folkepension
Nu kan pensionister arbejde uden modregning
Fremover kan pensionister arbejde uden at blive modregnet i folkepensionen. Det gør det mere attraktivt for pensionerede socialpædagoger at arbejde sideløbende med pensionen
27. juni 2023
Forfatter: Malene Dreyer
Er du gået på pension men ønsker at arbejde som socialpædagog i et eller andet omfang, kan du fremover gøre det, uden at det går udover din pension. Folketinget har d. 1. juni vedtaget at ændre reglerne, så din arbejdsindkomst ikke længere bliver modregnet i din folkepension.
Aftalen har til formål at skabe øget vækst og fjerne barrierer, der kan afholde nogle seniorer fra at blive længere på arbejdsmarkedet. Socialpædagogerne hilser ændringen varmt velkommen.
-Det er et godt skridt på vejen til at motivere flere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det er den rigtige vej at gå – særligt set med socialpædagogiske briller, for vi mangler dygtige socialpædagoger ude på arbejdspladserne i dag, siger Michael Madsen, kasserer i Socialpædagogerne.
Hidtil har folkepensionen kunnet blive sat ned, hvis du har været lønmodtager eller har drevet egen virksomhed. Med den nye lov bliver modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg af egen arbejdsindkomst afskaffet.
Loven har virkning fra d. 1. januar 2024 med tilbagevirkende kraft fra d. 1. januar 2023. Så de penge, du tjener i år, bliver altså ikke modregnet i din folkepension. Udbetaling Danmark administrerer dog efter de gamle regler for 2023, så evt. udbetaling med tilbagevirkende kraft sker først i 2024.
Læs mere hos PKA Nu kan du arbejde uden at blive modregnet i folkepensionen (pka.dk)