Gå til indhold

Familieplejer

Kredsformand: Vi følger situationen på Nordfyn tæt

Da kredsformand Hanne Ellegaard fik nys om, at Nordfyns Kommune havde indkaldt kommunens plejefamilier til et møde om udvikling af området, ringede hun kommunens direktør for børn og unge op med det samme. ’Selvfølgelig skal vi som fagforening være med hele vejen,’ fortæller hun

2. maj 2022

Artikel
Hanne-Ellegaard_1128x600.png

Forfatter: Lea Holtze

– Hvordan har du tænkt dig at involvere Socialpædagogerne?

Sådan spurgte kredsformand Hanne Ellegaard, da hun ringede direktøren for børn og unge i Nordfyns Kommune, Karsten Poulsen, op tilbage i februar måned.

Hun havde hørt fra flere plejefamilier, at kommunen havde planer om at invitere dem til et møde om udviklingen af kommunens plejefamilieområde.

– Det var selvfølgelig helt afgørende for os at komme i dialog med kommunen meget tidligt i den proces. De skulle vide, at vi er her for at varetage plejefamiliernes interesser og er indstillet på at samarbejde, siger hun og fortsætter:

Vi har været meget tilfredse med dialogen med kommune, som vi fik meget tidligt. Og de vil rigtig gerne have os med på sidelinjen.

Vil gøre tingene bedre

’Udviklingen af området’ handler om, at kommunen gerne vil rette op på manglen på statusmøder og i det hele taget styrke samarbejdet mellem kommunen og plejefamilierne, ligesom de gerne ville udvikle forskellige modeller for honorering, fortæller Hanne Ellegaard.

Men udmeldingen faldt sammen med offentliggørelsen af en budgetstatus, der viste, at kommunen havde haft et merforbrug på området på 10 millioner kroner.

– Jeg kan da sagtens forstå, at man kan tro, at de to ting hænger sammen – at udviklingsprojektet er besparelser i forklædning. Men det er faktisk ikke min opfattelse. Kommunen har en ambition om at ville gøre tingene bedre, og det holder vi selvfølgelig øje med også er tilfældet. Og jeg mener grundlæggende, at det er en god idé, at man vil inddrage plejefamilierne og styrke samarbejdet med dem yderligere frem for at lade dem svæve alene, siger hun.

Rådgiver og kontrollerer

Der er nu blevet nedsat en referencegruppe bestående af ti plejefamilier, der skal udvikle ideer til udvikling af området – ligesom man har set gode eksempler på i Vejle og Svendborg Kommuner. Herefter står Socialpædagogerne klar til at rådgive plejefamilierne i forhandlinger om og kontrollere kvaliteten af de honoreringsmodeller, man finder frem til.

– Jeg oplever, at kommunen er lydhør og gerne ville køre processen rigtigt ved selvfølgelig også at have den forhandlingsberettigede organisation med i processen, siger Hanne Ellegaard.

Kredsen har tidligere rakt ud til til de medlemmer, der har børn fra Nordfyns Kommune, og vil gøre det igen med henblik på et fælles møde i juni.

Jeg oplever, at kommunen er lydhør og gerne ville køre processen rigtigt ved selvfølgelig også at have den forhandlingsberettigede organisation med i processen.

Hanne Ellegaard, kredsformand
Bliv medlem