Arbejdspladsbesøg
Medlem nr. 40.000: Jeg er landet i et fag, der gør mig klogere – hver dag
30-årige Sofie Bylov fik mandag besøg af forbundsformand Benny Andersen, der bød hende velkommen i Socialpædagogerne som medlem nr. 40.000. Her viste hun sin arbejdsplads i Nykøbing Falster frem, hvor socialpædagoger hver dag gør en forskel for børn og familier
18. august 2021
Forfatter: Jakob Ravn Brinck
Foto: Nils Lund Pedersen
Tallet 40 synes at gå igen for Socialpædagogerne i år. For her i 2021, hvor forbundet kan fejre 40-års jubilæum, rundede Socialpædagogerne også en anden milepæl – medlem nr. 40.000.
Medlemmet hedder Sofie Bylov. Hun er 30 år, og hun arbejder som socialpædagog på Pædagogisk Forebyggelse og Indsats (PFI) under Center for Familie og Forebyggelse i Guldborgsund Kommune. Her hjælper hun børn og familier, der i kortere eller længere perioder har brug for socialpædagogisk støtte.
Og det var ikke en helt almindelig måde, hun startede sin arbejdsuge på mandag d. 16. august. Der fik hun besøg af Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen og kredsformand Lisbeth Schou fra Socialpædagogernes Storstrøm.
– Vi glæder os over, at du nu er en del af en fagforening, der arbejder for socialpædagogers løn og ansættelsesforhold, og som også tager ansvar for borgernes og fagets vilkår. Når jeg taler om socialpædagogers arbejde internationalt, beskriver jeg det altid med god grund som ’the finest job in the world’. Så velkommen til, lød det fra forbundsformanden, da han overrakte Sofie Bylov blomster og en indrammet jubilæumsplakat, der er blevet til på baggrund af inputs fra over 9.000 medlemmers beskrivelse af faget.
Et fag der rører mennesker
Over efterfølgende kaffe og kage fortalte Sofie Bylov om sin egen vej til et fag og en arbejdsplads, der er det helt rigtige for hende:
– Jeg har selv været anbragt i netværkspleje som barn og har mødt mange fagpersoner i min opvækst – også mennesker, der blev skelsættende for mit eget liv på den gode måde. Da jeg blev voksen og skulle i gang med en uddannelse, vidste jeg, at jeg måtte ind i et fag, hvor jeg rørte mennesker, hjalp dem på rette vej og gik vejen med dem. Det gør vi hver dag med børnene og familierne her på PFI.
Og meget tyder på, at personalet på stedet lever godt op til forbundsformandens engelske slagord. For da Sofie Bylov sammen med sin leder Søren Bruun, tillidsrepræsentant Hanne Chortzen og arbejdsmiljørepræsentant Britt Carlsen viste rundt på arbejdspladsen, fik Benny Andersen et indblik i den helhedsorienterede indsats, socialpædagogerne på stedet giver til børn og deres familier i Guldborgsund Kommune.
En udviklende indsats
I helt nye lokaler i udkanten af Nykøbing Falster tager socialpædagogerne på PFI imod familier, der i kortere eller længere perioder har udfordringer med trivsel og samspil. Det kan være de gennemsnitlige forældre med fuldtidsjobs, der har brug for hjælp til at forebygge konflikter med et barn, de skilte forældre, der henvises fra familieretshuset – eller en udsat familie, som skal have assisteret samvær med deres anbragte barn.
Målgruppen er bred, men den faglige fællesnævner er, at socialpædagogerne anskuer forældrene, familien og barnet som den største ressource til forandring.
– Derfor arbejder vi både med familierne i hjemmet og laver forskellige faglige indsatser her i familiehuset, fortæller Sofie Bylov, mens hun viser det nye ’krearum’ frem for de fremmødte:
– Det er både et værksted, hvor børnene kan lave sværd til rollespil eller reparere cykler, men det er fx også et rum for tegneterapi.
Indsigt gennem tegninger
Det går ud på, uddyber hun senere, at barnet gennem tegninger kan beskrive, hvad der er svært og godt i livet:
– Jeg havde fx et forløb med en pige, der havde en udfordrende relation til sin mor på grund af omsorgssvigt. Pigen formulerede ingen holdninger eller ønsker til sit liv, men spejlede blot alt hvad jeg gjorde eller sagde. Hun manglede simpelthen at udvikle sin identitet.
– Gennem tegneterapien bad jeg hende illustrere ’Hvad er det gode, jeg har i min rygsæk, hvad gør mig til et godt menneske, hvordan er jeg god ved mig selv?’. De indsigter kunne jeg hjælpe pigen med at bringe frem, når jeg som uvildig voksen understøttede samtalen mellem pigen og moren. Jeg skulle være barnets stemme, uden at moren så det som et angreb. I stedet dannede det en bro mellem barn og forælder. Derfor blev jeg så glad, da jeg og sagsbehandleren i går fik en mail fra dem, hvor de skrev, at vi havde været helt uundværlige.
Ny viden hver dag
Selvom Sofie Bylov blev udklækket fra pædagoguddannelsen i 2019 og dermed er færdiguddannet, er hun langt fra færdig med at lære. Det sker både, fordi arbejdspladsen har en solid supervisionskultur – og fordi arbejdet med familierne kræver det:
– For hver familie, jeg arbejder med, har forskellige udfordringer, som kræver ny viden, nye indsatser og løbende justeringer af min rolle. Nogle gange går jeg foran dem og viser vejen, andre gange ved siden af dem, og andre gange igen går jeg bag dem og observerer som fluen på væggen. Mit job er som et åbent leksikon af nye inputs konstant. Så jeg er virkelig landet i et fag, der gør mig klogere – hver dag.