Gå til indhold

Generalforsamling Midt- og Vestjylland

Kredsen gør status: Tre vigtige sejre – og en udfordring ret forude

Kredsformand Peter Sandkvist fremhævede særligt tre lokale indsatser, der er lykkedes det seneste år, da Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland holdt sin årlige generalforsamling – men også den store udfordring der venter hele organisationen. Det skabte livlig debat

8. oktober 2024

Artikel
På generalforsamlingen var 43 deltagere mødt op for at gøre status og tage del i debatten om, hvordan fagforeningen skal se ud i fremtiden. Få highlights derfra.

Forfatter: Lea Holtze

– Vi skal huske at fejre, når noget godt lykkes.

Sådan lød det fra kredsformand Peter Sandkvist, da han bød velkommen til generalforsamling i den midt- og vestjyske kreds. Her var 43 deltagere mødt op for at gøre status og tage del i debatten om, hvordan fagforeningen skal se ud i fremtiden.

Og ud over at fremhæve det historiske overenskomstresultatet for offentligt ansatte socialpædagoger ved OK24, der gav lønstigninger på op til 15 pct. over to år, talte Peter Sandkvist også om det faktum, at andelen af socialpædagoger falder på arbejdspladserne.

– Det er en ualmindelig foruroligende udvikling. Og hvordan kan vi så vende den udvikling? Jo, det handler både om en styrket pædagoguddannelsen, og så handler det om, at der skal uddannes langt flere socialpædagoger via meritpædagoguddannelsen, sagde han.

LÆS OGSÅ: hvad der lykkedes – og hvad der står tilbage – i de andre kredse

Succes med merit

Og netop meritpædagoguddannelsen er noget, kredsen har arbejdet intensivt med. Bl.a. ved at samarbejde med VIA University College og samle kredsens arbejdsgivere om at oprette hold i Ikast og Aarhus per 1. februar 2025. Her får de meritstuderende en merituddannelse med en socialpædagogiske toning.

– Arbejdsgiverne virker til at være klar, for de kan godt se, at der er brug for flere uddannede socialpædagoger. Lige nu kan merituddannelsen finansieres af puljemidler, og med VIAs nye deltidsmerituddannelse er det næsten gratis for arbejdsgiverne. Dét har vi til opgave at få udbredt, sagde han.

Mere støtte til studerende

En anden faglig sejr i kredsen har været at støtte studerende i praktik ved at række ud til tillidsrepræsentanter på arbejdspladser, der får studerende i praktik, så de får den støtte, de har brug for.

Og som det tredje fremhævede Peter Sandkvist kredsens arbejdsmiljøindsats. For nyligt afholdt kredsen bl.a. en TRIO-konference for tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere, hvor 150 deltog.

– Vi ved jo godt, at et godt arbejdsmiljø har enorm betydning for arbejdslivet og trivslen på arbejdspladsen. Og jeg oplever, at kommunerne har fået en anden forståelse for, at vi kan bidrage som faglig organisation og derfor giver arbejdsmiljørepræsentanterne fri til sådan en konference. Det er gode tegn, sagde han.

LÆS OGSÅ: Sådan satte botilbuddets TRIO en fælles faglig retning

Stor kongresbeslutning i vente

Selvom Hotel Eyde i Herning dannede kulissen for dette års generalforsamling, er der sket en anden stor ændring siden sidste generalforsamling: Kredskontoret er flyttet til Silkeborg sammen med Socialpædagogerne Østjylland.

Her er medarbejderne samlet i én administrativ enhed, selvom de to kredse stadig har hver deres bestyrelse og politisk valgte. Dermed er man et skridt foran i det midtjyske.

For Socialpædagogernes hovedbestyrelse har stillet et forslag på Socialpædagogernes kongres til november om at sammenlægge forbundets 10 kredse til seks – og helt konkret lægge Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland sammen med Socialpædagogerne Østjylland fra januar 2026.

Forslaget er en del af et stort projekt om såkaldt ’langsigtet budgetholdbarhed’, hvor der skal spares mellem 25-30 mio. kr. i Socialpædagogerne pga. faldende medlemstal.

Vores vej i Midt- og Vestjylland har altid bygget på troen på, at samarbejde og dialog er det bedste for fællesskabet, og at det er det, der tjener medlemmerne bedst

Peter Sandkvist, kredsformand

Hvordan sikrer vi nærvær?

På årets generalforsamling var deltagerne derfor også indbudt til at debattere perspektiverne og udfordringerne ved en kredssammenlægning.

– Socialpædagogerne er en stærk fagforening, og det skal vi fortsat være. Vores vej i Midt- og Vestjylland har altid bygget på troen på, at samarbejde og dialog er det bedste for fællesskabet, og at det er det, der tjener medlemmerne bedst, sagde Peter Sandkvist og fortsatte:

– Ved at samle medarbejderkompetencerne fastholder vi et kredskontor med højt fagligt niveau med god medlemsservice. Men hvordan sikrer vi synlighed og nærhed i et nyt Socialpædagogerne Midtjylland? spurgte han deltagerne.

Mange holdninger i spil

Og med de ord var en livlig debat skudt i gang.

Her var deltagerne samlet i grupper med et medlem af kredsbestyrelsen i hver, der skulle samle op på pointerne og bære dem videre ind på kongressen til november og ind i det kommende års kredsbestyrelsesarbejde.

– Det glæder mig at mærke, at der er mange holdninger til det her. Vi går ind i det med åbne øjne og en sund portion skepsis. For medlemmerne ønsker, at fagforeningen fortsat er et fællesskab, vi har sammen. Derfor er de optagede af, hvordan vi skaber sammenhæng og sikrer, at man stadig kan relatere sig til en ny og større kreds, der også fremover er nærværende, sagde Peter Sandkvist efter debatten.

Bliv medlem
Bliv medlem