Gå til indhold

Springet

Nyuddannet skifter kalve ud med mennesker

'Det hele skulle jo ikke kun handle om kalve', lyder det fra nyuddannede Tanja Port. Hun er oprindeligt uddannet landmand, men har nu taget springet til socialpædagog. På sigt håber hun at kunne kombinere landbrug og socialpædagogik.

5. august 2021

Artikel
Tanja Port_026.jpg
Oprindeligt er hun uddannet landmand. Men nu har Tanja Port taget springet til socialpædagog og håber, at hun på sigt kan kombinere landbrug og socialpædagogik.

Forfatter: Maria Rørbæk

Foto: Michael Drost-Hansen

Hvorfor skulle der ske noget nyt i dit arbejdsliv?

På mange måder var jeg glad for mit arbejde som kalvepasser på en stor økologisk gård, men det blev også lidt ensomt. Jeg gik alene rundt med dyrene, og når jeg kom hjem til min kæreste, der også er landmand, talte vi rigtig meget om landbrug – så jeg blev lidt bange for, at hele mit liv skulle komme til at dreje sig om kalve. Og så var jeg også blevet opmærksom på, at det kan være svært at få et familieliv med børn til at fungere, hvis både far og mor er landmænd, fordi der er så skiftende arbejdstider uden en overenskomst som i det offentlige.

Hvordan fandt du ud af, at du ville være socialpædagog?

Jeg havde aldrig nogensinde arbejdet med mennesker, så det lå ikke ligefor. Men da jeg begyndte at undersøge, hvilke uddannelser jeg kunne tage i nærheden, læste jeg om pædagoguddannelsen og syntes, fagene lød utroligt spændende. Samtidig kunne jeg godt lide den del af landbrugsarbejdet, der handler om at vise omsorg for dyrene og få dem til at vokse, og selvom man ikke kan sammenligne kalve og mennesker, ville jeg gerne have omsorgselementet med i min nye karriere.

Hvad var det sværeste ved din beslutning?

Min far er landmand, og han var så stolt, da jeg også blev landmand. Så jeg var bange for at skuffe ham. Men i virkeligheden var det nok bare noget, jeg tænkte. Drømmen om at overtage gården var under alle omstændigheder brast, fordi den blev solgt ved tvangssalg i 2014. Og da jeg blev færdig som socialpædagog, virkede han faktisk også stolt.

Er du glad for din beslutning?

Meget. Efter min første vagt som vikar på et botilbud for børn med udviklingshæmning kørte jeg hjem med sådan en god fornemmelse af, at det her var bare det helt rigtige. Det betyder meget for mig at være med til at gøre en forskel for nogle af de svageste mennesker i samfundet. Det lykkedes også at få nogle nye samtaleemner med min kæreste, for han er meget interesseret i at høre om mit arbejde – og faktisk har han sagt, at hvis han nogensinde skal skifte karriere, kunne han også godt tænke sig at blive socialpædagog.

Hvad har overrasket dig mest ved det socialpædagogiske arbejde?

Hvor dejligt det er at arbejde med mennesker med udviklingshæmning. Som barn kan jeg huske, at jeg nærmest var lidt bange for en højtråbende kvinde med udviklingshæmning, der kørte med bussen. I dag er jeg lidt flov over at sige det, men dengang syntes jeg, hun virkede frastødende.
Men nu har jeg lært at se bag det ydre – og se mennesket bag funktionsnedsættelsen.

Hvad er den største udfordring ved at gå fra studerende til nyuddannet?

Helt klart ansvaret. I praktikken har du altid en vejleder, du kan gå til, men nu er der en anden forventning til mig, selvom jeg også altid kan få sparring fra kollegerne.

Hvad vil du i fremtiden?

Den ultimative drøm er at kombinere mine uddannelser ved at arbejde med beskyttet beskæftigelse på en lille gård. Landbrugsarbejde kan være et rigtig godt fælles tredje. Man taler godt sammen, når man hjælpes ad med det praktiske arbejde.

CV

Tanja Port

29 år

2021

Barselsvikar som socialpædagog i enkeltmandsprojekt i Bedsted

2021

Færdiguddannet socialpædagog fra professionshøjskolen UC Syd

2018

Påbegynder pædagog­uddannelsen. Arbejder samtidig som vikar på forskellige socialpædagogiske arbejdspladser

2017

Kalvepasser på en økologisk gård i Sønderjylland

2016

Færdiguddannet agrarøkonom

2014

Færdiguddannet faglært landmand

Bliv medlem