Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Portræt

Jeg har altid været draget af fugleungerne

Han har fulgt anbringelsesområdets udvikling gennem det meste af et arbejdsliv. Efter 35 år som socialpædagogisk leder er Flemming Nymand Brøsen i dag specialiseret plejefar for unge med massive omsorgssvigt. I det job føler han sig heldig – over at være med til at lære en vingeskudt ung at flyve selv

31. oktober 2023

Artikel
Flemming Nymand Brøsen, specialiseret plejefar.png
Fra 2014 til 2021 skete der et fald i antallet af generelt godkendte plejefamilier på 17 pct. Plejefar og socialpædagog Flemming Nymand Brøsen har klare bud på, hvorfor.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Nils Lund Pedersen

Det er en fantastisk glæde at vinke farvel, synes Flemming Nymand Brøsen.

Det var det også den dag, han gav ’Emil’ et stort knus og sendte ham ned ad vejen. Med sig havde Emil 10. klasses afgangs­eksamen, en lærlingekontrakt hos den lokale murer – og troen på, at der også var en plads til ham her i livet.

– Jeg har altid været draget af ’fugleungerne’. Dem, der har haft en svær start på livet. For de kan også lære at flyve og få en smuk fjerpragt. Når vi har hjulpet dem med det, er det sindssygt dejligt at sende dem videre, siger Flemming med et mildt smil og læner sig tilbage i stolen.

Den 63-årige plejefar har et langt arbejdsliv som leder af socialpædagogiske tilbud bag sig. I dag er han – sammen med sin kone, Marianne – plejefamilie på syvende år.

Som specialiseret plejefamilie er de godkendt til at varetage omsorgen og sikre udviklingen og trivslen for børn og unge med svære belastningsgrader. De har plads til tre unge fra cirka 13-års alderen, der typisk har oplevet massive omsorgssvigt, har en enkelt diagnose med sig – og står foran en udredning, der leder til flere. Og så har de unge som regel store huller i deres skolegang.

– Med andre ord: Vi er på arbejde. Og havde vi ikke faglighed og erfaring med os, ville vi blive kørt over, siger Flemming.

På køkkenbordet bag Flemming står der nybagte knækbrød i krukken. Hunden Kenzo sover tungt i hundekurven, og der dufter af nymalede kaffebønner i det grønne landkøkken.

Men man skal ikke tage fejl af landidyllen lidt oppe ad grusvejen i Bogø By, forsikrer Flemming og læner sig frem igen. For de unge bor her kun i tre til fire år, og plejefamiliens arbejde med at skabe et fundament for et godt og selvstændigt liv er intenst.

– De har ikke bare brug for en seng og et stort, varmt hjerte. De har brug for en højt specialiseret, faglig indsats, der hjælper dem med at strukturere og tilrettelægge deres hverdag – ellers falder de ganske enkelt fra hinanden, siger han.

LÆS OGSÅ, hvordan du støtter børn med tidlige traumer

De har ikke bare brug for en seng og et stort, varmt hjerte. De har brug for en højt specialiseret faglig indsats, der hjælper dem med at strukturere og tilrettelægge deres hverdag.

Flemming Nymand Brøsen, specialiseret plejefar

Relation og rytme

Flemming kan tydeligt huske, da ’Emil’ flyttede ind. Han kom fra en kaotisk familie i opløsning og havde for længst mistet troen på voksne mennesker. Og så var han vred. For hvad fanden skulle han her? Hvorfor var der regler? Og hvorfor skulle han vaske sit tøj selv?

Sådan reagerer de alle i starten. Erfaringerne hjemmefra bliver prøvet af for at se, hvordan Flemming og Marianne reagerer, hvis de fx går frem mod dem med vrede og aggression.

– Vi anerkender vreden, for vi kan da sagtens forstå deres frustration. Vi lader dem også vide, at vi ikke har valgt, at de skulle anbringes her, men at vi sindssygt gerne vil have dem boende. Vi arbejder på den måde intenst for at opbygge en relation og vise den unge, at vi er nogle andre voksne. Og at vi også er voksne, der stiller krav til dem, fordi vi tror på dem – og griber dem, hvis de falder, siger han.

Bag Flemming hænger madplanen for den næste måned, som de unge er med til at lave. Og hurtigt mærker de rytmen og den faste struktur i huset. Hver ung har et helt fastlagt tidsrum til at bruge badeværelset hver morgen. Og der er klare aftaler om, hvem der dækker bord, tager af bordet og fylder opvaskemaskinen.

– Det lyder som på en kaserne. Men virkeligheden er, at de efter kort tid slapper fuldstændig af i det, for så skal de ikke improvisere, siger Flemming.

Samme forudsigelighed praktiserer parret i forhold til deres kommunikation. Er der sket noget uhensigtsmæssigt, bliver snakken taget i en åben, anerkendende og respektfuld tone med det samme. Og fejl bliver italesat som ’øvepunkter’.

– De unge har nogle meget flossede nervesystemer med antennerne ude i alle retninger. Derfor er det enormt vigtigt, at de ikke bruger energi på at spekulere på, om de har gjort noget forkert, men kan være trygge ved, at alt bliver håndteret, før det udvikler sig til en konflikt, siger Flemming.

Flemming Nymand Brøsen er uddannet socialpædagog og har i en årrække været leder af bl.a. en døgninstitution.

Hvad drømmer du om?

Det tog lang tid for ’Emil’ at lægge vreden fra sig og overgive sig til plejeforældrene. Men efterhånden begyndte han at stå op om morgenen, når hans vækkeur ringede – og tog bussen til skole. Når han kom hjem, smed han tasken på gulvet i entréen og brugte den som hovedpude en halv times tid, indtil han havde energi til at rejse sig igen.

– De er virkelig på overarbejde. Og det er jo beundringsværdigt, hvad de leverer, når man tænker på deres historie og erfaring, siger Flemming.

Netop den beundring – over, hvad de unge evner, når de får den rette støtte, og den betydning, det har at blive set og mødt af en nærværende voksen – har altid været en drivkraft for Flemming Nymand Brøsen.

Han voksede selv op som skilsmissebarn i et socialt boligbyggeri i Kokkedal, og her hang han ud med rødderne i den lokale ungdomsklub. Her var der ’et fyrtårn af en leder’, som Flemming udtrykker det. En voksen, der blev i relationen, uanset hvor meget ballade de lavede, og som kørte Flemming rundt i hele Nordsjælland, indtil de fandt det rette skoletilbud til ham.

– Uden ham havde jeg nok ikke fået en uddannelse. Og jeg blev allerede dengang inspireret af tanken om at være en, der viser vej og motiverer til at få et godt liv, siger han.

Det her med at bo sammen og få både den professionelle og meget personlige relation var fascinerende. Hun kom ligesom et spadestik dybere. Og jeg tænkte: ’Hold da kæft, hvor kan man så nå langt med de unge.’

Flemming Nymand Brøsen, specialiseret plejefar

Sætter retning

Som nyuddannet socialpædagog blev Flemming Nymand Brøsen leder af den selvejende døgninstitution Josephine Schneiders Ungdomsboliger. Så blev han viceinspektør på en skole for børn med autisme og siden både familiebehandler og vejleder for unge, der var faldet igennem uddannelsessystemet. Og her blev han første gang bekymret for området.

For lige præcis på det tidspunkt blev den store strukturreform rullet ud over hele landet. Kommuner blev lagt sammen, og amterne nedlagt. Kommunerne bestræbte sig på at visitere til egne tilbud, men havde problemer med at fylde døgninstitutionerne op selv. I samme periode blev det politisk besluttet, at kommunerne skulle arbejde for tidlige indsatser, og at børn skal vokse op i et miljø så tæt som muligt på et normalt børneliv.

Med andre ord: Døgninstitutioner drejede nøglen om på stribe. Og fra 2007 til 2022 faldt antallet af anbragte fra knap 16.000 til knap 13.500 – tal, der dækker over et betydeligt fald i antallet af institutionsanbragte.

Samtidig oplevede Flemming, at børn og unge blev anbragt senere og senere, og at de havde mere komplekse problemer med sig, når de blev anbragt. Og han oplevede, hvordan besparelser sivede ned gennem arbejdspladser til socialpædagogerne på gulvet, som måtte løbe hurtigere for at få hverdagen til at hænge sammen.

– Jeg følte, at min hjerne var på overarbejde i de år. Det blev for presset til sidst, det må jeg indrømme.

Så da Flemming mødte Marianne, som havde en dreng i aflastning, fik han øjnene op for, at der var en anden måde at arbejde med de udsatte børn og unge.

– Det her med at bo sammen og få både den professionelle og meget personlige relation var fascinerende. Hun kom ligesom et spadestik dybere. Og jeg tænkte: ’Hold da kæft, hvor kan man så nå langt med de unge,’ siger han og fortsætter:

– Jeg har altid godt kunnet lide at være leder og sætte retning og motivere folk til at gå samme vej. Men at være i andres liv på denne her måde – og få øjeblikkelig feedback på det, jeg gør og siger, frem for at skulle vente til næste personalemøde, det er fedt.

Da Flemming mødte sin nuværende kone, Marianne, fik han øjnene op for plejefamilien som et rum at arbejde pædagogisk med børn og unge i.

Det svære samarbejde

Flemming og Marianne er hele tiden i dialog med de unge – om, at de skal smøre deres madpakke selv, fordi det giver nogle kompetencer, de kan tage med sig. Og om, at skolegang er altafgørende for at kunne klare sig. Det sker med afsæt i, hvad de unge drømmer om – og hvad der så skal til for at nå det mål.

Den type samtaler bliver taget, når der ’er hul igennem’, som Flemming siger. Det kan være sent om aftenen, når roen har sænket sig over huset, eller når de unge samles på den overdækkede terrasse efter skole, og Flemming spørger dem, om de har det godt.

– De skal være et sted, hvor de er glade for at være, for de har ret til et godt liv. Vi har desuden en fast sætning her i huset: Hvis man gør, som man plejer, ender man samme sted, som man plejer. Så hvis man vil et andet sted hen, skal man gøre noget andet. Det er logisk og rigtig svært, siger Flemming.

Men nogle gange er svaret på Flemmings spørgsmål, at den unge vil noget helt andet end at bo under den ramme, de har sat. I få tilfælde har Flemming og Marianne selv måttet meddele kommunen, at den unge har brug for noget, de ikke kan tilbyde. Og så sker det også, at anbringende kommune beslutter at flytte den unge.

– Jo dårligere en anbringelse er afsluttet, jo længere tid har jeg den med mig. Fordi jeg hverken fagligt eller menneskeligt er tilfreds. Jeg kan undre mig over, hvordan beslutninger bliver taget ud fra økonomiske hensyn snarere end den unges tarv. Men på et tidspunkt må jeg sige til mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kunne – og tro på, at jeg har givet den unge noget med sig, siger han.

Det er samarbejdet med kommunerne – og ikke arbejdet med de unge – der kan få Flemming Nymand Brøsen til at overveje at stoppe som plejefamilie.

Skærer grenen over

I perioder kan den slags oplevelser få Flemming til at overveje, hvor længe han orker at fortsætte. Men det er samarbejdet med kommunerne, ikke de unge, der får ham derud, understreger han. Og den oplevelse står han ikke alene med.

Fra 2014 til 2021 skete der et fald i antallet af generelt godkendte plejefamilier på 17 pct. Og af dem, der var godkendt, var næsten hver fjerde over 60 år.

– Vi udfører et stykke socialpædagogisk arbejde, som jeg er sindssygt stolt af. Men vi har som så mange andre oplevet, at kommuner ville skære så meget af vores vederlag, at vi måtte sige, at ’så blev det uden os’. Jeg forstår altså ikke, at de ikke forsøger at tiltrække nogle plejefamilier, de kan samarbejde med i mange år. De saver jo den gren over, de selv sidder på, siger han.

Hvor er vi heldige

Derfor er han atter bekymret for faget. Men han har aldrig et sekund fortrudt, at han selv blev plejefar. Og så længe det menneskeligt og udviklingsmæssigt giver mening, har han heller ingen planer om at stoppe.

– Flere gange om ugen kigger Marianne og jeg på hinanden og siger: ’Hold op, hvor er vi heldige, at vi får lov til det her.’ Det er så meningsfuldt at se de unge udvikle sig og få lys i øjnene igen. Og se dem gå ud i verden og sige, ’der er fandeme også plads til mig.’ Det er det, der får mig til at stå op om morgenen.

Ligesom det er det, der får Flemming Nymand Brøsen til at vinke farvel til dem med et smil.

– De låner en plads inde i mit hjerte. Og jeg ved, at på et tidspunkt skal de videre – og det er godt for dem. Og så glider de ganske langsomt ud igen.

Bliv medlem