Et skridt mod en mere fair løn

Siden 2019 har KL anbefalet kommunerne at anvende den såkaldte gennemsnitsmodel, når de aflønner plejefamilier. Og selvom Socialpædagogerne hellere så, at KL forpligtede sig til en overenskomstlignende aftale om plejefamiliernes vilkår, var det et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Derfor har forbundets lokale kredse lige siden skubbet på for, at gennemsnitsmodellen indføres ude i kommunerne – og ikke mindst arbejdet for, at det blev med afsæt i et rimeligt gennemsnit.

En af dem er faglig sekretær i Kreds Nordjylland Charlotte Enevoldsen. For hende at se gælder det generelt om at være en synlig samarbejdspartner for kommunerne i forhold til familieplejeres arbejdsforhold. Hun ringer derfor ofte til kommunens leder af familieplejeområdet for at få en snak, ligesom hun bliver kontaktet af familieplejere, der har brug for hjælp fra kredsen.

– Flere kommuner henvender sig også, når de overvejer at skifte til gennemsnitsmodellen, fordi de ved, at vi har ekspertisen, når det gælder familieplejere og deres problemer i hverdagen. Andre kommuner ser os som modstandere, nogen de skal slås med. Jeg oplever dog, at samarbejdet næsten altid bliver bedre, når vi er nået over den første barriere, siger Charlotte Enevoldsen.

Læs også om plejemor Jette Sandholdt: 'En fast løn gør mit liv lettere'

Samme oplevelse har faglig sekretær i Kreds Sydjylland, Jacob Bøegh. Ligesom i Kreds Nordjylland prøver han på alle måder at komme i dialog med kommunerne om gennemsnitsmodellen.  Hvis Jacob Bøegh ikke direkte bliver inviteret med til bords, når en kommune i kredsen står til at overgå til gennemsnitsmodellen, så samler han familieplejerne i den pågældende kommune for at få deres bemærkninger med i et høringssvar.

– jeg ser, at forslag, bekymringer og formuleringer, som vi har fremsat på vegne af familieplejerne, finder vej til det endelige materiale, siger han.

Overgang til gennemsnitsmodel

Nogle kommuner er skeptiske over for at skifte den klassiske vederlagsmodel og de hyppige lønforhandlinger ud med gennemsnitsmodellen, fortæller de to faglige sekretærer. Deres skepsis går ofte på, at det bliver for dyrt og ufleksibelt, forklarer Charlotte Enevoldsen.

– De er bange for, at en fast model betyder, at de ikke kan spare på området fra år til år. Kommunerne er vant til at hente noget på børneområdet, fordi familieplejere er individuelle forhandlingspartnere. De har ingen overenskomst og kan ikke kollektivt nedlægge arbejdet, hvis kommunen vælger at spare, siger hun.

I den situation forklarer Charlotte Enevoldsen kommunerne, at gennemsnitsmodellen giver både dem og familieplejerne arbejdsro og sparer tid og kræfter for alle involverede. Og som bonus kender kommunen bedre sit budget på området. Ude hos familieplejeren frigør det tid til barnet, når familieplejeren ikke hvert år skal bekymre sig om økonomien og bruge tid og energi på at forberede forhandlingen med kommunen.

Charlotte Enevoldsen og Jacob Bøegh taler også løbende med familieplejere, der frygter, at kommunen vil benytte overgangen til gennemsnitsmodellen til at sætte dem ned i vederlag – en reel bekymring, som forbundet er meget opmærksom på.

– Når familieplejererne skal forhandle med kommunen, så falder nogle mellem to løntrin. Så er det spørgsmålet, om kommunen vil runde ned eller op. Her kan Socialpædagogerne forsøge at hjælpe. Vi kan komme med argumenter for, hvorfor der skal rundes op, eller gennemgå hvad det vil betyde for familien af ro og fred at komme på en fast lønningsmodel. Den sikkerhed, modellen giver, betyder meget, siger Jacob Bøegh.

Fast løn giver ro

I Nordjylland kom gennembruddet for gennemsnitsmodellen listende fra Århus, hvor man havde arbejdet med modellen siden 2008. Erfaringerne sivede ud i de nordjyske kommuner, og flere tog endda til Århus for at se, hvordan man arbejdede med modellen der.

– Nu mangler jeg kun to kommuner heroppe. Jeg kan tydeligt mærke det op til de dage på året, hvor kommuner og familieplejere normalt skal mødes for at forhandle eller genforhandle kontrakterne. Vi får ikke nær så mange henvendelser fra bekymrede familieplejere, som vi gjorde dengang, de blev aflønnet efter den klassiske vederlagsmodel, siger Charlotte Enevoldsen.

I forbindelse med udrulningen i Nordjylland har kredsen været med til at formulere de nye kontrakter – både i direkte dialog med kommunen og som deltager i en baggrundsgruppe, der har arbejdet med at gøre gennemsnitsmodellens kontrakter mere gennemskuelige.

– Det betyder meget, at vi i kredsen har været med til at skrive basisteksten til de kontrakter, der indgås mellem kommunen og familieplejeren om honorering via gennemsnitsmodellen. Vi har sammen med kommunen haft fingrene nede i detaljerne og diskuteret de konkrete vederlagstrin i modellen. Det gør, at aflønningen ikke er nær så vilkårlig som før, og teksten er mere forståelig, siger Charlotte Enevoldsen.

Løser ikke alt

For at skabe en bedre forståelse for familieplejeres vilkår har Kreds Nordjylland fået et årligt møde i stand mellem familieplejere og politikere i et par kommuner.

– Så kan politikerne se, at det er helt almindelige mennesker, der ikke er ude på at score kassen. På sådan et møde har jeg prøvet at lave en udregning af deres timepris og nåede frem til en timeløn på 2 kr. Det er et job, der foregår 24/7, og gennemsnitsmodellen er kun et lille skridt mod en mere fair løn, slutter Charlotte Enevoldsen.