Gå til indhold

Landskonference 2022

3 familieplejere: Dét er arbejdsglæde for mig

Viden, anerkendelse og ordentlige vilkår. Det er det, der er vigtigt for at bevare arbejdsglæden og lykkes med opgaven, sagde tre familieplejere på landskonferencen 2022, hvor temaet i år var faglighed og arbejdsglæde. Mød dem her

18. maj 2022

Artikel
Voxpop_samlet.png

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Nils Lund Pedersen

Henrik: Uddannelse giver arbejdsglæde

Henrik Svendsen er plejefar til to og har været familieplejer gennem 13 år. Han deltager i landskonferencen for familieplejere for at blive inspireret til at tænke nyt og udveksle viden med sine kollegaer på tværs af landet. Det er fjerde gang, han er med.

Hvad er arbejdsglæde for dig?

– For mig er rollen som familieplejer vokset på mig med årene. Det har vakt noget i mig. For når vi udviser en adfærd, plejebørnene kan forstå, kan vi flytte dem. Og nogle gange er det faktisk ikke så meget, der skal til. Vi havde et 6-årigt plejebarn, der var svært omsorgssvigtet, og som stadig talte babysprog. Jeg svarede ham med babysprog og med ét fik han lukket et hul, han havde haft fra spæd. Fra den dag gik det fremad med ham. Jeg blev helt høj af det.

Hvad giver dig de bedste forudsætninger for at lykkes med opgaven?

– Uddannelse og ordentlige vilkår er nøgleordet. Efterhånden som jeg er blevet klædt bedre på fagligt – både uddannelses- og erfaringsmæssigt – er min arbejdsglæde steget. Jeg forstår ting, jeg i starten var frustreret over, og vi bliver taget mere alvorligt af kommunen og kan dermed også bedre holde fast i standpunkter ved fx lønforhandlinger, hvor vores usikkerhed førhen kom kommunen til gode.

Hanne: Min faglighed skal tages alvorligt

Hanne Julie Løkkegaard er plejemor til tre. Hun startede i sin tid som aflastningsfamilie og blev for tre år siden familieplejer på fuldtid. Hun deltager altid på landskonferencen, fordi det er rart at komme ud og møde kolleger, hun ikke ser til dagligt.

Hvad er arbejdsglæde for dig?

– Det er, når jeg oplever, at børnene rykker sig og viser glæde i hverdagen. Eller når de selv giver udtryk for, at de er glade for at bo her: ’Her skulle jeg have været anbragt for mange år siden,’ som en af dem sagde.

Hvad giver dig de bedste forudsætninger for at lykkes med opgaven?

– Det vigtigste er, at der bliver lyttet til mig fra kommunen. At vi ikke skriver noget i en status, som kommunen så bare er fuldstændig ligeglad med. For det handler om, at min faglighed bliver taget alvorligt. Og at jeg oplever, at jeg bliver anerkendt – fx ved at rådgiver siger: ’Det, du gør, er virkelig godt.’ For ellers står man jo meget alene.

Lis: Viden giver mig overskud

Lis Glerup startede som netværksplejer for 14 år siden og er i dag fuldtidsfamilieplejer til tre. Det er tredje gang, hun deltager i landskonferencen. Her får hun et pusterum fra hverdagen, bliver inspireret og møder sine kollegaer.

Hvad er arbejdsglæde for dig?

– Det er et hårdt men også fantastisk job, der giver så meget. Vi har en lille gut på seks år, der går til fodbold. Hidtil har han mest fjollet rundt på banen, men i søndags var vi til hans første kamp. Han spurtede rundt og scorede fire mål – og han var så stolt. Det er arbejdsglæde at se hans forvandling.

– Vores andet plejebarn er lige blevet konfirmeret. Han ankom med diagnoser og specialklasse, men fungerer i dag i en almindelig klasse. Da han kom ind i kirken, stortudede jeg, fordi jeg tænkte på den rejse, vi havde været på sammen.

Hvad giver dig de bedste forudsætninger for at lykkes med opgaven?

– Viden giver mig det overskud, der er nødvendigt for at løfte opgaven. Så jeg søger så meget viden, faglighed og forståelse, jeg kan. Så undgår jeg også at lave de samme fejltrin som i starten.

Bliv medlem