Traumerne følger med

Det kan være svært at forstå, når en kvinde gang på gang går tilbage til sin voldelige kæreste. Men der er faktisk en mening med galskaben set gennem traumepsykologiske briller.

For har man været udsat for en traumatisk hændelse som fx at blive udsat for vold, følger et kæmpe kontroltab, som man kan have behov for at genvinde.

Kvinden forsøger at ’reparere’ traumet og genvinde den kontrol, der er taget fra hende ved selv at tage handling ved frivilligt at opsøge den voldsudøvende kæreste. Det fortæller antropolog
Grainne C. Stevenson, som står bag Social- og Boligstyrelsens nye anbefalinger til at arbejde traumebevidst i den sociale indsats med voksne.

– Mange af de mennesker, socialpædagoger møder i deres arbejde, har traumer. Hele 91 pct. af anbragte børn har oplevet et traume. Også blandt udsatte voksne er problemet udbredt. Her viser tal, at 30 til 60 pct. af mennesker i rusmiddelbehandling lever op til kriteriet for PTSD, siger Grainne C. Stevenson. Derfor giver det rigtig god mening at have viden om traumer, traumereaktioner og mestringsstrategier i det socialpædagogiske arbejde. Både for borgernes skyld, men også for fagpersonernes.

– Jo flere faglige redskaber, man har, jo bedre vil man som socialpædagog være i stand til at håndtere borgernes udfordringer. Det er både fagligt tilfredsstillende – og forhåbentlig kan det også betyde færre belastninger som omsorgstræthed og udbrændthed blandt socialpædagoger, siger Grainne C. Stevenson.

Læs også 'Når traumet lurer under overfladen', hvor to kvinder fortæller om deres oplevelse af at blive mødt af en traumebevidst tilgang.

Flere traumereaktioner

I tilfældet med kvinden, der går tilbage til sin voldelige kæreste, er det centrale, at man som fagperson sammen med kvinden forsøger at forstå baggrunden for hendes handlinger.

– Det vigtige er, at man interesserer sig for, hvorfor kvinden gør, som hun gør, og at man sammen kan blive klar over, hvad der ligger bag. Den forståelse betyder noget for, hvordan hun kan ændre adfærd. Hvordan hun kan genfinde kontrol på en anden måde end at opsøge manden, forklarer Grainne C. Stevenson.

Læs reportagen fra en kvindekrisecenter i artiklen 'Vi taler kvindernes styrker op'

Andre typer af traumereaktioner kan fx være vrede, at trække sig ind i sig selv eller at oversamarbejde, hvilket er en type traumereaktion, som kan være sværere at spotte.

– En borger, som fuldstændig overhører egne behov og gør alt det, socialpædagogen foreslår i stedet for at mærke egne behov, kan være tegn på en overlevelsesstrategi, som personen har udviklet fx ved omsorgssvigt: Skal du overleve, skal du samarbejde. I de tilfælde overhører man egne behov, siger Grainne C. Stevenson.

En traumebevidst tilgang er ikke en decideret behandlingsform og kræver hverken, at man har konkret viden om, at borgeren har et traume, eller at man nødvendigvis taler med borgeren om traumet. Man kan bruge viden om traumers betydning for et menneskes følelser, handlinger og udfordringer til at forebygge traumereaktioner og til at kunne respondere hensigtsmæssigt i mødet med borgeren.

Socialpædagog Gitte Lejmand Skafsgaard arbejder på Tuesten Huse – et socialpsykiatrisk døgntilbud, hvor mange af beboerne har traumer med i bagagen. Selvom hun ikke har været bange for at gå ind i de svære samtaler, har hun ofte savnet redskaber i mødet med borgere med traumer.

– Jeg kan tale om det, og jeg kan lytte, men nogle gange har jeg haft en følelse af ikke at kunne slå til fagligt. At jeg ikke har haft de nødvendige kompetencer til at kunne tale om traumet uden at re-traumatisere, siger hun og uddyber:

– Så kan man som medarbejder godt sidde med en følelse af utilstrækkelighed eller magtesløshed, fordi samtalen for borgeren ikke nødvendigvis er forløsende – men tværtimod kan få dem til at få det dårligere eller få flashbacks.

Handlekraft i traumet

Derfor har hun taget en uddannelse i narrativ traumebehandling, som bl.a. handler om at få mennesket til at blive nysgerrig på egen fortælling og blive bevidst om, hvilke værdier man gerne vil leve efter.

– Jeg har fået redskaber til, hvordan man kan tale om traumet uden kun at køre rundt i det svære, men ved at finde frem til den handlekraft, der er i traumet. Vi taler om agenthed – at man handler aktivt, og at man oplever at have indflydelse på sit eget liv. Alle gør noget, når man er ude for en svær hændelse.

Gitte Lejmand Skafsgaard giver et eksempel på en samtale, hun har haft med en beboer, som har været udsat for et overgreb som barn, og hvor skammen over bare at lade det ske fylder utrolig meget.

– På et tidspunkt i samtalen spørger jeg ind til, om han gjorde noget, han kunne være stolt af undervejs. Og han gjorde faktisk noget, viste det sig. Han beskyttede de andre børn, fortæller Gitte Lejmand Skafsgaard og fortsætter:

– Det kan bruges i ens recoveryproces, når man bliver bevidst om sin handlekraft. Om, at man selv har en stemme, og at man bliver bevidst om, hvilke værdier det er meningsfuldt for en at leve efter.

Tilgangen er da også tæt beslægtet med at arbejde recoveryorienteret. Grainne C. Stevenson forklarer det på den måde, at det at arbejde traumebevidst er et handlegreb til at arbejde recoveryorienteret og en måde at forstå borgerens egne perspektiver:

– Vi ved godt, at mange socialpædagoger arbejder traumebevidst uden nødvendigvis at kalde det det. Anbefalingerne er en inspiration til, hvordan man kan arbejde mere systematisk.

Hjemmebanefordel

Når socialpædagoger bruger den traumebevidste tilgang, er der også den store fordel, at borgeren er i et trygt miljø med fagpersoner, han eller hun kender, fremfor at skulle sendes videre til en fremmed behandler, understreger Gitte Lejmand Skafsgaard.

Hun fortæller om en af de beboere, med hvem hun har positive erfaringer med samtaler:

– Værdien af den gode relation, vi har, skal bruges i stedet for, at beboeren sendes videre til en anden. Vi har nogle trygge rammer i hans eget hjem, og han har erfaret, at vi godt kan tale om det svære. Jeg har helt bestemt fået redskaber til at tage samtalen ud fra et helt andet perspektiv. Og når vi taler rundt om traumet, har vi fokus på hans handlemuligheder og værdier.

Ifølge Grainne C. Stevenson skal man som fagperson ikke frygte, at man retraumatiserer borgeren ved at begynde at tage hul på samtalen.

– Der er ikke noget i vejen for, at man er nysgerrig i forhold til traumereaktioner og fx spørger: Hvorfor tror du, at du reagerer på den måde? Der er selvfølgelig altid en risiko for, at man kan trigge noget, men generelt vil det at spørge ind til traumereaktionen ikke være skadeligt. Langt de fleste vil være glade for, at man prøver at forstå dem, siger antropologen.

Skræddersy indsatsen

Hun påpeger, at det er vigtigt, at man arbejder med, hvordan traumebevidsthed ser ud på den konkrete arbejdsplads, og stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan gør vi det her hos os? De faglige drøftelser på arbejdspladsen, den fælles faglighed og fælles sprog er centralt.

– Måske skal man justere sine arbejdsgange og fx finde ud af, om den enkelte borger selv bestemmer sin kontaktperson. Eller hvordan man forbereder borgeren på det samarbejde, der skal etableres, og afklare, hvad man gør på arbejdspladsen, hvis man oplever, at en borger har brug for traumebehandling, siger Grainne C. Stevenson.