Det gav en eksplosion i mine frontallapper

Poul-Erik Berger Juhl fra Norddjurs Kommunes socialpsykiatriske udsatte team er hjemme hos en borger med paranoid skizofreni. Borgeren har hørt, at en medarbejder på et socialpsykiatrisk bosted i Vestsjælland blev dræbt kort før nytår. Og han forsøger at overbevise Poul-Erik om, at det er okay at stikke en medarbejder ihjel, hvis man som borger føler sig krænket.

’Det kan gå helt galt,’ tænker Poul-Erik Berger Juhl.

Efter besøget skriver han grundige observationer ned, tager kontakt til sin leder og foreslår, at teamet systematisk observerer udviklingen i borgerens retorik om drabet.

– Min tilgang i den situation er et produkt af min uddannelse. Og mit forslag blev med det samme sat i værk, siger Poul-Erik Berger Juhl, der i sommer færdiggjorde merituddannelsen til socialpædagog.

Men hvad havde han egentlig gjort, hvis ikke han havde taget den merituddannelse, men alene havde handlet på sine erfaringer? Det er der af gode grunde ingen, der ved. Men selv er Poul-Erik Berger Juhl ikke i tvivl om, at uddannelsen har gjort en forskel.

– Der er mange, der ikke har taget uddannelsen til socialpædagog, som er kompetente, ligesom der er mange, der har taget en uddannelse, der ikke er. Men der er ingen tvivl om, at jeg er blevet en dygtigere socialpædagog af det, siger han.

Et springbræt videre

Det var ellers slet ikke det, der var ambitionen, da Poul-Erik Berger Juhl tilbage i 2017 søgte ind på merituddannelsen.

Dengang følte han sig frustreret. Han var – ikke efter eget ønske – blevet flyttet fra kommunens  udsatteteam til en stilling som nattevagt på det socialpsykiatriske bosted.

En dag læste han referatet fra et møde i MED-udvalget, hvor Kompetencefonden blev beskrevet. Som en del af overenskomstforhandlingerne var der afsat midler til efter- og videreuddannelse, bl.a. den særlige pulje ’Ufaglært til faglært’, hvor omsorgs- og pædagogmedhjælpere som Poul-Erik Berger Juhl kunne søge støtte til meritpædagoguddannelsen.

Med sådan en uddannelse i rygsækken så han for sig, at han bedre kunne komme i betragtning til en mere attraktiv stilling i Norddjurs Kommune eller en af nabokommunerne. Han fik grønt lys fra ledelsen til at skrive en ansøgning, hvor han skulle redegøre for alle de erfaringer, der kompenserede for, at han ikke havde en gymnasial eksamen – og kom ind.

– Pludselig sad jeg dér, hvor de snakkede om alle de forskellige teoretikere og metoder. Der skete en eksplosion i mine frontallapper. Det var helt ekstremt, fortæller han.

Sov dårligt om natten

Poul-Erik Berger Juhl har arbejdet ti år i socialpsykiatrien. Han er oprindeligt uddannet lastbil­mekaniker. Ifølge ham selv var han lidt af en ’baryl’ i sine unge dage og arbejdede som stilladsmontør, indtil han fik et stemmejern i håndleddet, kom under revalidering og fik en uddannelse som informatikassistent.

Men Poul-Erik Berger Juhl savnede den menneskelige kontakt og tog en ’life og stresscoach-uddannelse’. Det blev adgangsbilletten til et midlertidigt misbrugsprojekt for unge i Norddjurs Kommune.

– Det gik faktisk rigtig godt, og jeg faldt i hak med den socialpædagog, jeg arbejdede sammen med. Så da han bagefter blev tilknyttet to enkeltmandsprojekter med et par heftige unge gutter, fik han lov at tage mig med. Og så var jeg fastansat i socialpsykiatrien, fortæller han.

Poul-Erik Berger Juhl oplevede, at han pga. sin egen lidt brogede ungdom forstod, hvad borgerne tumlede med. Han talte med dem om motivation og troen på, at de havde en fremtid. Og han opbyggede en nær relation til dem, som han brugte til at skubbe borgerne i retning af forandring.

– Men det var da helt klart en stor mundfuld. Jeg kunne godt mærke, at jeg nogle gange svedte lidt rigeligt og sov rigtig dårligt. Og jeg vidste godt, at det var, fordi mine kompetencer ikke helt rakte. Men som omsorgs- og pædagogmedhjælper var jeg jo ikke så stor en økonomisk byrde.

Blev hurtigt klogere

Da Poul-Erik Berger Juhl begyndte på meritstudiet, anede han ikke, hvad der ventede ham. Nok delte han team og opgaver med en socialpædagog, men de havde aldrig vagter sammen, ligesom han ikke var blevet oplært.

– Jeg var overbevist om, at jeg kunne det, det krævede, men jeg blev hurtigt klogere. Jeg havde det samme menneskesyn som i dag. Men jeg havde ikke redskaberne til at sige ’hvor er borgerens nærmeste udviklingszone og tryghedszone’, ligesom jeg ikke vidste, hvad det ville sige at gå foran, ved siden af og bag en borger. I dag er jeg helt bevidst om, hvornår jeg sætter et pædagogisk værktøj i spil, siger han.

Fra første dag blev Poul-Erik Berger Juhl blæst bagover af at høre om de store teoretikere og filosoffer, der pludselig satte system og ord på nogle af de fornemmelser og overbevisninger, han selv havde haft.

– Jeg har altid talt meget, men nu kan jeg formulere mig fagligt – sætte ord på, hvad jeg gør, og fremlægge belæg for hvorfor. Det gør, at jeg bliver taget meget mere med på råd, ligesom det giver et fælles fagligt sprog i personalegruppen og over for ledelsen. Begreber kan tolkes forskelligt. Men det er vigtigt, at vi ved, hvad vi mener med fx recovery eller anerkendende tilgang, siger han.

Et halvt år efter studiestart vinkede Poul-Erik farvel til tjansen som nattevagt og var tilbage i udsatteteamet, hvor han i højere grad oplever at kunne sætte sin faglighed i spil.

– Det er svært at sige, hvordan borgerne konkret mærker, at jeg har taget uddannelsen til socialpædagog, ud over at jeg nok er mere selvsikker i mit arbejde. Men jeg er bl.a. blevet dygtigere til at se, hvorfor borgeren reagerer, som borgeren gør, ud fra nogle andre perspektiver end før.

Føler sig heldig

Set i bakspejlet føler Poul-Erik Berger Juhl sig heldig, fordi det aldrig ’gik galt’, som han siger, da han arbejdede som ufaglært inden for socialpsykiatrien.

– Men i dag synes jeg, det er problematisk, at man lader en, man ikke har målt og vejet, udføre det arbejde, jeg gjorde dengang.

Poul-Erik Berger Juhl ønsker nu at bygge oven på sin merituddannelse med et diplommodul i neuropædagogik og neuropsykologi til efteråret – og han arbejder halvtid i kommunens neuropædagogiske team. Selvom det er hårdt at arbejde og studere samtidig, lyder hans klare opfordring til andre, at de skal springe til, hvis muligheden byder sig.

Og i dag er hans mantra til borgerne om nødvendig­heden af forandringer blevet et mantra for ham selv:

– Hvis du altid gør, hvad du altid har gjort, vil du altid få, hvad du altid har fået! Hvis du ønsker forandring, må du gøre det, du endnu ikke har gjort, ved at ændre din tilstedeværelse, opmærksomhed og forståelse, siger han.