Gå til indhold

Springet

Jeg opfandt selv mit drømmejob

Som trivselsmedarbejder på Eriksminde Efterskole har socialpædagog Line Svangaard Kristensen en vigtig funktion - bl.a. som livline for corona-trætte efterskolelever. – Jeg er den omsorgsperson, som har øje for de unge, der falder igennem, siger hun

30. marts 2021

Artikel
Line-Svangaard-Kristensen-SK01_1128x600.jpg
Line Svangaard Kristensen har taget springet fra at være socialpædagog i socialpsykiatrien til i dag at arbejde som trivselsmedarbejder på en efterskole.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

 Hvorfor skulle der ske noget nyt?

Jeg har arbejdet i socialpsykiatrien længe og troede egentlig, at jeg var landet der, hvor jeg skulle være. Men som aftenvagt stod jeg ofte ret alene med mange beslutninger og stort ansvar. Der var også en del magtanvendelser, og det var hårdt at tumle med. Så på et tidspunkt blev bægret fuldt.

Hvad fik dig til at træffe beslutningen?

Som ung var jeg selv på efterskole, og selvom jeg havde en fantastisk tid, har jeg siden tænkt på, hvor godt det kunne have været med en omsorgsfuld voksen, som ikke også var din lærer. Jeg oplevede fx på mit ophold en elev, der fik en spiseforstyrrelse, hvor ingen af de voksne rigtig handlede på det, fordi der mere var fokus på skolegang og ikke så meget på trivsel. Så jeg tænkte, at jeg godt kunne være den, der var der for de sårbare unge, der også findes på efterskoler.

Hvad gjorde du for at skifte spor?

Jeg skrev en uopfordret ansøgning, hvor jeg fortalte, hvad jeg kunne byde ind med, hvis de havde brug for en trivselsmedarbejder. Jeg beskrev, hvordan jeg ikke skulle være underviser – men derimod være den, der havde fokus på alt det sociale, og som også kunne samarbejde med fx forældre eller kommunen. Jeg sendte i alt 192 ansøgninger – og kom til samtale på Eriksminde Efterskole, hvor de var friske på at prøve det af. Så jeg er ansat 21 timer om ugen her – og har også syv timer på Efterskolen for Scenekunst i Malling.

Hvordan bruger du din faglighed i jobbet?

Jeg er omgivet af lærere, som i deres undervisning har meget fokus på fællesskabet, mens jeg måske mere ser den enkelte. Hvis fx en elev larmer, så vil en lærer ofte flytte ham for ikke at forstyrre gruppen, mens jeg som socialpædagog vil fokusere på, hvorfor han larmer. Jeg har en fast lille gruppe elever, jeg har særligt fokus på. Dem hjælper jeg med at komme afsted i skole om morgenen eller hiver dem ud på en gåtur, når tingene er svære. De ved, de altid kan komme til mig – og det, at jeg ikke er deres lærer, giver altså en anden fortrolighed.

Hvilke udfordringer er du stødt på?

I starten vidste ingen rigtig, hvad min rolle skulle være, så der var jeg mest støtteperson i undervisningen. Men som jeg sagde til min leder, så ville jeg jo have læst til lærer, hvis det var det, jeg brændte for. Så fik jeg en liste med ti elever, jeg skulle holde særligt øje med – og jeg var i gang. Men lige nu er udfordringen jo, at vi er hjemsendt pga. corona, og her kan mit pædagogiske arbejde være svært gennem en skærm.

Hvad er det bedste ved dit spring?

Jeg har den der følelse af at være kommet hjem. Og arbejdet med de her unge mennesker er enormt tilfredsstillende. De giver mig så meget respons og viser, at de stoler på mig, og at jeg er den, de kan læne sig op ad, når efterskolelivet bliver for stor en mundfuld.

Hvad er dit bedste råd?

Jeg var stædig og holdt fast i, at der måtte være nogen, der havde brug for sådan en som mig – og det er jeg glad for i dag. Derfor er mit råd, at man skal være ærlig over for sig selv og turde mærke efter, hvad man virkelig brænder for – og så skal man tro på det. Så finder man også det, der er rigtigt for en.

CV

Line Svangaard Kristensen, 29 år

2020
Trivselsmedarbejder Eriksminde Efterskole

2017
OK-Fonden Enghaven, socialpsykiatrisk bo- og behandlingstilbud

2017
Pædagogstudiet, University College Lillebælt

2011
Bachelor i uddannelsesvidenskab, Aarhus Universitet
– har senere også uddannet sig til psykoterapeut

Bliv medlem