Gå til indhold

Faglighed

Lisbeth skulle have taget merit: 'Det er en drøm, der er brast'

For nyligt meddelte KL landets kommuner, at det er slut med at sende ufaglærte på merituddannelse med løn. Lisbeth er en af dem, der bliver ramt. Hun arbejder inden for socialområdet, hvor der er massive rekrutteringsproblemer

9. februar 2023

Artikel
Lisbeth 1128x600.jpg
Lisbeth Kristiansen har drømt om en pædagoguddannelse i 30 år. Kort før drømmen skulle gå i opfyldelse, kom KL's udmelding til kommunerne om, at de ikke længere må sende ufaglærte medarbejdere på merituddannelse med løn.

Forfatter: Lea Holtze

Til september skulle drømmen omsider gå i opfyldelse. 47-årige Lisbeth Kristiansen skulle i gang med merituddannelsen til socialpædagog samtidig med, at hun var ansat og lønnet af sin arbejdsplads, bostedet Aage Holms Vej for voksne med udviklingshæmning. Men nu er drømmen brast.

For KL har givet landets kommuner besked om, at de ikke længere må betale løn til pædagogmedhjælpere, der vil merituddanne sig.

– Jeg så det i nyhederne og tænkte ’puha, hvad gør jeg nu?’ Jeg har aldrig fået anden uddannelse end folkeskolen. Nu var min plan ødelagt. Jeg blev faktisk rigtig ked af det, fortæller Lisbeth Kristiansen.

Merit-melding ærgrer også to ledere og en FTR på socialområdet: 'Vi mangler jo folk. Over det hele.'

Jeg kan slet ikke forstå, at man melder det ud nu. Jeg håber virkelig, der kommer en løsning, for der er jo mangel på arbejdskraft

Lisbeth Kristiansen, ufaglært

Kræver høj faglighed

Lisbeth Kristiansen har ønsket at tage pædagoguddannelsen, siden hun startede som ’ung pige i huset’ for 30 år siden. Men da Lisbeth blev mor til fire, rakte hverken tiden eller pengene. Derfor tog hun stedet arbejde i børnehaver, SFO’er – og de seneste fem år på bostedet Aage Holms Vej i Hjørring.

Her bor 36 borgere med udviklingshæmning. Nogle af dem har derudover en psykiatrisk overbygning, udadreagerende adfærd eller misbrugsskader. Alt i alt komplekse problemstillinger, der kræver høj faglighed.

– Det er et spændende arbejde, hvor det gælder om at finde veje til at udvikle eller vedligeholde borgernes færdigheder. Nogle af dem har ikke noget sprog, så man skal kunne aflæse deres initiativer og virkelig kunne sætte sig ind i et menneskes behov, fortæller Lisbeth Kristiansen.

Skal stifte gæld

Men selvom Lisbeth har flere års erfaring, tørster hun efter teori og faglige begreber til den faglige sparring med kollegerne.

– Jeg er træt af at blive stemplet som den ufaglærte. Jeg vil gerne kunne sætte ord på det socialpædagogiske arbejde, jeg faktisk laver, og samtidig få ny viden og inspiration – fx til arbejdet med udadreagerende borgere, der laver splitting, hvor jeg godt kan mærke, at jeg ikke er helt rustet, fortæller hun.

Idéen om at tage meritpædagoguddannelsen kom fra Lisbeths leder. Men med KL’s udmelding kan det ikke længere lade sig gøre, fortæller Lisbeth Kristiansen.

Socialpædagogerne mener:

Forbundsformand Benny Andersen opfordrer KL til, at man finder en løsning og ikke spænder ben for flere uddannede socialpædagoger.

– Et af redskaberne for at få flere uddannede socialpædagoger er at give ufaglærte mulighed for at tage uddannelsen via merit. Derfor er KL’s meddelelse til kommunerne så ærgerlig. Der risiko for, at det spænder ben for det arbejde, Socialpædagogernes lokale kredse og en række kommuner har gjort for at afhjælpe manglen på uddannede socialpædagoger. Min klare opfordring til KL er derfor: Lad os finde en løsning, så den meritløsning, som mange kommuner arbejder med, kan fortsætte, siger han.

Socialpædagogerne er i fortsat dialog med KL om sagen.

– Det var en kæmpe chance at få, og jeg havde fortalt mine kolleger, hvor meget jeg glædede mig. Men jeg er eneforsørger og har stadig hjemmeboende børn. Jeg er endelig kommet af med gæld efter en skilsmisse, så jeg ville være ked af at skulle starte forfra, fortæller hun.

Håber på en løsning

KL’s udmelding kommer på et tidspunkt hvor hver fjerde forsøg på at rekruttere en socialpædagog fejler. Desuden er 33 pct. af medarbejderne på socialpædagogiske tilbud uden relevant uddannelse. Det er en stigning fra 29 pct. til 33 pct. på fem år. Samtidig er optaget på den ordinære pædagoguddannelse i kraftig nedgang.

Netop derfor er KL’s udmelding blevet kritiseret af borgmestre og rådmænd såvel som faglige organisationer og arbejdspladser – og ikke mindst medarbejdere som Lisbeth.

– Jeg kan slet ikke forstå, at man melder det ud nu. Jeg håber virkelig, der kommer en løsning, for der er jo mangel på arbejdskraft. Det er klart, at det også får mig selv til at tænke over min fremtid inden for området.

Hvad er op og ned?

KL udsendte den 1. december 2022 en instruks til kommunerne. Af den fremgår det, at KL vurderer, at der ikke i de gældende overenskomster på det pædagogiske område er hjemmel til at yde løn for deltagelse i meritpædagoguddannelsen. Instruksen gælder både social- og almenområdet.

For de meritordninger, der allerede er igangsat med løn under merituddannelse, har KL søgt og fået dispensation i Kommunernes Lønningsnævn til bagudrettet at lovliggøre individuelle aftaler, der er indgået før den 1. december 2022. Det gælder:

  • Uddannelser, der allerede er gennemført
  • Uddannelser, der er påbegyndt, men endnu ikke afsluttet
  • Uddannelser, som endnu ikke er påbegyndt, men som påbegyndes indenfor 1. kvartal 2023

Det er fortsat muligt fx at arbejde deltid på sin arbejdsplads og få løn for de timer, man arbejder.

Bliv medlem