Gå til indhold

Det jeg ser

Benny bekæmper forråelse

Han har blik for, hvordan begyndende forråelse typisk bunder i en afmagtsfølelse. Derfor gør han meget ud af at hjælpe kollegaen med at finde handlemuligheder. Sådan fortæller socialpædagog Charlie Müller Jensen om sin kollega Benny Nielsen

3. februar 2021

Artikel
Det-jeg-ser_02-21_web.jpg
Charlie Müller Jensen om Benny Nielsen

Forfatter: Maria Rørbæk

Charlie Müller Jensen og Benny Nielsen er kolleger på botilbuddet Midgården i Frederiksværk

’Det der! Det var altså ikke i orden.’ Sådan kan Benny finde på at sige, hvis han oplever, at en kollega taler for hårdt til en beboer. Ikke fordi kollegaen ligefrem skælder ud, men fordi vedkommende lige hæver stemmen og måske siger: ’Nu må du holde op med at skrige! Jeg har jo sagt til dig, at du ikke skal sidde der og skrige!’ På botilbuddet Midgården arbejder vi med mennesker med meget nedsat funktion, og Benny har nogle fintfølende antenner i forhold til at opfange forstadier til forråelse, hvor man jo holder op med at se beboeren som et ligeværdigt menneske. Og når det sker, hiver Benny med det samme kollegaen til side og fortæller, hvad han oplever. Benny har blik for, at begyndende forråelse typisk bunder i en afmagtsfølelse. Derfor gør han meget ud af at hjælpe kollegaen med at finde handlemuligheder: Hvad kan grunden være til beboerens adfærd? Og hvis en adfærd – som fx skrigen – bunder i angst, hvordan kan man så gøre beboeren mere tryg?

Bliv medlem