Guide: Sådan støtter du børn med tidlige traumer

Alkoholskade, tilknytningsvanskeligheder og afbrudte samarbejder er bare nogle af de problematikker, plejefamilier kan støde på, når man velkommer et barn med tidlige traumer i familien. Derfor skal man lave sin research på barnet for at imødekomme dets behov bedst muligt, og tilegne sig teoretisk viden om fx tilknytningsteori.

Det fortæller psykolog Inger Thormann, der har mere end 40 års erfaring som psykolog for anbragte børn, og som sammen med Inger Poulsen, psykoterapeut MPF, har skabt Dansk Institut for Spædbarnsterapi.

– Mange børn bærer på tidlige traumer, som plejeforældrene må vide noget om, for at kunne give barnet den optimale omsorg og beskyttelse. Er der tale om et barn med særlige behov, må plejeforældrene tilegne sig den nødvendige viden på området. Det vigtigste er, at man møder barnet på en empatisk og ærlig måde. Gør man det, vil barnet opleve sig set og mødt, siger hun.

Selvom man ikke er psykolog eller psykoterapeut, er der meget, man som plejeforældre kan gøre. Her giver Inger Thormann fem gode råd til, hvordan plejefamilier kan hjælpe tidligt traumatiserede børn med at forstå deres fortid, styrke tilknytningen og imødekomme børnenes udfordringer.

1. Fortæl barnets historie med en livsbog

Mange børn har minder fra deres tidlige barndomsår. Nogle minder huskes som oplevede erfaringer, andre er kropslige, men uanset hvad, er minderne med til at forme barnets identitet og forståelse af sig selv i verden. Derfor er noget af det vigtigste, man som plejefamilie kan gøre, at anerkende barnets historie og tale sandt om fortiden. Et barn vil opleve mistrivsel, hvis der ikke er sammenhæng mellem det, det husker, og hvad der bliver fortalt.

Når man som plejefamilie fortæller barnet dets historie, skal det indeholde sandheder om plejebarnets liv. Eksempelvis at det blev skabt i sin mors mave, og at der blev taget forskellige beslutninger af forskellige årsager. Hvis anbringelsen er i strid med forældrenes ønske, skal man være ærlig omkring det. Når barnet får adgang til sin egen historie, vil det hjælpe til, at barnet forstår sin egen plads i verden.

En god måde at fortælle barnets historie på er gennem en livsbog. En livsbog kan være et vigtigt led i traumatiserede børns selvforståelse, især hvis de har været anbragt flere forskellige steder. Livsbogen er en dokumentation af barnets liv, der indeholder minder og billeder af barnet selv, familie og nære omsorgspersoner. Livsbogen bør indeholde noget fra før barnet blev anbragt, og man skal forsøge at udfylde så mange huller som muligt. Hvis man ikke har nogen fortællinger fra barnets fødsel, kan man fx tage barnet med hen til det hospital, hvor det er blevet født, og tage et billede af barnet. Bogen skal også kunne læses af plejebarnets forældre, uden at de bliver kede af det. Man skal huske at være nænsom og omsorgsfuld.

2. Spædbarnsterapi sætter ord på traumerne

I spædbarnsterapi behandler man tidligt opståede traumer og sorg hos barnet. Man har særligt fokus på de hændelser, der har udløst traumerne eller sorgen. Det kan være, at barnet er blevet tvangsfjernet ved fødslen, og derfor føler sig forladt af sine forældre. Eller måske har barnet i de tidlige leveår oplevet overgreb eller misbrug af rusmidler i hjemmet. Formålet med terapien er at løsne op for traumerne, så de ikke hæmmer barnet i dets udvikling. Spædbarnsterapi skal gives af en terapeut, men metoden kan anvendes af plejeforældre som en livshistoriefortælling.

Når man som plejeforælder eller pædagog anvender spædbarnsterapi-metoden, fortæller man barnet dets egen historie ud fra en objektiv sandhed og sætter ord på traumerne. Det er altså barnets historie ud fra fakta, der er fokus på. Det er vigtigt altid at fortælle sandheden, at udvise empati og autenticitet, samt signalere imødekommenhed over for barnet. Her kan man sætte sig i barnets sted ved at frembringe minder om lignende situationer, man selv har været i.

Er barnet blevet anbragt i en plejefamilie som baby, kan man starte med at fortælle, hvorfor barnet er lige netop her:

’Da du blev født, blev det besluttet, at du skulle anbringes i en plejefamilie, og vi blev valgt til at være dine plejeforældre. Dine forældre ville gerne, at du skulle vokse op hos dem, men kommunen vurderede, at de ikke ville være i stand til at give dig det, du har brug for. Dine forældre elsker dig højt, og I ser hinanden ofte. De vil altid have dig i deres hjerter, ligesom du altid vil have dem i dit hjerte.’ 

3. Børn der oplever Clear Cut har brug for sandheden

Sammenbrud i en anbringelse kan have alvorlige konsekvenser for det anbragte barn. Når myndighederne uden varsel beslutter at fjerne et barn fra en plejefamilie, og plejebarnet fra den ene dag til den anden mister kontakten til plejefamilien, kaldes det et clear cut. Denne type brud foregår pludseligt, og ofte får barnet og plejeforældrene ikke mulighed for at sige ordentligt farvel. Barnet får måske ikke sine ting med, og har ikke efterfølgende mulighed for at have kontakt med den tidligere plejefamilie.

Når en anbringelse slutter uplanlagt, er det altid vigtigt, at barnet får lov til at sige ordentligt farvel. Gennem en ordentlig afsked oplever barnet, at det er okay at få tilknytning til andre, og det gør det lettere at falde til i en ny plejefamilie. Som ny plejefamilie kan man tale med kommunens myndighedsrådgiver om muligheden for en anbringelsessamtale, hvor man taler processen igennem med barnet. Er det ikke muligt, bør man selv tale med barnet om, hvad der skete. Det er også en god idé at hjælpe barnet med at skabe minder omkring de tidligere plejeforældre, fx ved at se på billeder af dem.

Der er risiko for, at barnet har opfattelsen af, at den pludselige fjernelse fra plejefamilien er barnets egen skyld, og barnet kan få en forkert opfattelse af, hvorfor det er blevet fjernet. Den skyld kan man ofte fjerne ved at tale sandt om hændelsen. Skyldes det økonomi, så vær ærlig omkring det. Har kommunen lavet fejl i anbringelsen, må man gerne sige det højt. Ærlighed gør det lettere at acceptere forløbet.

4. Overgangsobjekter og overgangsfænomener

Overgangsobjekter og overgangsfænomener hjælper tilknytning på vej. Et overgangsobjekt kan være en bamse, et tæppe eller en anden genstand, der skaber tryghed og tilknytning. Det er en død ting, der bliver ladet med værdi af barnets primære omsorgspersoner, ligesom en sovebamse gør i en almindelig vuggestue.

Et eksempel kan være, at et anbragt barn, hvis mor er i fængsel, får hendes t-shirt ned til sig i vuggen. Moren giver barnet noget, der dufter af hende, og plejefamilien hjælper barnet med at putte med t-shirten. Det støtter barnet i at vedligeholde tilknytningen til sin mor. Det rituelle i, at barnet har moderens t-shirt, er også med til at styrke hendes tilknytning til sit barn. 

Samtidig kan barnet bruge sit overgangsobjekt til at signalere, at det savner sin mor og giver det lov til at være i sine følelser. Overgangsobjektet kan derfor ses som en adgang til de mennesker, som barnet ikke er sammen med nu og her.

Et overgangsfænomen er en handling, der skaber tryghed og tilknytning. Det kan fx være en sang, som man synger for barnet hver morgen eller aften, som bliver til ’vores sang’. Overgangsfænomenet signalerer, at den primære omsorgsperson er hos barnet og passer på det.

5. Hverdagen med alkoholskadede børn

Alkohol er det farligste rusmiddel et ufødt barn kan udsættes for, da det kan føre til hjerneskade. Skaderne er permanente, og personer med alkoholskader vil have udfordringer hele livet. Symptomerne varierer fra indlæringsvanskeligheder til udviklingshæmning med svær hjerneskade. I gennemsnit når børn med FAS (Føtalt Alkohol Syndrom) ikke en faglighed over 4. klasses niveau.

Børn med alkoholskade har svært ved at spise, sove og regulere sig selv. De er ofte ekstremt sansesensitive, og har svært ved at overskue, at to sanser bliver stimuleret samtidig. Derfor skal man reducere stimuli så meget som muligt. Undgå lys, lyd og berøring. Er barnet meget uroligt, kan man svøbe det eller skærme det mod kontakt ved at vende det væk. 

Alkoholskadede børn har brug for så meget ro som overhovedet muligt, så børneværelset bør være helt afdæmpet. Mal væggene i en neutral farve, eksempelvis hvid, og indret med gulvtæpper, gardiner og sengetøj i samme farve. Alt legetøj skal kunne pakkes væk i kasser eller skabe med låger, og der bør ikke hænge billeder på væggene, da for meget visuel stimulation er for overvældende. Undgå legetøj, der spiller musik eller blinker.

Sluk radio, tv og mobiltelefoner så ofte som muligt og gå i tøj, der har neutrale farver. Ligger der en spraglet voksdug på spisebordet, så tag den væk. I spisesituationer bør børnene skærmes for øjenkontakt.