Gå til indhold

Socialpædagogik i verden

Socialpædagog fra Italien: De ældre lærer mig det vigtigste i livet

Italien er et af de lande i Europa, hvor folk lever længst. Her er socialpædagog Giulia Ghidini ansat på et plejehjem for ældre med demens – for at bevare de ældres funktionsniveau længst muligt og ledsage dem i slutningen af livet

30. august 2022

Artikel
9.png
– Fra de ældre borgere lærer jeg fx om respekt for mine medmennesker og kærlighed til familie og venner, siger socialpædagog Guilia Ghidini.

Forfatter: Lea Holtze

– Man siger, at vi er et land for de ældre. Og for mig at se kan de ældre lære mig de vigtigste ting i livet, som jeg aldrig må glemme – omkring respekt for mine medmennesker og kærlighed til familie og venner.

Sådan siger den 26-årige socialpædagog Giulia Ghidini.

Siden hun blev færdiguddannet i 2017, har hun arbejdet inden for demensområdet i Italien. Her støtter hun demensramte hen mod livets afslutning.

– Min bedstefar var den vigtigste person i mit liv. Han sagde altid, at man ikke skal taget noget for givet, men at man må arbejde for det og sætte sig selv til side. Han døde af demens, da jeg var i gang med at uddanne mig til socialpædagog. Der besluttede jeg at vie mit arbejdsliv til ældre med demens, siger hun.

I dag har Giulia Ghidini 2.000 bedsteforældre, som hun siger med et skævt smil. Hun arbejder nemlig på et privat plejehjem i Norditalien, hvor der bor ikke mindre end 2.000 ældre.

Trigger hukommelsen

Det er umuligt at finde tid til nærvær og samtale med dem alle, erkender Guilia Ghidini. Derfor fokuserer hun den socialpædagogiske indsats på det afsnit, hvor der bor omkring 30 demensramte, og hvor de bl.a. laver aktiviteter med de ældre.

De afspiller fx beroligende lyde af vandfald og fuglekvidder, fordi det kan trigge de demensramtes hukommelse. De laver sanseterapi, hvor helt almindelige hverdagsobjekter kan stimulere de ældres følelser og minder. Og de laver aktiviteter med farveterapi, hvor de eksponerer de ældre for bestemte farver for bl.a. at berolige dem.

– Med vores faglighed kan vi nå ind til de ældre på en anden måde og bl.a. reducere brugen af beroligende medicin, fordi vi finder ind bag årsagen til, at en borger fx er frustreret, siger hun.

En fælles faglig identitet

Aieji er den eneste organisation i verden, der har fokus på socialpædagogik som fag og profession. Organisationen arbejder for at styrke og udvikle det socialpædagogiske fag og skabe en fælles faglig identitet på tværs af grænser.

I de senere år har Aiejis arbejde inden for flere områder smittet direkte af på socialpædagogernes kurs – og omvendt.

Frem mod verdenskongressen i 2017 i Brasilien havde Aieji fx særligt fokus på psykiatri. Projektet byggede på erfaringer fra Danmark og seks andre lande og blev præsenteret på kongressen.

Organisationen har også arbejdet med at definere, hvad FN’s handicapkonvention og FN’s børnekonvention, som Danmark også har tilsluttet sig, betyder for socialpædagogers opgaver og roller. Det har resulteret i materialer, der er målrettet socialpædagogiske arbejdspladser. Og i den seneste kongresperiode har Aieji bl.a. haft fokus på socialpædagoger og demens. Find materialerne på Aiejis hjemmeside.

I den forbindelse er Socialpædagogernes ’hvidbog om demens og socialpædagogik’ blevet oversat til engelsk og blev præsenteret på et seminar i Firenze, hvor flere lande deltog og udvekslede erfaringer.

Sagen kort

I september holder den internationale organisation for socialpædagoger, Aieji, verdenskongres i Schweiz, hvor hundredvis af socialpædagoger fra hele verden mødes for at dele deres fælles faglighed og tage ny viden med hjem.

Men hvad har socialpædagoger på tværs af landegrænser, målgrupper og indsatser til fælles? Mød fire socialpædagoger med forskellige nationaliteter, der lige nu er på verdenskongres for socialpædagoger, og se, om du kan genkende din hverdag i deres.

Ud over Giulia Ghidini fra Italien kan du også læse om:

Italien

  • Det tager tre år på universitetet at blive socialpædagog, og der uddannes omkring 2.000 socialpædagoger hvert år.
  • Der er mere end 40.000 socialpædagoger i arbejde.
  • Alle socialpædagoger skal registreres i lokale komitéer. Hver komité er en del af en større kommission, der samler social- og sundhedsprofessioner inden for provinsen.

CV, Giulia Ghidini

  • Uddannet socialpædagog i 2017 fra Brescia Universitet.
  • Herefter arbejdede hun som socialpædagog på et mindre plejehjem.
  • I 2020 tog hun en master i koordinering af sundhedsprofessionelle ved University of Padua og arbejder i dag som koordinator på et stort privat plejehjem.
  • Hun er desuden formand for en komité for social­pædagoger i byen Mantua.
Bliv medlem