes, at det er så lille et beløb, som kan gøre så stor en forskel for den enkelte, at det kun giver mening, siger hun.

Selvom lønforsikringen dækker i op til seks måneder, endte Annette Engel kun med at få brug for den i to. Hun er nemlig netop startet i et tidsbegrænset vikariat som familiebehandler, hvor hun vil bruge tiden til at overveje, om hun vil fortsætte sit arbejdsliv som plejemor.

– Jeg tror ikke, at jeg er færdig med at være plejemor. Men uanset hvordan min jobsituation kommer til at se ud i fremtiden, vil jeg i hvert fald ikke være bekymret for, om jeg en anden gang skulle risikere at stå uden arbejde i en kortere periode, siger hun. 

Sådan er du dækket af lønforsikringen:

Som medlem af både Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse er du automatisk omfattet af Socialpædagogernes lønforsikring. Den supplerer dine dagpenge og sikrer dig 80 pct. af din hidtidige løn i op til seks måneder, hvis du opsiges.

Du har ret til at få udbetalt lønforsikring, hvis du:

  • har været medlem og betalt til lønforsikringen i ét år før udbetaling.
  • har været i arbejde i et år før udbetaling og er dagpengeberettiget.
  • er opsagt eller på anden vis ufrivilligt ledig.
  • har en månedsløn på minimum 24.579.

Beløbet, du får udbetalt i lønforsikring, beregnes ud fra dit samlede antal vederlag.

Vi anbefaler, at du kontakter a-kassen for at få svar på, hvordan regnestykket ser ud for netop dig.

Læs mere her

Bliv medlem og få tryghed, netværk og juridisk hjælp

Plejefamilier hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

6 kontante fordele ved at være medlem

  1. Billige forsikringer gennem Alka.
  2. Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  3. Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
  4. Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  5. Lønforsikring, som dækker 80% af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
  6. Gratis krisehjælp hos Healthcare.
Se alle medlemsfordele
Bliv medlem