Ankestyrelsen: Kommunen skal yde den rette støtte til borgeren i rette tid

Socialpædagogerne bliver fra tid til anden kontaktet af plejefamilier, hvis plejebarn er fyldt 23 år og officielt overgået fra en opretholdt anbringelse til voksenlivet. For nogle af dem oplever, at kommunen ikke har stillet et tilbud til rådighed til den unge, selvom den unge ikke er i stand til at bo selv. Og hvad gør man så, når anbringelsen glider over i et gratis ophold, og den eneste løsning synes at være at sætte et sårbart ungt menneske på gaden?

Vi har bedt Amanda Dahl, der er souschef i Ankestyrelsen forklare, hvad reglerne er, når kontrakten om plejeopgaven udløber.

Hvor længe kan en anbringelse opretholdes?

– Helt firkantet skal en anbringelse ophøre, når barnet eller den unge fylder 18, hvis ikke plejebarnet er i målgruppen for efterværn eller opretholdt anbringelse. Er plejebarnet det, kan den unge forblive anbragt i en opretholdt anbringelse eller forblive anbragt i efterværn, indtil maksimalt det 23. år.

Hvad er kommunens forpligtelser derefter ifølge Serviceloven?

– Når det vurderes, at den unge fortsat har brug for støtte efter at være fyldt 23, vil den unge skulle have hjælp efter voksenbestemmelserne, og så vil sagen overgå til en anden afdeling i kommunen. Det vil være god forvaltningsskik, at der er en overlevering fra ung til voksenregi, og at forvaltningen løbende har gjort sig overvejelser om, hvad der skal ske, når den unge fylder 23 år. Det gælder særligt for de plejebørn, hvor man kan se, at der bliver brug for mere støtte, når den unge ikke længere kan være i efterværn eller opretholdt anbringelse.

– Det er ikke ordentlig forvaltningsskik at lade den unge blive boende hos plejefamilien, hvis ikke plejefamilien bliver økonomisk kompenseret for det, bare fordi kommunen ikke har et andet sted at placere barnet eller den unge. 

LÆS OM SAGEN FRA NORDJYLLAND: 'Man kan jo få tanken, at kommunen udnytter en plejemors gode hjerte'

– Kommunen skal løbende følge op i den unges sag – også i efterværnet – og foretage en socialfaglig vurdering af støttebehovet hos den unge, og hvad den unge har brug for fremadrettet. Så skal kommunen tage stilling til, om den unge er klar til at bo selv, eller har så stort et støttebehov, at der er brug for ophold i et botilbud. Hvis den unge kan bo selv, kan der være behov for en bostøtte eller anden hjælp til at opretholde en hverdag.

Hvornår skal der senest være taget stilling til og lagt en plan for det?

– Det fremgår af servicelovens § 68, at kommunen i den unges opholdskommune senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværn eller opretholdt anbringelse, jf. § 76 a, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes efter § 76 eller 76 a.  

– For unge der har været i efterværn indtil fx det 23. år, er der ikke lovhjemlede regler om, hvornår der senest skal være lagt en plan for overgangen til evt. støtte i voksenregi. For den unges skyld vil det selvfølgelig være så tidligt som muligt, at man skal vurdere, hvad der skal sættes ind med, så der er en afklaring af, hvad der skal ske, når den unge skal videre fra sin plejefamilie eller sit opholdssted.

Er der hjemmel i loven til, at den unge kan blive i plejefamilien efter det 23. år?

– Der er ikke som sådan hjemmel til en økonomisk kompensation til plejefamilien, hvis plejefamilien vælger at lade den unge blive boende efter det 23. år. Plejefamilien kan naturligvis altid gå i dialog med kommunen om økonomisk kompensation, hvis plejefamilien lader den unge blive boende udover efterværnet/opretholdt anbringelse, mens kommunen arbejder på at finde et bosted/botilbud.

Hvilke rettigheder har man som plejefamilie, hvis kommunen ikke har stillet et voksentilbud til rådighed, og anbringelsen i stedet glider over i en form for ’gratis ophold’?

– Plejefamilien er ikke part i den unges sag, så plejefamilien kan ikke klage over sagsbehandlingsskridt eller manglende afgørelse i den unges sag. Det er den unge selv, der skal gøre det. Plejefamilien kan da hjælpe den unge med at klage.

– Plejefamilien er part i sin egen ansættelse og kontrakten med kommunen. Så hvis plejefamilien bliver forpligtet til at have den unge boende længere end det 23. år uden økonomisk kompensation, må plejefamilien gå i dialog med kommunen og bede om at blive kompenseret, indtil der er fundet et botilbud.

– Hvis plejefamilien oplever, at kontrakten med kommunen ikke bliver overholdt, må plejefamilien gå i dialog med kommunen eller kontakte sin fagforening.

Kan man underrette Ankestyrelsen eller andre, hvis man oplever, at kommunen ikke lever op til sine forpligtelser?

– Ja, der er to veje i det:

– Man kan underrette Ankestyrelsen om en bekymring for et barn eller en ung, indtil det fyldte 18. år. Det kan være, hvis man mener, at kommunen fx ikke har truffet afgørelse om efterværn eller barnet/den unge ikke får tilstrækkelig støtte/hjælp. Men man kan ikke underrette til Ankestyrelsen om en voksen, der er myndig. Man kan selvfølgelig altid rette henvendelse til os og få råd og vejledning i telefonen.

– Hvis den unge er fyldt 18 år, kan man klage til Tilsynet i Ankestyrelsen. Tilsynet fører tilsyn med, at kommunerne overholder lovgivningen. En klage til Tilsynet vil dog forudsætte, at der generelt begås lovbrud på området, og det kan være svært at vurdere ud fra enkeltsager. Hvis man som ung eller plejefamilie  til en ung har en fornemmelse af, at regler generelt ikke bliver overholdt i den pågældende kommune, kan man kontakte Tilsynet. Så tager Tilsynet stilling til, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag.