’Det giver så meget mening at være flere generationer’

– At se den lille, vi har nu, der kun kunne gå i skole få timer om ugen, da han kom, og som i dag tager glad af sted hver dag – det er simpelthen en fornøjelse.

Sådan siger 57-årige Berit Løkken Andersen, der har været plejemor på fuldtid gennem to årtier.

– Jeg har aldrig fortrudt at blive plejemor. Det giver så meget mening, siger hun.

Samme mening fik datteren Sofie hurtigt øje på. For selvom hun kun var 12 år gammel, da forældrene modtog det første søskendepar i pleje, kunne hun tydeligt se den forskel, familien gjorde. Også selvom det nogle gange var under svære vilkår.

– I har skullet aflevere til samvær, hvor I vidste, at børnene kom til at være alene hele weekenden. Jeg husker som barn at være med til at hente dem igen. Jeg husker også, at jeg tit sagde ’nej tak’, fordi det var for barsk. Dér så jeg, at børn kan have meget forskellige vilkår og vidste, at jeg selv ville være plejemor, fortæller Sofie Løkken Henriksen.

Så du Berit og Sofie i fagbladet? Find det online her

Sådan skal mine børn have det

Dengang var der ikke noget, der hed grundkurser og uddannelsesdage, fortæller de to familieplejere.

– Men selvom det på nogle måder var sværere og gav søvnløse nætter, har du altid været fantastisk til at tage børnenes kampe i forhold til systemet og deres rettigheder, siger Sofie Løkken Henriksen.

Berit Løkken Andersen nikker og kan bl.a. fortælle om det intense samarbejde, hun har haft med børnenes skolelærere, når børnene ikke var i trivsel i skolen.

– Det kan lærerne måske synes, jeg er lidt træls en gang imellem, men det er sådan, mine børn skal have det. Vi havde bl.a. en dreng, der tit blev fastholdt i skolen. Det ville jeg ikke se på. Det endte med, at jeg måtte supervisere lærerne i forhold til at forstå ham og omlægge deres tilgang, siger hun.

En generation til forskel

For at finde frem til den rette faglige tilgang skal Berit altid ’lige have barnet i hænderne’, som hun siger. Derudfra kan hun vurdere, om der er brug for struktur og forudsigelighed, at få arousal ned eller noget helt tredje. Samtidig sparrer mor og datter løbende med hinanden – ikke mindst efter at Sofie for et år siden selv blev plejemor.

– Vi har altid delt det synspunkt, at med et nyt barn starter man fra nul. Selvfølgelig sætter vi os ind i, hvilket barn der kommer, men vi laver også vores egne observationer. Og jeg og min mand, der er socialpædagog på et opholdssted, er kommet med vores blik.

Berit Løkken Andersen oplevede fx, at et plejebarn videresendte billeder på sociale medier. Her var hun i tvivl om, hvordan hun skulle forholde sig og søgte derfor hjælp hos Sofie.

– Der er en hel generation mellem os, og du tænker nok mere frit end mig. Derfor var det rart at vende det med jer, for det kan være svært for os at forstå, hvor hurtigt den her teknologiske verden går, og hvorfor unge mennesker gør sådan noget. Bagefter kunne vi se på det her problem med lidt andre øjne, siger Berit Løkken Andersen, og Sofie supplerer:

– Det kan jo være svært for jer at skulle blive ved med at være forældre til små børn, hvor I hele tiden skal være opdateret på fx den teknologiske udvikling. Der kan jeg nogle gange hjælpe, ligesom jeg måske lidt bedre kan huske, hvordan det var at være teenager. Til gengæld har jeg ikke selv haft teenagere, som du har. Så vi supplerer hinanden, siger hun.

Erfaring i ryggen

Omvendt har Sofie lært af Berit, hvor vigtigt det er at få lavet nogle faste aftaler med fx sagsbehandler og de biologiske forældre fra begyndelsen af et plejeforløb.

– Jeg har brugt meget energi på det samarbejde, fordi jeg har kunnet se på dig, hvor vigtigt det er – og også hvor svært, det er. Man får jo børnene helt ind under huden og dybt ind i hjertet og skal balancere mellem at være mor til hverdag, men samtidig kunne tage sine fagbriller på og agere professionelt. Det er en svær balance, siger Sofie Løkken Henriksen.

Desuden har Berit lært Sofie at ’tage kampene for børnene’.

– Jeg har allerede prøvet pludselig at få ny rådgiver, og at alle aftaler blev skrottet. Der skal man turde sætte hælene i, og det kan være svært, når man står alene. Der er jeg heldig at have en med erfaring bag mig, siger Sofie.

Og måske netop derfor er det lykkedes datteren at komme så godt fra start som familieplejer, mener Berit Løkken Andersen.

– Det allervigtigste er at blive ved med at være rummelig og omstillingsparat, og det er du. Og jeg kan mærke, at det her er lige dig. Det skulle da heller ikke undre mig, om et af mine børnebørn går samme vej, siger hun.