Jeg bliver ved, fordi jeg kan

Så snart jeg gik på efterløn, var det ud med campingvognen – først til Nordfrankrig og bagefter rundt i Danmark. Det var lige præcis friheden til at rejse i længere perioder, jeg gerne ville have. Men jeg har stadig lyst til at yde et stykke arbejde. Og hvorfor ikke gøre det, når nu jeg kan?

Jeg er vikar på min gamle arbejdsplads et par dage om ugen. For det er dejligt at kunne give borgerne livskvalitet og muligheder i livet – og de sætter pris på min indsats. Hvis de sagde: ’Åh nej, der kommer ham den gamle igen’, ville det nok være noget andet.

Jeg kan godt forstå, at andre socialpædagoger forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen. Mange af dem, jeg gik på seminariet med, har forladt branchen for længst. Fordi arbejdsopgaverne står i kø og ikke kan løses tilfredsstillende. Det er frustrerende.

Jeg tror, jeg er god til at få øje på det nærmeste udviklingsmål. Så fokuserer jeg på, at jeg måske ikke kan få en borger ud af et misbrug, men jeg kan støtte vedkommende i at leve et liv med misbruget. Og jeg kan ikke fjerne borgerens psykiske lidelser, men jeg kan skabe rammerne for et meningsfuldt liv til trods.

Og det lykkes i høj grad. Derfor føler jeg mig hverken nedslidt fysisk eller psykisk. Men jeg er også heldig at være på en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø – med fast supervision, kolleger, der bekymrer sig om hinanden, og fleksible arbejdstider.