Mit faglige fokus
Mit faglige fokus: Jeg har ingen skjult dagsorden. Det skaber tillid
Når Karina Brogaard går på arbejde, minder hun altid sig selv om, at hun ikke skal fikse borgernes problemer. Som socialpædagog i Kirkens Korshærs varmestue er hendes fokus på nærvær, og at borgerne har mulighed for at skabe narrativet omkring deres liv
15. januar 2024
Forfatter: Sara Marie Dynesen
Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.
Karina Brogaard
Uddannet socialpædagog i 2016. Ansat i Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg, hvor målgruppen er udsatte voksne med problematikker som hjemløshed og stof- og alkoholmisbrug.
Hvad er dit faglige fokus?
Nærvær er starten på alle relationer. Jeg arbejder meget efter den narrative tilgang og eksternalisering. Og mit udgangspunkt er, at alle vores brugere har en ph.d. i deres egen historie, og at de kender deres egne behov bedst. Derfor møder jeg dem altid lige der, hvor de er. Kirkens Korshær er en kristen organisation, så vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn. Man behøver ikke være religiøs for at arbejde her, men arbejdet bygger på kristne værdier, og vi tror på, at alle mennesker er fuldstændig unikke og uendeligt værdifulde. Det lyder meget fint og fluffy, men vi gør rigtig meget ud af at bruge det helt konkret og lavpraktisk i vores arbejde.
Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?
Vores brugere har rigtig dårligt selvværd. De har oplevet svigt og er blevet fortalt, at de bare er en misbruger eller bare er en hjemløs i store dele af deres liv. Jeg bruger den narrative og eksternaliserende tilgang til at skabe nye fortællinger om borgerne, hvor jeg bl.a. italesætter, at man har problemer, det er ikke noget, man er. Det åbner op for en tillid, der er ekstremt vigtig for overhovedet at kunne nå ind til dem. Og det giver dem en følelse af, at de er noget værd. Det er første skridt, hvis man skal få det bedre.
I relationer gør vi meget ud af, at brugerne ved, at de er lige så værdifulde som Mette Frederiksen eller du og jeg. Det er en vigtig tilgang, for ellers opgiver de os. Hvis vi slår dem oven i hovedet og gør dem til deres handlinger, kan vi ikke komme videre.
Giv et eksempel fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:
Jeg havde engang en leder, der sagde, at vi møder folk i øjenhøjde, også når de ligger ned. Det gjorde jeg engang med en bruger, der havde det så dårligt, at han lå på gulvet og græd og skreg, første gang jeg mødte ham. Jeg satte mig ned på gulvet ved siden af ham og var med ham i al elendigheden. Jeg sendte et signal om, at jeg ikke skulle løse hans problemer. Jeg skulle ikke lære ham at tage bussen eller få ham til at tage et job. Det fik ham til at åbne op. Siden har han virkelig udviklet sig. Han har i en lang periode haft et arbejde, og han har fået overskud til at række ud efter hjælp i psykiatrien, hvilket vi selvfølgelig støtter ham i. Han har stor tillid til mig, og det skyldes, at jeg har skabt en autentisk relation til ham.
Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?
Stort set alle vores brugere er vokset op med pædagoger omkring sig, og de er jo ved at brække sig over vores tilgange og gode hensigter. Men her har vi ikke en agenda eller mål. Det betyder, at jeg kan møde dem lige dér, hvor de er, og bare være sammen med dem i alt det kaos, der foregår i deres liv. De mærker ret hurtigt, at vi ikke stiller krav om forandring, og det betyder, at de kommer til os med det, der er svært. Jeg minder altid mig selv om, at jeg ikke skal fikse dem, eller male et mere positivt billede af deres situation, for man kommer længst med autenticitet med den her målgruppe.
Hvad ville der ske med brugerne, hvis man tog dig og dine kolleger ud af ligningen?
Det ved jeg faktisk, for vi har lige haft lukket et par uger. Flere af vores brugere fik ikke mad, og fik det derfor fysisk dårligt. De var mere misbrugende, og der var dårlig stemning og mere kriminalitet i området omkring varmestuen, hvor de jo befinder sig.
Vi andre deler jo typisk vores frustrationer med vores familie. Det er sådan de bruger varmestuen. Vi er den irriterende lillesøster og den rare far, som man kan fortælle gode og dårlige ting. Når det bliver frataget dem, så har de ingen steder at gå hen. De kan ikke rumme det hos hinanden, så frustrationerne bygger sig op. De kan heller ikke få hjælp til praktiske ting, som at ringe til sagsbehandleren eller få genåbnet deres MitID.
Hvilke faglige redskaber ville du ikke kunne undvære?
Den narrative tilgang og eksternalisering er ekstremt vigtig for mig. Jeg blev introduceret til det allerede på studiet, hvor jeg skrev en stor opgave om det, og det er virkelig godt til den målgruppe, jeg arbejder med.
Lyt til Socialpædagogernes podcast om narrativ praksis