Traumer og svigt sætter sig i hjernen
En traumatisk opvækst sætter spor i hjernen. Derfor skal socialpædagoger og andre professionelle anvende særlige mestrings- og læringsstrategier i arbejdet med udsatte børn og unge, fortæller cand.mag. og lektor Ann E. Knudsen
Hvis et barn har store læsevanskeligheder, vil det for mange voksne være naturligt at tage en letlæselig bog ned fra hylden og forsøge at læse den sammen med barnet. Men hvis der tale om et barn eller en ung med en traumatisk opvækst, hjælper det oftest ikke. Det forklarer cand.mag. og lektor i psykologi og dansk Ann E. Knudsen:
– Traumer og svigt kan indvirke på børns hjerner. Den viden er vigtig, når man skal understøtte deres mestring og læring. Hjernen fungerer sådan, at hvis man forsøger at træne det, den er dårlig til, så rykker den sig ganske enkelt ikke. Går man derimod via netværk af nerveceller, der ikke er ramt af traumer, kan man i mange tilfælde se resultater på de områder, der er forbundet med problemer, siger Ann E. Knudsen.
Hvis man som socialpædagog eller lærer arbejder med et barn, der har læsevanskeligheder, kan man fx fokusere på musik, fin- og fingermotorik eller krydsmodal perception (koordinering af højre og venstre side af kroppen, red.). For når man træner de ting, opnår man også sproglig stimulation, forklarer Ann E. Knudsen.
– Fx arbejder man med hjernebjælkens funktioner, når man træner krydsmodal perception. Og både læsning, skrivning og stavning hænger sammen med netop hjernebjælken. Så ved hjælp af andre tilgange får børnene nogle succesoplevelser i stedet for at føle, at de ikke duer til noget, siger hun.
