Sofa
Her taler vi åbent om magtanvendelser
En ’Svesken-på-disken' kultur er med til at forebygge magtanvendelser på den sikrede institution Kompasset, hvor Kirsten Lind er afdelingsleder og Leif Pedersen er socialpædagog. I sofaen tager de en snak om nødvendigheden af at kunne sige: Der skulle du måske have gjort noget anderledes
30. marts 2021
Forfatter: Maria Rørbæk
Kirsten Lind Hansen, 46 år og afdelingsleder på den sikrede institution Kompasset i Brønderslev, hvor hun bl.a. er med til at bruge den såkaldte ’svesken-på-disken-kultur’ som et redskab til forebyggelse af magtanvendelser.
– Vi gennemgår alle magtanvendelser i plenum
Leif Pedersen, 60 år og socialpædagog på Kompasset. Her har han bl.a. et tæt samarbejde med Kirsten omkring de unge – ikke mindst baseret på løbende sparring og feedback, hvor det handler om at ’spille hinanden gode’.
– Vi taler åbent om, hvad vi kunne have gjort anderledes
Kirsten
Hver gang vi holder en ung fast eller fører ham eller hende afsted mod sin vilje, er det en magtanvendelse. Og alle magtanvendelser bliver nøje gennemgået i plenum på det førstkommende personalemøde. Hvad skete der? Hvad gik forud? Og hvad kan vi gøre, næste gang der sker noget lignende?
Leif
Hvis jeg har været involveret i en magtanvendelse, har jeg det rigtig fint med at tale om det på personalemødet – også hvis der kommer forslag om, at jeg kunne have gjort noget anderledes. Jeg tror, det har noget at gøre med den måde, vi taler om det.
Kirsten
Vi arbejder hele tiden på at højne tilliden mellem medarbejderne, så de kan være åbne og ærlige og fx turde sige: ’For mig lyder det altså ikke nødvendigvis, som om alle andre muligheder var udtømt, da I anvendte magt. Hvad tænker du selv?’ Eller: ’Ja, måske var jeg for hurtig på aftrækkeren.’ Man bliver ikke gjort forkert – man bliver hjulpet til bedre at kunne ramme niveauet næste gang. Vi kalder det ’svesken-på-disken-kulturen’.
Leif
Men uh-ha, det er da svært, når jeg tænker, at min kollega kunne have tacklet en situation bedre. Men jeg er nødt til at finde det mod, der skal til for at sige det.
Kirsten
Leif er rigtig god til at give sparring til sine kolleger. Nok fordi han altid stiller sig ydmygt an uden at være bedrevidende og fx siger: ’Nu var jeg der jo ikke, men jeg tænker …’
’Kunne det være, at …?’
Leif
Når der har været en magtanvendelse, prøver vi at inddrage den unges perspektiv, så snart han eller hun er klar til at tale om det. Og så spørger jeg tit: ’Hvad har du brug for, at vi gør i en lignende situation?’
Kirsten
Et konkret eksempel på inddragelse er en ung, der reagerede helt vildt, når han blev bedt om gå ind på værelset. Det viste sig, han var bange for at blive låst inde. Det gav ham en følelse af klaustrofobi. Så det gjaldt om at gøre noget andet, så han ikke følte sig så presset og angst.
Leif
Efter at vi havde talt om det på et personalemøde, var jeg selv i en situation, hvor jeg var nødt til at føre ham ind på værelset. Men i stedet for at sige: ’Nu skal du gå ind på værelset,’ sagde jeg: ’Nu sætter vi os ind på din seng og snakker.’ Og så reagerede han helt roligt.
Kirsten
Når en konflikt er under optræk, skal vi bruge alle de socialpædagogiske virkemidler, vi har, for at undgå en magtanvendelse. Det kan være et personaleskift, så kolleger fra andre boenheder tager over. Når de ikke har været en del af konflikten, kan de nemmere skabe en ny stemning ved fx at tage de unge med over i hallen.
Leif
Hvis jeg kan mærke, at jeg i en situation selv er mere rolig end min kollega, skal jeg kunne sige: ’Hvis du nu trækker dig lidt tilbage, så taler jeg med den unge.’
Kirsten
Målet er at skabe en kultur, hvor det hele tiden er i orden at sige, at man kan gøre noget andet.
Fagligt fokus: Tema om magtanvendelse
Hvordan kan man forebygge magtanvendelser? Og hvad gør man i de situationer, hvor en magtanvendelse ikke kan undgås? Det kan du blive klogere på i dette tema.
Få bla. 7 gode råd til at undgå magtanvendelser, og dyk ned i metoden Low Arousal.