Merit
Underviser: ’De studerende gør en kæmpe indsats’
Undervisere på meritpædagoguddannelser oplever, at de studerende med socialpædagogisk praksiserfaring har et ekstraordinært stort engagement og lægger kræfter i at øge deres faglighed. Merituddannelsen kan være en del af løsningen på pædagogmanglen
17. august 2023
Forfatter: Jannie Søgaard Iwankow
Foto: Privat
320 år – præcis så mange års erhvervserfaring har 18 studerende på VIA University College Aarhus tilsammen. De er meritstuderende på meritpædagoguddannelsen målrettet socialområdet og skal lige om lidt i gang med deres andet studieår på specialiseringen for social- og specialpædagogik.
En af deres undervisere er lektor Mette Hougaard Claudi Bondesen. For hende er det lige præcis de mange års praksiserfaring, som de studerende kommer med, der gør det særligt interessant at undervise dem.
– Det er utroligt spændende at være sammen med de meritstuderende. Det er mennesker med livserfaring og en modenhed, der gør, at de tør tale højt. De tilkendegiver gerne, når de har lært noget, og kommer frem til nye erkendelser. Fordi de har arbejdet på socialområdet - nogle i mange år - er det en meget realistisk undervisning, vi har. De kan relatere meget af teorien til deres praksis” siger hun.
Der er helt sikkert nogle, der kommer ud efter endt uddannelse og ønsker at gøre noget helt anderledes, end de gjorde tidligere, fordi de har fået en større faglig ballast på studiet
Bedre pædagogisk praksis
De kommende socialpædagoger, som Mette Hougaard Claudi Bondesen underviser, har mellem to og 36 års praksiserfaring. Den yngste på holdet er 24 år, og den ældste 57. Men fælles for dem alle er, at de brænder for at få knyttet teori på den praksis, som de kender fra deres arbejde. Og som meritstuderende arbejder de halvdelen af ugen på deres arbejdsplads og studerer den anden halvdel af ugen.
– Det er et meget seriøst undervisningsmiljø med studerende, der gør en kæmpe indsats for at være her. En del har oplevet ikke at have så høj status eller indflydelse på deres arbejdsplads. De har måske været overladt til de mere rutineprægede opgaver og ikke fået mulighed for at være med i udviklingen af praksis. Nogle få har været heldige at blive inviteret ind i det reflekterende rum, hvor man taler pædagogik, men det er ikke mange. Nu oplever de gennem deres uddannelse at blive kvalificeret til at gå med ind i det rum, og det er meget tilfredsstillende for dem, fordi det er det, de synes er spændende, siger hun.
Ifølge Mette Hougaard Claudi Bondesen oplever de meritstuderende det især som opkvalificerende at få et dybere teoretisk kendskab til de faglige begreber, der ligger bag deres hverdagspraksis.
Målrettet socialpædagog forude
Ligeledes har hun opdaget, hvordan de studerende gradvist gennem den teoretiske undervisning får en erkendelse af, at praksis kan anskues ud fra flere forskellige vinkler.
– Der er helt sikkert nogle, der kommer ud efter endt uddannelse og ønsker at gøre noget helt anderledes, end de gjorde tidligere, fordi de har fået en større faglig ballast på studiet, siger hun.
Fordi man som meritstuderende skal passe både job og studium – og for manges vedkommende også familie – er det nogle studieår, der kræver en vis disciplin. Det betyder, at det udover at være nogle både dygtige praktikere og teoretikere, der kommer ud på arbejdspladserne efter endt uddannelse, også er nogle målrettede socialpædagoger, der virkelig vil faget.
– De glæder sig utrolig meget, kan jeg høre. Til at være på socialområdet og til at kunne tale ind i den diskurs. Og så glæder de sig da også til at få papir på, at de er socialpædagoger. Det er en slags hædersbevisning for dem, siger hun.
De her mennesker er enormt dygtige praktikere. De kan virkelig facilitere et pædagogisk rum
Har fat i noget rigtigt
Også på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Jelling har man et hold meritstuderende på pædagoguddannelsen. Her er det dog ikke et hold, der udelukkende retter sig mod studerende på social- og specialområdet. De 37 studerende har været i gang i et år nu og mangler således et år og 10 måneder af deres uddannelse. Det er første gang i en længere årrække, at der i Jelling er oprettet et hold med meritstuderende, men Ellen Ravn Habekost, der er lektor og ansvarlig koordinator for de meritstuderende, er ikke i tvivl om, at det er vejen at gå for at få uddannet flere dygtige socialpædagoger.
– Det år, der lige er gået, har givet indikationer på, at vi har fat i noget rigtigt her. De her mennesker er enormt dygtige praktikere. De kan virkelig facilitere et pædagogisk rum – håndtere håndgribeligt og praktisk arbejde som at tænde et bål. Samtidig er de meget sultne efter at kunne begrunde, hvorfor de gør, som de gør. De ønsker at bidrage til den pædagogiske kvalificerede dagligdag derude, siger hun.
Ifølge Ellen Ravn Habekost er der flere fordele ved at oprette merituddannelser for pædagogstuderende. Bl.a. er det muligt allerede fra studiestart at inddrage praksis i de teoretiske diskussioner, idet man ikke skal gå og vente på, at de har været ude i deres første praktik.
– De er jo i praktik hele tiden, kan man sige, fordi de passer deres arbejde samtidig med, at de studerer. Og det er helt perfekt at få teorien med ud i praksis og anvende den. Det, at de har praksiserfaring, betyder også, at den nyeste forskning bliver reflekteret anvendelse, siger hun.