Familieplejer: Et stærkt udspil, men jeg har mine bekymringer

’Yes, nu er den her,’ tænkte familieplejer Gitte Jensen, da statsministeren for godt et år siden havde holdt sin nytårstale og efterfølgende lovede bedre forhold for udsatte børn.

For med den udmelding var der håb – ikke alene om bedre forhold for anbragte børn, men også for deres plejefamilier, hvilket Gitte Jensen har arbejdet længe for som formand for Socialpædagogernes landsudvalg for familieplejere. Og nu, hvor regeringen omsider har præsenteret udspillet ’Børnene Først’, er det tid til at gøre status.

– Alt i alt er der mange ting i udspillet, jeg godt kan lide. Men jeg har også mine bekymringer, ligesom der nogle steder mangler forståelse for børnene og for os familieplejere, lyder hendes dom.

Ret til second opinion

Gitte Jensen har været familieplejer i godt 20 år og har efterhånden set og oplevet lidt af hvert. Og hun glæder sig bl.a. over, at regeringen lægger op til at give anbragte børn en stærkere stemme og give dem mulighed for at gøre indsigelse i deres egen sag.

– Børnene vil fx kunne sige nej tak til samvær i en periode, hvilket kan være vigtigt, for det kan altså nogle gange give mange nederlag og skuffelser. Men også barnets ret til en second opinion, hvis kommunen beslutter at flytte eller hjemgive barnet, er vigtig. I dag laver man de her ’clean cut’, som er ganske forfærdelige for både barn og plejefamilie. Med det her forslag får vi en sikkerhed for, at barnet ikke bare bliver fjernet pga. en uoverensstemmelse mellem kommunen og plejefamilien, der ikke har med barnets trivsel at gøre, siger hun.

 Vi står meget alene

I regeringsudspillet er der også fokus på at styrke rådgivningen af familieplejere og støtten omkring det barn, som skal anbringes uden for hjemmet, så familieplejere ikke står så alene med opgaven som i dag.

– Der er mange, der ikke får hjælp i dagligdagen, og det er altså nogle svære opgaver, vi står med – nogle gange med børn, som absolut ikke skulle have været anbragt i en plejefamilie. Det ville være godt at etablere et sted, hvor vi – som supplement til familieplejekonsulenterne, der kommer hjem til os – kan få supervision og faglig sparring, før vi kører fast. Og så kunne det give et sted, hvor vi, der ellers arbejder meget alene, kan mødes og danne netværk, siger hun.

Må ikke være en spareøvelse

Men alt er ikke rosenrødt, når Gitte Jensen spejder ned over udspillet. Det bekymrer hende, at regeringen lægger op til, at flere børn skal anbringes i netværkspleje, fordi det for hende at se kan resultere i en kommunal spareøvelse. Og det samme gælder forslaget om, at adoption skal bruges oftere.

– En ting er jo, om adoptivforældrene kan magte opgaven, for selvom et barn er blevet fjernet tidligt, kan det have mange mén, man først ser senere. Mine tanker går også til de biologiske forældre, som jeg oplever sagtens kan være fantastiske for barnet, selvom de ikke magter forældrerollen. Og så tænker jeg selvfølgelig på, at familieplejere ikke må blive presset til adoption. Selvom vi har hjertet med i alt, hvad vi gør, er det også vores arbejde og vores livsgrundlag, siger hun.

Gitte Jensen kan sagtens forstå ønsket om at skabe mere stabile børneliv med færre skift. Men så må kommunerne lægge mange flere kræfter i at lave det rette match mellem barn og plejefamilie, mener hun.

– Nogle børn skifter plejefamilie hele tiden. Bl.a. fordi plejefamilierne nogle gange får en beskrivelse af opgaven, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Så går det galt. Det er både synd for barnet og plejefamilierne. Men der findes kommuner, der er hammer dygtige til at matche – som kigger på plejefamiliens familiestruktur, faglige kompetencer, egne børn, øvrige plejebørn sammenholdt med det barn, der skal anbringes. Det er den vej, vi skal gå, siger hun.