Tvangsanbringelse afblæst: Mor og baby kom i familiepleje hos Karin og Claus

Da Gabriella som 21-årig blev gravid, fik hun at vide, at hendes barn med stor sandsynlighed ville blive tvangsanbragt, når det blev født. Udmeldingen kom fra Bornholms Kommune, hvor hun bor, og beroede på en i dag seks år gammel socialsag, som kommunen havde liggende på hende.

Heldigvis var der, fortæller den unge kvinde, en sagsbehandler, der syntes, at hun skulle have en chance for at bevise, at hun godt kunne magte sin nye rolle som mor – sådan som hun også selv ønskede det.

– Min sagsbehandler mente, at jeg havde et potentiale, og hun kom med et forslag om, at jeg og min datter kom et halvt år i familiepleje, når hun blev født. Så kunne jeg få støtte, og man kunne se, om jeg magtede rollen som mor for mit barn, siger Gabriella.

Og sådan blev det.

En viljefast ung kvinde

Da Gabriella fødte sin datter i marts måned i år, hentede plejeforældrene Karin og Claus Kjær både mor og datter på Bornholm og tog dem med hjem til Assens på Fyn, hvor de bor.

– I den første uges tid var vi meget tæt på dem, og vi havde fokus på, at den lille fik det at spise, hun skulle. Aftalen var, at Gabi vækkede os, når den lille vågnede om natten og skulle spise. Men ret hurtigt blev det bare til små hyggesnakke, hvor vi sad i sengens fodende, mens hun ammede. Hun havde slet ikke brug for, at vi var der, og sammen med sundhedsplejersken besluttede vi, at det kunne hun sagtens klare alene, siger Karin Kjær, der sammen med sin mand Claus har været plejefamilie i mange år.

Han er helt enig med sin hustru.

– Det var meget tydeligt, at her kom en ung kvinde, der havde taget en fast beslutning om, at hun ville være en god og ansvarlig mor, siger Claus Kjær.

Støtte egne valg

En af de første gange, Karin og Claus Kjær havde kontakt til Gabriella, spurgte de, hvordan det var for hende, at kommunen havde bestemt, at hun skulle i familiepleje med sin datter. Den unge kvindes svar gjorde et stort indtryk på dem.

– Gabi svarede, at hun havde besluttet at betragte opholdet hos os som en gave i stedet for tvang. Allerede dér fik vi en fornemmelse af, at det ville komme til at gå godt, siger Karin Kjær.

 Gabriella selv fortæller, at hun hurtigt kom til at føle sig godt tilpas hos plejefamilien.

– Jeg fik at vide, at jeg bare skulle spørge om hjælp – hellere én gang for meget end én gang for lidt. Så jeg spurgte rigtig meget – især i starten, hvor jeg var meget bange for, at min datter ville blive taget fra mig, hvis jeg gjorde bare det mindste forkert, siger Gabriella.

Karin og Claus Kjær fortæller begge, at de på intet tidspunkt har tænkt, at den unge mor gjorde noget forkert. Tværtimod har de været bevidste om at støtte Gabriella i at træffe sine egne valg, så længe de blot kunne se, at disse var gode for hendes datter. Og ikke på noget tidspunkt har der været grund til bekymring.

– Vi har skam ikke altid været enige med Gabi. Men hun har jo simpelthen læst alt, hvad der findes om børn og babyer. Så hun har altid argumenteret godt og underbygget sine meninger med viden, når der har været noget, vi ikke har set ens på. Og fordi hun er ung, og vi er ældre, er det jo ikke ensbetydende med, at vi har ret, og hun er forkert på den. Vi har også sammen spurgt sundhedsplejerskerne til råds nogle gange – for der findes jo ikke altid bare ét sandt svar, siger Karin Kjær.

De rette tiltag

Det er første gang, Karin og Claus Kjær har haft både mor og barn i pleje. Men de har følt sig godt klædt på til opgaven og har oplevet et positivt samarbejde med både kommune og særligt sundhedsplejerskerne.

– Det har for os været et fælles projekt, hvor vi løbende har sparret med hinanden for at lave de optimale pædagogiske tiltag for at få anbringelsen til at blive en succes, siger Claus Kjær.

I begyndelsen havde plejeforældrene meget fokus på den huslige del af det liv, der ventede Gabriella, når hun skulle hjem og bo alene med sin lille datter. Men de opdagede hurtigt, at den nybagte mor både kunne vaske tøj, lave mad og gøre rent. I stedet har de ladet hende og hendes datter finde deres egen rytme og har støttet op om den.

Husk, hvem der er moren

Særligt en ting har parret fra Assens haft fokus på helt fra første dag. De har gjort sig umage for ikke at gå ind og overtage forældrerollen fra Gabriella.

– Man skal passe på med at tro, at det er ens egen lille baby, man skal tage sig af, når der kommer en mor i pleje med sit lille barn. Det bliver aldrig vores barn. Uanset hvor lidt eller meget moren måtte være i stand til, skal man huske, at det er hendes barn. Det er mellem de to, tilknytningen skal ske, og det er det, vi som plejefamilie skal bidrage til, siger Karin Kjær.

Tilknytningen mellem Gabriella og hendes datter har været god lige fra begyndelsen. Så selvom der var snak om, at hendes ophold hos plejefamilien på Fyn kunne forlænges ud over det aftalte halve år, kom det ikke til at ske. For et par måneder siden flyttede hun således tilbage til Bornholm og bor nu alene med sin lille datter på knap otte måneder.

– Vi har jo løbende skullet opdatere kommunen, og der har aldrig været noget negativt at skrive fra vores side. Alt, hvad vi har sendt til kommunen, er blevet læst af Gabi, inden det er blevet sendt, således at hun har haft mulighed for selv at kommentere det skrevne. Sundhedsplejerskerne har også været enormt begejstrede over, hvor godt Gabriella har taget sin nye rolle på sig. Så vi forstår godt, de vurderede hende klar til at flytte for sig selv, siger Claus Kjær.

Drømme for fremtiden

Hjemme på Bornholm er der stablet et solidt professionelt netværk op omkring mor og barn for at sikre, at de fortsætter den positive udvikling og kommer godt i gang med deres nye tilværelse. Og det går rigtig godt, fortæller Gabriella, selvom hun savner plejeforældrene og stadig har tæt kontakt til dem. Ja faktisk blev hun så glad for at bo i Assens, at hun overvejer på et tidspunkt at skifte Bornholm ud med Fyn.

– Jeg drømmer om at blive sygeplejerske, og den uddannelse kan jeg jo tage i Odense, så det er en del af mine fremtidsplaner. Og nu har vi jo Karin og Claus, og jeg har også fået nogle veninder derovre, så vi vil ikke være alene, hvis vi flytter, siger hun.

Flytningen ligger dog ikke lige om hjørnet, har Gabriella besluttet. En beslutning, der ifølge hendes tidligere plejefamilie siger rigtig meget om den unge kvindes modenhed.

– Gabriella har sagt til os, at der skal være helt ro på, og at først, når der ikke længere er kommunale øjne på hende, vil hun flytte. Hun ønsker, at alle skal være overbevist om, at hun godt kan klare et liv som alenemor. Det synes vi er fornuftigt, og det er vi helt overbeviste om, at hun kan, siger Claus Kjær.

En kæmpe gave

Gabriella håber, at flere mødre med små børn fremadrettet vil få en chance som den, hun og hendes datter fik.

– Da kommunen talte om tvangsfjernelse, var det baseret på noget, der stod i mine papirer, som stammede tilbage, fra da jeg var 16 år. Men alle har jo en fortid, og jeg er ikke den samme som for seks år siden. Så jeg håber, at andre i min situation – selvfølgelig ikke, hvis de er uafvendelige stofmisbrugere eller lignende – vil blive givet samme chance som mig. For det har virkelig været en kæmpe gave, siger Gabriella.