Gå til indhold

Socialpsykiatri

Vi er ét skridt foran

’Jo bedre vi kender den enkelte borger, jo hurtigere opfanger vi tegn på ændret adfærd og kan sætte ind med det, vi ved, gør borgeren tryg.’ Sådan fortæller to socialpædagoger på det socialpsykiatriske bosted Lindevang om, hvordan de forebygger psykiatriske indlæggelser

28. september 2023

Artikel
Vi er ét skridt foran.png
Jeanette Lindberg (tv.) og Tine Andersen forebygger psykiatriske indlæggelser ved at have øje for trivslen og hele tiden justere de små ting, der kan skabe utryghed eller forstyrrelse hos borgeren.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Ricky John Molloy

Når ’Grethe’ pludselig begynder at flytte rundt på tingene og lægge servietter over det hele. Når hun larmer meget, lægger maden i lag oven på hinanden eller kommer ud af sin bolig uden tøj på. Når hun er konfus og insisterer på, at stolene skal vende en særlig vej. 

Den adfærd opfanger socialpædagog Tine Andersen med det samme som tegn på mistrivsel hos Grethe, som er en af 56 beboere på det socialpsykiatriske bosted Lindevang i Helsingør.

– Grethe har en bipolar lidelse, som hun en gang imellem bøvler med. Og når hun får manisk adfærd, kan vi forebygge, at hun får det dårligere, ved bl.a. at skærme hende og være meget tydelig om, hvad der skal ske. Fx kan jeg fortælle hende, at ’i dag henter jeg mad til dig, og så spiser vi sammen hos dig’. Og så sørger jeg hele tiden for, at hun ikke er overladt til sig selv, fortæller Tine Andersen.

Grethe har tidligere været indlagt mange gange i psykiatrien – flere gange med tvang.

– Hun virker nærmest traumatiseret i forhold til det at blive indlagt og fx få elektrochok, så det betyder utrolig meget for hendes trivsel og livskvalitet, at vi forebygger, at det kommer dertil. Nogle gange skal hun måske lidt op i medicindosis, når hun bliver manisk. Jeg har da oplevet, at når jeg sætter en pille foran Grethe, siger hun: ’Så bliver jeg ikke indlagt, vel?’

Læs også, hvordan socialpædagog Rosa Dahl Jensen bruger sin faglighed til at spotte atypisk adfærd, der kan være tegn på sygdom hos borgerne

Vi observerer hele tiden

Når Tine Andersen er i stand til at forebygge psykiatriske indlæggelser, skyldes det ifølge hendes kollega og TR Jeanette Lindberg, at hun som socialpædagog er trænet i at observere, analysere og agere.

– Mange af borgerne har atypisk adfærd og har derfor brug for individuel støtte. Jo bedre vi kender de enkelte beboeres rutiner, jo bedre kan vi hjælpe dem tilbage til en kendt struktur, så de trives bedre, også når de har det svært, siger Jeanette Lindberg og fortsætter:

– Hvis en beboer pludselig ikke vil spise noget, kan det være et tegn på, at han er paranoid og tror, at vi har kommet gift i maden. Og ændrer en beboer personlighed og bliver aggressiv og uadreagerende, er vedkommende måske på vej til at blive psykotisk. Så har vi en døgnrytmeplan, vi justerer, så vi kan få vedkommende tilbage i balance, siger Jeanette Lindberg, som tilføjer, at den pædagogiske tilgang bygger på at skabe tryghed og genkendelighed for beboerne, så de ikke bliver usikre.

Læs også, hvorfor jobpædagog Lone Sønderlyng mener, at socialpædagogisk faglighed er afgørende

Nye tal: Socialpædagoger nytter noget

Voksne med sindslidelser, komplekse handicap eller i udsathed klarer sig markant bedre på tilbud med en højere andel socialpædagoger, viser en ny Rambøll-undersøgelse.

Læs mere om undersøgelsen

Bliv medlem