Familieplejer
Landskonference styrker plejefamiliers faglighed og arbejdsglæde
Til maj samles familieplejere fra hele landet til årets landskonference. Her giver to dage med oplæg, debat og fagligt fællesskab plejefamilierne faglige vitaminer, så de er klædt bedst muligt på til opgaverne og til at bevare arbejdsglæden, fortæller forbundsnæstformand Verne Pedersen
7. februar 2022
Forfatter: Lea Holtze
Det at være familieplejer har ændret sig over årene. Der er sket en øget specialisering, og flere af de børn, der kommer i plejefamilie, har større vanskeligheder med sig end tidligere. Det stiller krav til plejefamiliernes faglighed – og derfor stiller Socialpædagogernes årlige landskonference for familieplejere skarpt på at forberede dem bedst muligt til det.
– Det er vigtigt hele tiden at få nye faglige input og inspiration til arbejdet – og ikke mindst dele viden og erfaring med sine kollegaer – når man arbejder som familieplejer. Det højner simpelthen arbejdsglæden, siger forbundsnæstformand Verne Pedersen.
En bred palet af viden
Landskonferencen, der samler familieplejere fra hele landet, finder i år sted den 10.-11. maj. Og i løbet af de to dage holder psykologer, supervisorer og andre eksperter faglige oplæg og workshops om fx metoder og tilgange til at styrke plejebarnets selvværd, om arbejdet med motivation, og om adskillelsen af de tre p’er – privat, personlig og professionel.
Programmet er stykket sammen i tæt samarbejde med Familieplejernes Landsudvalg. Og ud over, at der er fagfolk som børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz, psykoterapeut Bente Nørgaard og supervisor Christina Abildgaard på programmet, vil der også være oplæg af Danni Elmo, der er tidligere anbragt.
– Deltagerne får en bred palet af viden med hjem – fra fagfolk, fra hinanden og fra dem, det hele handler om, nemlig børnene. Det skal give nye perspektiver på opgaven og derved styrke og fastholde glæden ved arbejdet, som jeg tydeligt mærker, at plejefamilier har, siger Verne Pedersen.
Få svar om ferie og løn
På konferencen vil der også være en fagforeningsbasar, hvor forbundets jurist og familieplejekonsulenter holder oplæg om fx vederlags- og kontraktforhandlinger, ferieregler og omkostningsdækkede ydelser, ligesom man i pauserne vil kunne få tjekket sin lønseddel.
– Jeg håber, at deltagerne på alle mulige måder tager styrkede hjem derfra. Jeg glæder mig selv til de faglige oplæg, til at lytte til personlige erfaringer og ikke mindst til at være sammen med familieplejerne og være i dialog med dem om deres arbejde – det er berigende, siger Verne Pedersen.
Bliv medlem og få tryghed, netværk og juridisk hjælp
Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.
6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM
- Billige forsikringer gennem Alka.
- Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
- Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
- Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
- Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
- Gratis krisehjælp hos Healthcare.
Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.
SÅDAN TILMELDER DU DIG
Tilmeldingsfristen for landskonferencen for familieplejere er den 8. april 2022. Tilmeld dig her.
Tre gode råd fra Cathrine de Voss:
- Gå aldrig alene til kontraktforhandlinger. Tag gerne en konsulent fra kredsen med, hvor det er muligt.
- Få altid kredsen til at læse din kontrakt igennem, inden du skriver under.
- Du er omfattet af ferieloven og har derfor ret til at holde ferie uden plejebørn. Aftal på forhånd med kommunen, at du skal have et ekstra vederlag, hvis du vælger at holde ferie med plejebørn.