Gå til indhold

Fotoreportage

Hjemløse uddeler stjerner

Som ung og hjemløs på et forsorgshjem er man vant til at blive vurderet og beskrevet i fx en handleplan. Men på forsorgshjemmet Skjoldbo i Esbjerg vender projekt Social Gourmet om på rollerne og lader de unge vurdere. De sendes i byen for at anmelde gourmetrestauranter – og griber chancen for at opleve sig selv og hinanden på en helt ny arena

31. august 2022

Artikel
Blad 8 (7).png
Luften er mættet af sitrende glæde. Foran forsorgshjemmet Skjoldbo i Esbjerg venter ni unge hjemløse, en socialpædagog og en socialrådgiver spændt på den taxa, der om lidt skal køre dem hen til aftenens destination: gourmetrestauranten Loftet.
De unge er i såvel overført som i bogstavelig forstand blevet klædt på til oplevelsen. Alle har fået sponsoreret en ny skjorte og et par nye bukser af tøjbutikken Shaping New Tomorrow, og gruppen har talt meget om den adfærd, der forventes på en fin restaurant. Fx skal man ikke sidde og skændes højlydt, men hver især gøre sit, for at alle får en god aften. Og hvis der opstår en konflikt, skal man gå udenfor og tale om det sammen med den socialpædagog og socialrådgiver, der er med.
For både beboerne og medarbejderne byder restaurantbesøget på masser af nye smagsoplevelser – og der bliver diskuteret og vurderet ivrigt, i takt med at de mange små retter serveres.
Der var gang i kameraerne, for samtidig med at Skjoldbos eget produktionsselskab SB110 optog et madprogram med anmeldelse af restauranten, filmede TV 2 Syd også til et nyhedsindslag om projektet. Skjoldbo havde inviteret pressen for at vise, hvad det socialpædagogiske arbejde på et forsorgshjem også kan indebære.
Morten (på billedet) og Mads gav begge restaurant Loftet topkarakterer med henholdsvis 4,6 og 4,7 stjerner ud af 5 mulige. For Mads trak især fiskeretterne ned, for Morten var det en dessert med lidt for mange mintblade. Op trak de andre retter, stemningen og lokalet.
Skjoldbo har sit eget semiprofessionelle produktionsselskab SB110, der med støtte fra TrygFonden fungerer som meningsfyldt beskæftigelse for nogle af de udsatte unge. De får mulighed for at tjene ekstra med det sociale frikort ved fx at producere videoer for forskellige virksomheder og organisationer. Det er SB110, der laver videoanmeldelsen fra restaurantbesøget. Socialpædagog Glenn Borgen Christensen (tv.) er tovholder og interviewer her Mads om hans smagsoplevelser.

Forsorgshjemmet Skjoldbo

Forsorgshjemmet Skjoldbo i Esbjerg er et botilbud under KFUM’s Sociale arbejde. Målgruppen er hjemløse mellem 18 og 30 år, der har komplekse problemstillinger som fx sindslidelse eller misbrug. Skjoldbos slogan lyder: ’Ophold med muligheder’.

Social Gourmet er et af Skjoldbos tilbud til beboerne. Her får de mulighed for at opleve og anmelde gourmetrestauranter.

vimeo.com/skjoldbo/socialgourmet kan du se de unges anmeldelse af Restaurant Loftet.

Læs mere om forsorgshjemmet på skjoldbo.nu

Sauterede ærter, pocherede asparges og fermenteret citron. På Loftet i Esbjerg betaler man normalt 1.525 kr. for otte serveringer med vin. Restauranten sponsorerer en syvretters middag til de unge, der til gengæld leverer en videoanmeldelse, som spredes på de sociale medier.
Skjoldbo arbejder målrettet på at skabe ligeværdige relationer mellem medarbejdere og beboere. Det gælder også på restaurantbesøget, der fungerer som et fælles tredje. – Jeg havde heller aldrig prøvet at spise syv retter på en gourmetrestaurant, så vi var sammen om at bevæge os ud på en ny arena, siger socialpædagog Rasmus Visti Seedorff (tv.). I midten er det beboeren Andreas, til højre socialpædagog Glenn Borgen Christensen.
– Det er dejligt at blive forkælet, men det vigtigste er faktisk succesoplevelsen: Vi kan godt finde ud af at være på en fin restaurant. Og så er det også fedt at se, hvad livet har at byde på af gode ting. Det er vigtigt, for mange af os døjer med depression, siger Mads (th.), der har boet nogle måneder på Skjoldbo. Til venstre er det beboeren Morten.
Mads (th.) er med egne ord meget kræsen. – Der var en ret med asparges og agurk, som for mig var fuldstændig forfærdelig. Men jeg prøvede at se høflig ud. Og selvom der var nogle af retterne, som ikke lige var mig, gav jeg alligevel restauranten topkarakter på grund af stemningen, lokalet og de retter, der smagte godt, siger han.
En af forsorgshjemmets opgaver er at træne de unge, så de bliver i stand til at bo i egen bolig. Og skal det lykkes, skal de unge kunne begå sig i samfundet og forstå sociale normer, fortæller socialpædagog Rasmus Visti Seedorff. – Det har vi arbejdet aktivt med op til restaurantbesøget, hvor vi har talt om, at vi nu kommer ind på en ny social arena, og hvordan man skal begå sig der. På en fin restaurant smager man på vinen sammen med maden, men det gælder ikke om at drikke sig fuld. Det er det, vi kalder moden restriktion. De ansatte nøjedes dog med at dufte.
’Åh, nej! Skal vi have fisk?! Igen!’ Sådan tænkte Mads, da anden forret kom på bordet. Han endte dog alligevel med at give topkarakter til den samlede oplevelse – og nød tjansen som mad­anmelder: – Når man står i en situation, hvor man har brug for hjælp til mange ting, bliver man tit vurderet – fx vurderer lægen, om man er psykisk syg. Så er det faktisk lidt af et friskt pust, når det pludselig er en selv, der skal vurdere og sige, om maden er god eller dårlig.
For 27-årige Mads var restaurantbesøget en stor oplevelse. – Jeg kan godt lide, at vi blev mødt i øjenhøjde. Jeg tænker om mig selv, at jeg er et normalt menneske, og jeg kan godt lide at blive behandlet som et normalt menneske, siger han.
Fisken delte vandene. 70 pct. kunne lide den. 30 pct. sagde pænt nej tak.
Bliv medlem