Kommentar
Tydeligt behov for løft i socialpsykiatrien
Vi skal have en psykiatri, hvor man kan få den rette behandling og indsats, når man har en psykisk lidelse og sygdom. Og vi skal have en sammenhængende psykiatriplan, der giver et løft til socialpsykiatrien, lyder det fra forbundsnæstformand Verne Pedersen
7. marts 2022
Forfattere: Verne Pedersen og forbundsnæstformand
Mon ikke en del af jer har fået set den dokumentar, der blev vist på TV 2 for nogle uger siden – ’Sindssygt farligt arbejde’? Jeg har i hvert fald. Og selvom jeg selvfølgelig kender psykiatriområdet, så var det ærligt talt meget voldsomt at se de rå optagelser fra et socialpsykiatrisk bosted i Esbjerg, hvor en personalegruppe skulle håndtere en gruppe psykisk syge borgere.
For udsendelsen viste sort på hvidt, hvad nogle af jer oplever og fortæller: Nemlig at rammerne for jeres arbejde på området ikke er i orden. På optagelserne så vi bl.a. et konfliktniveau så højt, at det er næsten umuligt at udøve sit fag. Vi så, at meget syge mennesker ikke kunne blive indlagt i behandlingspsykiatrien og få den nødvendige hjælp – og vi så, at både medbeboere og ansatte var utrygge i en meget presset og stresset dagligdag. Det var og er simpelthen uacceptabelt. Og særligt fordi vi ved, hvad der skal til på området: politisk handling og prioritering.
Vi skal have et kapacitets- og et kompetenceløft på området. Vi skal have en psykiatri, hvor man kan få den rette behandling og indsats, når man har en psykisk lidelse og sygdom. Og så skal vi have en sammenhængende psykiatriplan, der giver et løft til socialpsykiatrien. Socialpsykiatrien og socialpædagogiske indsatser er afgørende for de 44.000 mennesker, der får støtte her.
For det er ikke sindssygt farlige mennesker. Det er syge mennesker, der har krav på rette behandling og rette sociale indsatser. Og det er socialpædagoger, der har krav på ordentlige rammer for at kunne arbejde. Det er bl.a., at der er et arbejdsmiljø og en kapacitet, som gør det sikkert at gå på arbejde. Det kræver høj faglighed, fagligt uddannet personale, supervision og kontinuerlig efteruddannelse.
Det må aldrig være med livet som indsats, man går på arbejde. Det vil vi blive ved med at insistere på.
Det må aldrig være med livet som indsats, man går på arbejde. Det vil vi blive ved med at insistere på.