Gå til indhold

Sofa

Vores relation bygger på respekt og ligeværdighed

Socialpædagog Thor Petersen har været bostøtte for Sabrina Boelsmand i mere end otte år. Sabrina er nu kommet så langt og har fået det så meget bedre, at hun er parat til at klare sig videre i livet uden Thor

4. september 2023

Artikel
Sabrina Boelsmand og Thor Petersen .png
Respekt og ligeværdighed er nøglen til den gode relation mellem socialpædagog Thor Petersen og Sabrina Boelsmand, som Thor har været bostøtte for i godt otte år.

Forfatter: Henrik Jensen

Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset

Sabrina Boelsmand, 31 år. Hun har gennem årene med social­pædagog Thor Petersen som bostøtte gennemgået en kæmpe udvikling – og er i dag en selvstændig kvinde med et godt liv.

Thor Petersen, 70 år, arbejder som bostøtte i Fagcenter for Livskraft i Aalborg Kommune. Siden 2014 har han været bostøtte for Sabrina Boelsmand.


Sabrina:

Jeg har haft en opvækst fyldt med svigt og afsavn. Min mor var misbruger, og jeg var i hele min barndom uønsket af min far. Jeg blev også mobbet rigtig meget i skolen. I mange år led jeg af spiseforstyrrelser og var ekstremt selv­skadende. Jeg rev konstant mine arme til blods og hældte kogende vand på mig selv.

Thor:

Da jeg mødte Sabrina første gang, havde hun det virkelig skidt. Hun havde et meget lavt selvværd, var selvskadende og havde også forsøgt selvmord. I begyndelsen ville hun slet ikke lukke mig ind, så vores første møder foregik uden for hendes hoveddør, og hun svarede mig som regel kun med enstavelsesord.

Sabrina:

Jeg kan næsten ikke forstå, hvor dårligt jeg havde det dengang. Jeg var fyldt med så mange sorte og negative tanker om mig selv. I dag har jeg et godt liv. Jeg har fået meget mere selvværd, og Thor har givet mig nogle redskaber til, hvordan jeg kan reagere, når jeg kommer i svære situationer.

Thor:

Jeg har altid insisteret på, at der skal være ligeværdighed i vores relation. Sabrina kan stole på mig, og jeg tror på, hvad hun siger. Vi har gennem årene arbejdet med forskellige mestringsstrategier, hvor hun har lært, at hun selv er ekspert i sit eget liv. I dag er hun et helt andet sted, end hun var for otte år siden.

Sabrina:

Jeg fik ret hurtigt tillid til Thor, fordi jeg kunne mærke, at han respekterede og accepterede mig for den, jeg er. Han har været utrolig vigtig i forhold til, at jeg i dag har fået det meget bedre. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at jeg havde levet i dag, hvis jeg ikke havde haft Thor.

Thor:

Som socialpædagog er det fantastisk at se, hvordan Sabrina har udviklet sig. Hun er snart parat til at klare sig videre i livet uden mig som bostøtte. Jeg synes selv, at det er et godt eksempel på, at socialpædagogisk faglighed forandrer liv.

Sabrina:

Selvom jeg stadig har forskellige ting, som jeg skal arbejde med, har jeg nu fået et liv, som jeg gerne vil have det. Nu tænker jeg, at der er andre, som har mere brug for Thor, end jeg har.

Thor:

Som bostøtte for Sabrina har jeg fået masser af respons fra hende, der har gjort mig dygtigere og mere bevidst om praksis. Selvom jeg nu er fyldt 70 år, har jeg ingen planer om at trække mig tilbage. Jeg elsker mit arbejde, og det er især spændende, at jeg stadig i min alder kan blive ved med at udvikle mig fagligt.

Læs mere

Du kan læse mere om samarbejdet og relationerne mellem Thor og Sabrina i artiklen 'Med Thors støtte har Sabrina fået tro på sig selv', som er udgivet i Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev. 

Skriv til os

Har du en særlig relation til en borger, kollega, din leder eller en anden i dit arbejdsliv, som du gerne vil fortælle om, så skriv til: nyhedsrum@sl.dk

Bliv medlem