Traumer: Husker du at lytte til børnene?

En ung mand kommer ud for en ulykke. En dreng bliver slået, og en pige udsættes for et overgreb. Det er alle alvorlige hændelser, som potentielt kan være traumatiske. Men hvad har børn og unge reelt været udsat for?

Det kommer an på, hvem du spørger. Spørger du børn og unge selv, fortæller de nemlig om flere potentielt traumatiske hændelser, end deres omsorgspersoner gør.

Det viser en stor undersøgelse fra det norske Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress (NKVTS), der tager udgangspunkt i flere end 6.500 tilfælde, hvor børn og unge mellem seks og 18 år har været henvist til behandling.

Forskerne har ikke undersøgt, hvorfor der er forskel, men Ane-Marthe Solheim Skar, der er projektleder hos NKVTS, har flere bud:

- Både barnet og omsorgspersonen kan i nogle tilfælde bevidst holde information tilbage, blandt andet fordi det kan være forbundet med skyld og skam. Når barnet indrapporterer noget, som omsorgspersonen ikke gør, kan det skyldes, at det er sket i skolen eller et andet sted, så omsorgspersonen simpelthen ikke ved noget om det,’ siger hun.

Der også kan være forskel på, hvordan en hændelse opfattes:

- En hændelse kan godt være slem og meget ubehagelig, uden at det kan føre til traumer. I nogle tilfælde kan voksne være bedre til at vurdere, at det hænger sådan sammen, og så vil de måske ikke indrapportere hændelsen, når de bliver spurgt, hvad barnet har oplevet, siger hun.

Lyt altid til børnene

Har barnet været udsat for en traumatiserende hændelse, er det vigtigt at komme i behandling, da det ellers kan føre til psykiske og sociale problemer som angst, depression, PTSD og koncentrationsproblemer. Derfor er det afgørende at høre børnenes stemme.

- Ofte arbejder man både med børn og unge og deres omsorgspersoner. Det er meget vigtigt, at man ikke nøjes med at høre de voksne, selvom det kan være fristende, fordi det er lettere, og de umiddelbart giver hurtige og mere forståelige svar. Men det er afgørende at høre børnenes stemme og ikke at tale hen over hovedet på dem, siger Ane-Marthe Solheim Skar.

Det burde være en selvfølge, men det er det alligevel ikke altid, fortæller hun:

- Vi hører indimellem – i hvert fald i Norge og sandsynligvis også i Danmark – om børn, der har haft det svært og fortæller, at ingen spurgte, hvordan de havde det, og hvad der var sket, siger Ane-Marthe Solheim Skar.

Kend de mulige symptomer

Skal man mindske sandsynligheden for, at børn og unge har oplevet traumer, som ikke bliver opdaget, er det afgørende, at de professionelle – fx socialpædagoger eller psykologer – har fagligheden til at kunne identificere traumer.

- Ofte kan man se børn og unge, som mistrives. Man kan se symptomerne og adfærden, som kan skyldes andet end traumer, men man skal også kunne gå bag symptomerne og undersøge, om barnet har oplevet noget, som påvirker, hvordan det har det. Det kræver, at de professionelle virkelig spørger ind til det, men altid på en respektfuld måde, siger Ane-Marthe Solheim Skar.
Hun understreger, at det ikke er ensbetydende med, at alle skal have dyb faglig forståelse for at behandle traumer, hvis de ikke decideret arbejder med behandling. Til gengæld er det afgørende, at mennesker, der arbejder med børn og unge, har kompetencerne til at identificere traumer eller få mistanken om, at de er der.

- Symptomerne er for eksempel kognitive, emotionelle eller adfærdsmæssige problemer. De kan skyldes andet end traumer, men pædagogerne skal vide, at traumer også kan være årsagen. Så kan de unge blive udredt og få hjælp, siger Ane-Marthe Solheim Skar.

FAGLIGE REDSKABER: Særlige mestrings- og læringsstrategier i arbejdet med udsatte børn og unge

Barnet skal føle sig hørt

Netop at barnet kan få hjælp, når der er mistanke om traumatiske hændelser, er afgørende.

- Det er næsten bedre ikke at spørge, hvis man ikke har en plan for, hvad man vil gøre, hvis barnet fortæller om traumatiske hændelser. Problemet er, at hvis barnet oplever, at man ikke lytter til, hvad det fortæller, vil det måske ikke fortælle om det en anden gang. Barnet vil måske føle, at det ikke er værd for andre at lytte til historien, som jo er meget vigtig for den enkelte. Man må sørge for at have rutiner, som gør, at børnenes potentielle traumer bliver samlet op, siger Ane-Marthe Solheim Skar.

Hvordan, rutinerne konkret skal udformes afhænger af, hvilken sammenhæng børnene indgår i.

- Er de i sundhedsvæsenet, anbefaler vi en systematisk kortlægning af de potentielt traumatiserende hændelser efterfulgt af en kortlægning af posttraumatisk stress eller andre symptomer på traumer og derefter behandling, siger Ane-Marthe Solheim Skar.

På skoler eller i socialpædagogiske tilbud handler det i højere grad om at have rutiner for, at nogle medarbejdere – som kender til symptomerne på traumer - spørger børn og unge, om de har det svært eller har haft ubehagelige oplevelser.

LÆS OGSÅ: Socialpædagoger kan stabilisere traumer med metoden ’Sleeping Dogs’

Samtidig er det en god idé med oplysning til de børn og unge, man arbejder med.

- De skal have god og regelmæssig information om vold, overgreb og andre potentielt traumatiske hændelser. Det handler for eksempel om, hvad der er god og sund seksualitet, og hvad der ikke er. De skal også have information om, hvad de skal gøre, hvis de oplever noget, som går ud over deres psykiske velbefindende, siger den norske forsker.

GUIDE: Sådan forebygger og håndterer du krænkelser på nettet