Mit faglige fokus
Mit faglige fokus: Miljøterapien er vores faglige grundlag
Hos Josephine Schneiders Ungdomsboliger forbedrer socialpædagogerne udsatte unges trivsel. Gennem miljøterapi, spejling og jeg-støtte skaber de rammer, som de mener, alle børn og unge burde vokse op i. Det gør de så godt, at de har vundet en pris
9. december 2022
Forfatter: Sara Marie Dynesen
Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’
Jesper Nielsen og Susanne Marker
Vindere af Politikens pædagogpris 2022. Har været ansat som socialpædagoger hos Josephine Schneiders Ungdomsboliger i hhv. 19 og 25 år. Begge er uddannet pædagoger.
Hvad er jeres faglige fokus?
Vi anvender miljøterapi til at få udsatte unge i trivsel. Miljøterapien er vores faglige grundlag, og hos os tager den blandt andet udgangspunkt i huset og de fysiske rammer. Vi har indrettet huset som et hjem fremfor en institution, hvor vi har billeder af de unge, der bor her på væggene, og de er med til at bestemme dagsordenen for de aktiviteter, vi har. Vi har besluttet, at vi vil præsentere et hjem, som børn og unge bør vokse op i, for de unge kommer fra noget, som ikke har fungeret.
Vi bruger samtidig spejling og jeg-støtte til at sætte ord på, hvad vi tror, der foregår hos den unge, og til at finde ud af, hvad der er på spil. Det gør vi for at forsøge at få en mere hensigtsmæssig adfærd på sigt.
LÆS OGSÅ: Støt udsatte børn og unge ved at bruge metoderne ’Spejling’ og ’Jeg-støtte’
Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?
Metoderne giver os mulighed for at skabe nogle rammer, hvor de unge kan udvikle sig positivt med fokus på ro og gode relationer. De kommer ind her, og har været et skidt sted, måske i flere år. Vi skal skabe en positiv udvikling, og det kan vi kun, hvis vi kan arbejde i relationerne. Så det vil altid være fokus nummer ét, for det er i relationerne, de udvikler sig og lærer at mestre deres egne liv. Det gør, at deres udfordringer bliver mindre af at bo her, og deres fremtid bliver mere lys.
Kan I give et eksempel på, hvordan jeres faglighed gør en forskel for de unge?
(Af hensyn til den unge er kønnet anonymiseret, red.)
Der bor en ung hos os, som har haft en turbulent opvækst. H*n reagerede i starten meget voldsomt på krav, for h*n var vant til at blive mødt med vold, hvis ikke kravene blev mødt 100%, og den vedkommendes nervesystem var fuldstændig flosset. H*n havde ingen sociale relationer eller kompetencer, og der var dårligt styr på hygiejnen. Efter den unge flyttede ind hos os, fik vedkommende en autismediagnose. Samtidig fik h*n en hverdag, hvor miljøterapien spillede en stor rolle, og h*n øver sig i relationer med andre unge og voksne. I dag kan den unge alle de relationelle ting selv. Eksempelvis deltage i sociale arrangementer og ture som tidligere har været for svære at indgå i.
Hvad gjorde I for at få den unge i trivsel?
Vi har arbejdet rigtig meget med at få ro på nervesystemet. Den unge var stresset og overbelastet, og var overbevist om at blive mødt med vold. Så det var vigtigt, at vi hele tiden var troværdige. Vi viste den unge, at der ikke er nogen, der bliver udsat for vold her, og at det er fint at fejle, for vi ved, at vedkommende øver sig.
Det er i høj grad miljøterapien, der virker. Den unge er flyttet ind i et hus, hvor der er plads til at øve sig i relationer med de andre unge, der bor her, og der er voksne, som gerne vil vedkommende. Det er ikke et sted, hvor man bliver udskammet eller gjort forkert.
Hvilke faglige redskaber kan I ikke undvære i jeres arbejde?
Vi kan ikke undvære hinandens faglighed. Vi er alle sammen uddannede pædagoger, også vikarerne, og vi arbejder sammen om alle unge. Samtidig er vi del af en organisation, der vægter faglighed utrolig højt, så vi bliver efteruddannet i takt med, hvad målgruppen har brug for, og vi får alle sammen de samme kurser. Selvom det er os to, der har vundet pædagogprisen, havde vi aldrig opnået det, vi gør med de unge, hvis de øvrige pædagoger ikke havde været her. Så vi er fælles om den pris, ligesom vi er fælles om alt andet i det her hus.
Hvad er DIT faglige fokus? Har du eller en kollega et fagligt fokus, som vi skal fortælle om? Så send endelig en mail med en kort beskrivelse til kommunikationskonsulent Frederikke Halling Hastrup på frh@sl.dk