Socialpædagog fra Schweiz: Når vi samarbejder, kan vi næsten alt

Der lugtede af brændt papir. I midten af rummet hang en af de unge livløs ned fra et reb.

Vicky Vanescore forsøgte febrilsk at løsne rebet, men vægten gjorde det umuligt. I stedet tog hun pigen i sine arme og løftede op, alt hvad hun kunne. Og nu kunne hun høre sin kollega på trappen.

– Jeg tror, jeg er mest stolt af mit arbejde, når vores team er meget stærkt i svære situationer, siger Vicky Vanescore, da hun tænker tilbage på episoden.

Vicky Vanescore er 28 år, socialpædagog og arbejder på en døgn­institution i den schweiziske by Lausanne. Her bor 15 unge på 15-19 år, der typisk er tynget af psykiske belastninger, har minuspoint i skolebogen og store konflikter med familien.

Vi skal gå nye veje

Døgninstitutionen er en del af et større tilbud med en ambulant afdeling, en skole og et tilbud, der støtter de unge i forhold til at komme i job. Vicky Vanescore er en del af et team på ti, der alle er socialpædagoger, og som desuden er støttekontakt for unge, som enten er flyttet i en lejlighed inden for det sociale tilbud eller videre ud i Lausanne.

– Men det handler egentlig ikke så meget om, hvad vi gør, men om, hvad vi er. Vi skal være der. Vi skal genskabe deres tillid til voksne – og til sig selv, fortæller hun og fortsætter:

– Hvis traditionel pædagogik virkede, ville de ikke være her. Vi skal prøve nye veje, være kreative og støtte dem i at vokse op og finde deres vej. Selvfølgelig er det fantastisk, når de flytter videre i egen bolig, men det er ikke mit mål. Mit mål er, at de finder deres mål. Hvis vi kun leder efter store sejre, holder vi ikke til det, for det sker ikke hver dag.

Man er tit lidt lost

Da Vicky Vanescotes kollega kom hende til undsætning den dag i det røgfyldte værelse, fik de sammen løftet pigen ned på sengen. Kollegaen blev ved den unge, indtil ambulancen kom, og Vicky Vanescote tog sig af hendes kæreste.

– Om aftenen samledes vi med alle kollegerne. Jeg ville ikke have kunnet været sammen med andre, for ingen andre ville forstå. Det var en virkelig svær situation, som man kun kan komme igennem ved at gøre det sammen, siger hun.

Og netop derfor tænker Vicky Vanescote ikke kun tilbage på dagen med gru – men også med stolthed over kollegernes sammenhold midt i det svære.

– De unges problemer er komplekse, og det er vores job at hjælpe dem. Og vi skal være stærke nok i teamet til at finde måden. Men man er tit ’lost’ – det var jeg så sent som i går, og så gik jeg til en kollega. Når det omvendt i perioder er svært at tage på arbejde, er det, hvis samarbejdet ikke kører – så føler jeg mig alene, siger hun.