Gå til indhold

Fotoreportage

Om tirsdagen rider vi

En gang om ugen går en håndfuld elever fra Ungdomsuddannelsescenter Maglemosen til ridning i Ballerup Rideklub. Timen på hesteryg pirrer sanserne, styrker motorikken og øger selvværdet. Og så giver det de unge en mulighed for – trods deres handicap – at udleve en sport og fritidsinteresse ligesom alle andre unge

16. maj 2022

Artikel
C60I2193_1128x600.jpg
– Ridningen og omgangen med hestene skaber ro. Vi kan se og mærke på vores unge, at de udvikler sig og har gavn af ride­oplevelsen, siger socialpædagog Camilla Horn, som er en af hovedkræfterne bag rideprojektet.

Forfatter: Malene Dreyer

– Alle har ret til at tage en uddannelse, og alle har ret til at dyrke sport. Ridningen handler også om at gøre noget, som alle andre unge gør. Eleverne ser deres søskende gå til svømning eller ridning, de skal også have muligheden, siger Elisabeth Simonsen, leder af Maglemosen.
Kontakten med hestene er en proces på elevens egne betingelser. For nogle kræver det en lang indkøring over mange besøg, hvor de bare er med for at kigge for siden hen i små skridt at nærme sig hesten, klappe den, stryge dens manke, komme op at sidde og ride med en pædagog i hånden – en udviklingsproces i respekt for den enkeltes tempo.
Eleverne glæder sig hele ugen til at tage plads i sadlen og i eget tempo udfolde sig på hesteryg – trygt flankeret af hver sin pædagog.
– Heste har en sjette sans. De kan fornemme, når de har en rytter med særlige behov eller sårbarhed i nærheden, siger Maria Kroman, daglig leder af Ballerup Rideklub.
Eleverne har deres faste heste – det skaber tryghed og genkendelighed. Ridningen styrker bl.a. de unges muskulatur og motorik. Julie, som sidder i kørestol, får oplevelsen af frihed og bevægelighed, når hun kommer op på hesten.
Sara strigler sin faste hest, James, efter ridetimen, og sammen med Maria Kroman tager hun afsked med James: – Vi ses om en uge, siger hun. En glad pige går ned til bussen og glæder sig allerede til næste tirsdag.

Ugens højdepunkt

Ridehuset summer af fornøjelse. Eleverne smiler og nynner, og af og til lyder der udbrud af grin og hvin, når hesten sætter i trav, og opmuntrende tilråb fra pædagogerne på sidelinjen. Rytterne finder ind i en naturlig rytme med hestens rolige bevægelser. Kinderne får farve, og ryggene rankes. Som de sidder der i bevægelse højt til hest, udstråler eleverne stolthed, koncentration og ikke mindst livsglæde.

Hele personalegruppen har været åbne for, at det her kunne lade sig gøre. Det kræver fleksibilitet og velvilje fra personalets side, da der skal være mange med til at trække. Men alle bakker op. – Det er fedt at kunne gøre nogle hyggelige ting og give eleverne nogle oplevelser, siger socialpædagog Camilla Horn.
Bliv medlem