Fotoreportage
Fællesskab blandt grise, høns og køer
I beskæftigelses- og aktivitetstilbuddet Lærkely driver 18 borgere et klassisk landbrug med grise, køer og andre dyr, der skal fodres og passes. – Arbejdet med dyr kræver, at du tager ansvar og drager omsorg, så her mærker borgerne hver dag, at der virkelig er brug for dem, siger socialpædagog Toni Chris Nielsen
18. januar 2024
Forfatter: Tekst og foto: Simon Jeppesen
Lærkely
I Tønder ligger Lærkely – et bo- og beskæftigelsestilbud for mennesker med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Lærkely er målrettet borgere, som har brug for et mindre miljø i landlige omgivelser.
Ud over de borgere, der bor her fast, arbejder 18 borgere i beskæftigelsen – et landbrug med køer, får, grise, kaniner, høns, ænder og gæs samt lidt jordbrug. Lærkely har også et savværk, hvor borgerne er med til at bygge shelters, skydetårne, borde, bænke og skure.
I hverdagene drives landbruget af borgerne samt ansatte i beskæftigelsen. I weekender og ferier er det ansatte fra botilbuddet, der passer dyrene.