Gå til indhold

Kommentar

Sæt turbo på meritløsningen

Vi skal merituddanne mange af de engagerede og erfarne ufaglærte medarbejdere, der i forvejen findes på området. Dermed kan vi øge andelen af socialpædagoger på de socialpædagogiske tilbud med 10 procentpoint over otte år, siger forbundsnæstformand Marie Sonne

26. september 2022

Artikel
Marie Sonne - foto Robert Wengler.jpg

Forfattere: Marie Sonne og forbundsnæstformand

Foto: Robert Wengler

Faglighed forandrer liv. Det ved vi. Derfor er det også så uhyre vigtigt, at vi får flere uddannede socialpædagoger på det sociale område. Og det er desværre svært. Det ved vi. Den barske sandhed er jo, at det er svært at rekruttere kvalificerede kolleger – og at det allerede i dag er sådan, at kun omkring halvdelen af medarbejderne har en socialpædagogisk uddannelse.

Det skal vi ændre på. Vi skal merituddanne mange af de engagerede og erfarne ufaglærte medarbejdere, der i forvejen findes på området. Hvis vi gør det, kan vi øge andelen af socialpædagoger på de socialpædagogiske tilbud med 10 procentpoint over otte år. Derfor var det også en rigtig god nyhed, at dét tog allerede kører.

Region Syddanmark og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har sammen udviklet en ny model for merituddannelse for pædagoger på det sociale område – med løn. I Aarhus har de første studerende allerede taget plads på en spritny socialpædagogisk meritpædagoguddannelse på VIA, og uddannelsen er målrettet ufaglærte ansatte på socialpædagogiske arbejdspladser.

Det er Socialpædagogerne Østjylland, der har taget initiativ til den ny merituddannelse, som er en specialiseret meritpædagoguddannelse, der skal styrke kompetencerne og sikre mere faguddannet personale på socialområdet. Uddannelsen er skabt i tæt samarbejde med VIA, Region Midtjylland samt Aarhus, Skanderborg og Norddjurs kommuner.

Jeg hepper på dem, og jeg håber, at også andre kommuner og regioner arbejder videre i sporet med at uddanne flere socialpædagoger. Og sammen skal vi arbejde på allerede i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og på højskolerne at synliggøre vores fantastiske profession.

MULIGHED FOR LØN UNDER MERIT ER ÆNDRET

Siden artiklen blev udgivet, har KL udsendt en vejledning til kommunerne, der forhindrer, at der gives løn under merituddannelse (udover de timer du evt. arbejder på arbejdspladsen ved siden af studiet).

Socialpædagogerne er i dialog med KL og arbejder på, at der igen bliver mulighed for indtægter udover den nuværende voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Er du allerede startet på meritpædagoguddannelsen med løn, eller står du lige foran et uddannelsesforløb (aftalt før 1. december 2022), kan du som udgangspunkt forvente at kunne fortsætte på de aftalte vilkår.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte din kreds.

Opdateret december 2022

Vi skal merituddanne mange af de engagerede og erfarne ufaglærte medarbejdere, der i forvejen findes på området.

Marie Sonne, forbundsnæstformand
Bliv medlem