Gå til indhold

Beslutning

Faglighed er vores rettesnor

Med kongresbeslutningen ’Faglighed forandrer liv’ ønsker Socialpædagogerne at mobilisere og engagere hele organisationen yderligere i arbejdet med at sikre uddannede socialpædagoger på landets socialpædagogiske arbejdspladser

27. november 2022

Artikel
Design uden navn (18).png

Forfattere: Lea Holtze, Tina Løvbom Petersen og Marie Dissing Sandahl

Foto: Nils Lund Pedersen

– Det har konsekvenser, når fagligheden bliver presset. For socialpædagogerne og for borgerne. Derfor vil vi med kongresbeslutningen gøre uddannelseskravet og arbejdet for at sikre flere uddannede socialpædagoger til den højeste politiske prioritet i hele organisationen, sagde forbundsnæstformand Verne Pedersen, da hun præsenterede kongresbeslutningen ’Faglighed forandrer liv’.

Med kongresbeslutningen sætter Socialpædagogerne blus på udviklingen på tre forskellige måder:

Endnu flere stolte og engagerede socialpædagoger skal bidrage til synligheden om betydningen af den socialpædagogiske faglighed på arbejdspladser, i mødet med borgerne og over for beslutningstagere.

På arbejdspladserne skal en stærk socialpædagogisk faglighed være en vigtig del af arbejdet hos TR, AMR og lederne – noget, de fx kan arbejde aktivt med i forhold til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. Arbejdspladserne skal også arbejde aktivt for, at flere medarbejdere uden uddannelse tager en merituddannelse til socialpædagog.

Også i det politiske arbejde – både lokalt, på nationalt plan og ved OK-forhandlingsbordet – skal Socialpædagogerne arbejde for flere uddannede socialpædagoger til det socialpædagogiske arbejde.

Hørt

Vi har et fag og en faglighed, vi kan være hamrende stolte af, og det har været ledestjernen i en kongresperiode med mange resultater – men også mange udfordringer. Og selvom vi lige nu
er i en ret kritisk periode, så ændrer det ikke på vores fælles projekt og vores fælles ambitioner om at sikre flere uddannede socialpædagoger, bedre løn, større politisk fokus på socialområdet og en styrket pædagoguddannelse.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, i sin beretningstale på forbundets kongres 2022

2.png
Workshop: På kongrestemadagen skulle de delegerede omsætte kongresbeslutningen ’Faglighed forandrer liv’ til praksis – dvs. inspirere og dele erfaringer med hinanden.
Formand eller forperson? Et af de ændringsforslag, der blev diskuteret, var, om de valgtes titler i forbundet i fremtiden skal skiftes ud med ukønnede titler. Forslaget blev ikke vedtaget.

Du kan læse meget mere om, hvad der skete og blev besluttet på kongressen, på sl.dk/kongres2022

50.000 kr. til International Børnesolidaritet

På kongressen blev International Børnesolidaritets arbejde i Bolivia hædret med en solidaritetsbevilling på 50.000 kr. Pengene går til at støtte arbejdet med at give gadebørn i Bolivia en bedre tilværelse.

Bliv medlem