Mit faglige fokus: Supervision giver ny energi

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Monica Andersen

Monica Andersen er 57 år og uddannet socialpædagog i 1992. Har altid arbejdet med voksne med handicap. Har siden marts 2022 været fagpædagogisk tværgående koordinator i Center for Handicap i Holstebro Kommune, hvor hun er med til at sikre, at medarbejdere og ledere får en større forståelse for det pædagogiske handlerum.

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg superviserer, sparrer og underviser ud fra de behov, som lederne og medarbejdere står med i praksis. Derfor skifter mit faglige fokus: Nogle gange kan mit fokus være på en borgers mistrivsel, andre dage er fokus på en gruppe medarbejdere, der ikke føler, at de lykkes i deres arbejde med en borger.

Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?

For mig ligger der en kæmpe drivkraft i at arbejde med netop den gruppe borgere, som kræver allerhøjst faglighed og ekspertise. Men vi oplever, at det kan være svært at rekruttere nye medarbejdere, fordi arbejdet kræver et særligt specialpædagogisk fokus, hvor de personlige kompetencer og især lysten til at udvikle sig fylder meget. De psykiske belastninger gør noget ved de ansatte, de kan miste fodfæste, lyset kan slukkes i deres øjne, og arbejdsglæden forsvinde. Når jeg oplever personale, som kan virke opgivende og uden tro på, at ’systemet er der for borgerne og dig’, ser jeg det som en fornem opgave at guide og hjælpe videre i den proces, så de genvinder glæden ved deres arbejde - ellers mister vi jo god arbejdskraft.

Beskriv en situation fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel?

Jeg kom til et bosted, hvor en borger ofte kom op at skændes med de andre beboere. Medarbejderne følte ikke, at de kunne ændre på situationen. Vi talte så om kerneopgaven – borgerens trivsel – og fandt ud af, at der var flere områder, vi ikke havde undersøgt. Så personalets ’synsning’ skulle underbygges med faglige skemaer og registreringer. For eksempel vidste vi ikke, hvordan borgeren havde det i dagbeskæftigelsen, og der kom refleksioner på, om borgeren var velplaceret.

Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?

Det er vigtigt at have fokus på kerneopgaven, også når borgeren ikke selv kan sige, at det er træls at komme hjem til konflikter hver dag. Medarbejderne skal tro på deres faglighed og evne til mentalisering. Mange svarer, ’det har vi ikke tid til’, og er man presset moralsk og psykisk, kan det være rigtig svært at få øje på mulighederne. Men som Dorthe Birkmose udtrykker det, har vi aldrig prøvet alt. I en supervision får jeg ofte god hjælp af de øvrige i gruppen til refleksionen og til at belyse de muligheder, som måske ikke er afprøvet. I dette tilfælde mærkede jeg, at medarbejderne fik ny energi af, at de faktisk kunne gøre noget godt for borgeren.

Hvilke faglige redskaber eller viden kan du ikke undvære i dit arbejde?

Medarbejderne i Center for Handicap i Holstebro Kommune er uddannet i KRAP og neuropædagogik igennem deres ansættelse. På den måde har vi et fælles sprog og kan skabe løsninger sammen. Jeg refererer fx ofte til søjlemodellen og bruger KRAP-tilgangen til supervision. Jeg kan heller ikke undvære dybere viden om neuropædagogik. Bo Hejlskov Elvéns teorier og bøger er et must. Formidlingsdelen er ny for mig, og jeg har fået øjnene op for grafisk facilitering og det at tegne på en tavle som supplement til det talte ord eller et PowerPoint-show.