Gå til indhold

#socialpædagog

Jeg understøtter elevernes dannelsesproces

Som socialpædagog på en STU-uddannelse bruger jeg min faglighed til at give eleverne følelsen af at være en del af et aktivt fællesskab og støtter dem i at finde strategier til fx at håndtere deres følelser, siger socialpædagog Miriam Jørgensen

24. oktober 2022

Artikel
Miriam .png

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Privat

Jeg hedder Miriam Jørgensen, er 35 år og arbejder som socialpædagog på Lyngåskolen i Aarhus – en STU-uddannelse for unge med udviklingshandicap og indlæringsvanskeligheder. Som socialpædagog er jeg med til at understøtte elevernes dannelsesproces i overgangen fra barn til voksen.

Jeg underviser i de socialfaglige fag, hvor det i høj grad handler om at udvikle de unges sociale kompetencer. Lige nu har jeg fx et forløb om at lære at begå sig, hvor vi arbejder med, hvad der gør en til en god ven, og hvordan man kan sætte ord på sine følelser. Så finder jeg følelser frem – folk, der smiler eller er kede af det – og så snakker vi om, hvordan kroppen reagerer, når man fx er sur, og hvilke strategier man kan bruge til at håndtere forskellige følelser, så man bruger ord i stedet for næver eller går ud ad døren frem for at sparke.

Jeg underviser også i bus- og trafiktræning for at gøre de unge så selvhjulpne som muligt, og så har jeg cirkeltræning, hvor det i høj grad handler om at give eleverne følelsen af at være en del af et aktivt fællesskab.

Bliv medlem