Ledelse
Fortjener din leder en pris?
De bedste socialpædagogiske ledere fortjener mere opmærksomhed. Derfor indfører Socialpædagogerne nu en ny pris: Socialpædagogernes Lederpris. Du kan være med til at bestemme, hvem der skal have den.
17. maj 2023
Forfatter: Malene Dreyer
Foto: Socialpædagogerne
Har du en leder som fortjener særlig anerkendelse? Så kan du nu indstille hende eller ham til Socialpædagogernes Lederpris. Socialpædagogerne har besluttet at hylde de gode og engagerede ledere på området ved at uddele en pris, for socialpædagogiske ledere har stor betydning for socialområdet.
-De mange dygtige socialpædagogiske ledere spiller en helt central rolle for kvaliteten af socialpædagogisk faglighed i tilbuddene. De gør et stort og vigtigt arbejde – det vil vi gerne anerkende, siger næstformand hos Socialpædagogerne Verne Pedersen og uddyber, hvorfor socialpædagogisk faglighed skal ledes af socialpædagoger.
-Socialpædagogiske ledere har det faglige grundlag, der er helt afgørende for at forstå de udfordringer og problemstillinger, som mennesker med psykosociale problemer, handicap og psykiske lidelser lever med i hverdagen.
Formålet med prisen er at synliggøre værdien af socialpædagogisk ledelse og skabe opbakning til lederne og stolthed om den socialpædagogiske faglighed og praksis.
Prisen gives til en leder, der på særlig vis har udmærket sig ved at sætte retning, opnå følgeskab og sikre rammerne for udvikling af den socialpædagogiske faglighed og praksis, lyder det i fundatsen til prisen.
Følgende kvaliteter tæller, når prisvinderen skal vælges:
- sætte tydelig faglig retning
- holde fokus på borgernes drømme og behov
- sikre at medarbejderne er uddannede og klædt på til opgaven
- være nærværende og sætte fagligheden i spil
- give rum til faglig refleksion, udvikling og nytænkning
- sikre koordination og samarbejde på tværs
- have styr på den daglige drift
Hvis det passer på en leder, du kender, kan du indstille din kandidat her senest den. 23. juni.
Prisen uddeles på årets lederkonference i september og består af en statuette samt et gavekort på 5000 kr. til et hotel- eller wellnessophold. Herudover inviteres prismodtageren til at deltage i Lederkonferencen som gæst.