Gå til indhold

Fotoreportage

Her er alle først og fremmest håndboldspillere

Hver tirsdag mødes håndboldspillerne fra holdet Granit Champz i idrætshallen i Aakirkeby – et hold, som socialpædagog Martin Byder har taget initiativ til. Spillerne kommer med forskellige diagnoser og forskelligt funktionsniveau – men er fælles om glæden ved at røre sig sammen og spille håndbold

17. marts 2023

Artikel
Blad 3 2023 (5).png
– Hej, røvhuller! lyder det fra Martin Byder, da den 46-årige socialpædagog træder ind i hal B i Aakirkebyhallerne. Han modtages med klapsalver af de 23 spillere fra GranitChampz. Klokken er 18:01 og en times håndboldtræning skal til at gå i gang.

Forfatter: Laust Jordal (1)

Foto: Laust Jordal

Granit Champz er et tilbud for unge og voksne med kognitiv funktionsnedsættelse. – Men det er ikke det, der er vigtigt her. Her er alle først og fremmest håndboldspillere, og her får de mulighed for at dyrke idræt på lige fod med alle andre, siger socialpædagog og håndboldtræner Martin Byder.
Martin Byder har været frivillig håndboldtræner i Aakirkeby Idrætsforening i årevis. Til daglig er han socialpædagog i Bornholms Regionskommune. Og selvom han altså ikke er på arbejde tirsdag aften, trækker han alligevel på sin socialpædagogiske faglighed i sin trænergerning. – Relationsarbejdet er en spidskompetence fra mit daglige arbejde. Det handler om at lære mennesker at kende og hjælpe dem til at indgå i et fællesskab. Her er forudsigelighed og genkendelighed meget vigtigt, så jeg gør meget ud af at italesætte øvelserne og skabe en forståelsesramme.
Hvis man bor på Bornholm og har en funktionsnedsættelse, er det begrænset, hvad man har af muligheder for at komme ud og bevæge sig, vurderer Martin Byder. – Men selv har jeg altid spillet håndbold og er nærmest vokset op i hallen her. Jeg holder meget af sporten og den holdånd, som den kan skabe. Der ligger en kæmpe identitet i det at være håndboldspiller, og det ville jeg gerne give videre, siger han.
Heidi ’Gamle’ Jensen er med sine 48 år Granit Champz’ ældste spiller. Tilnavnet har hun kærligt fået af Martin Byder. – Han kan godt lide at drille, men det er okay. Han får bare lige igen. Han er kun to år yngre end mig, siger Heidi Jensen, som har været med på holdet siden begyndelsen og nyder at være en del af fællesskabet. – Det er fedt at mødes med de andre til træning om tirsdagen, og jeg glæder mig ved at se, hvor meget alle har udviklet sig, siden vi startede. Selv er jeg måske ikke den bedste på holdet, men jeg kan da følge med de unge, siger hun.

Håndbold for alle

Granit Champz blev oprettet i 2021 og er et håndboldhold i Aakirkeby Idrætsforening på Bornholm.

Mange af spillerne kommer fra børne- og ungdomsholdet Granit Kidz, der blev startet i 2018. Det er socialpædagog Martin Byder, som har taget initiativ til begge hold – og ham, der er håndboldtræner. Granit Champz træner hver tirsdag aften og har mellem 25 og 30 spillere.

Granit Champz udspringer af holdet Granit Kidz, som Martin Byder startede som et håndboldtilbud for børn med udviklingshæmning for ca. fem år siden. I takt med at spillerne blev ældre, så han et potentiale i at lave et voksenhold, så også spillere over 16 år har mulighed for at spille håndbold og dyrke fællesskabet.
Med spillernes forskellige behov er det vigtigt, at træningen også har fokus på det indbyrdes samarbejde. Af og til kan der opstå konflikter, og der bruger Martin Byder sin socialpædagogiske faglighed. – Nogle spillere kan fx bøvle med at vise hensyn, hvis en medspiller kommer til skade, så det er vigtigt at have øje for. Fællesskabet er nummer et, når vi er her. Det kommer altid i første række, siger han.
– I vores træning prøver vi hele tiden at skubbe til spillernes grænser, for det er med til at udvikle den enkelte både som menneske og som håndboldspiller. Det er enormt vigtigt – og det er fantastisk at se, hvor meget de har rykket sig, siden de første gang trådte ind i håndboldhallen, siger Martin Byder.
Idet spillernes funktions­niveau og træningsmæssige niveau er så forskelligt, handler en del af Martin Byder og hans hjælpetræneres opgave om at differentiere øvelserne, så alle får noget ud af træningen. – I udgangspunktet laver vi helt almindelig håndboldøvelser, som jeg også laver med de andre hold, jeg træner. Men på det her hold har vi i høj grad øje for, at hver spiller kan noget forskelligt, siger Martin Byder.
Til træningen får spillerne både lov til at lave boldøvelser og generelle motionsøvelser som eksempelvis armbøjninger. Alle skal kunne være med.
Bliv medlem