Arbejdspladsbesøg
Vi er borgerens sikkerhedsnet
En tværfaglig tilgang, hvor mennesket – og ikke diagnosen er i centrum, er nøglen til, at Kompetencecenter Skanderborg har succes med at hjælpe psykisk sårbare i uddannelse eller arbejde. Forbundsformand Benny Andersen har netop besøgt arbejdspladsen
10. november 2021
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
– Det er helt forrygende at høre om og mærke den faglighed, der giver psykisk sårbare en chance for at blive en del af noget. Med rette helhedsorienterede indsats tæt på borgeren lykkedes det give borgerne adgang til arbejde eller uddannelse. Det var en fornøjelse – og tak fordi I inviterede. Faglighed forandrer liv.
Sådan lød det begejstret fra Socialpædagogernes formand Benny Andersen, da han mandag den 8. november på et arbejdspladsbesøg lagde vejen forbi Kompetencecenter Skanderborg.
Her arbejder over 120 medarbejdere med forskellige fagligheder med at hjælpe borgere i job eller uddannelse, så de bliver i stand til at mestre eget liv.
Tværfaglig tilgang
En stor del af medarbejderne er socialpædagoger – og på arbejdspladsbesøget fortalte de forbundsformanden, hvorfor de er så unikt et tilbud:
– Vi fungerer som et sikkerhedsnet under borgerne, hvor vi klæder dem på til at komme videre i systemet. Vi tæller både socialpædagoger, ergoterapeuter sygeplejersker og socialrådgivere, som arbejder i fem selvstyrende teams. Og vi arbejder tværfagligt ud fra en fælles tilgang, hvor det ikke er diagnosen, men mennesket, der er i centrum, og hvor målet er at hjælpe borgeren det rette sted hen, fortalte socialpædagog og afdelingsleder Charlotte Birkmose.
Fra socialpædagog og TR Susanne Jeppesen lød det:
– Den måde, vi har organiseret os på, giver så meget mening for både borgerne og os som fagpersoner. Man kan sige, at det er drømmen – eller rettere den bristede drøm, der træder ind ad døren hos os – og ud fra en socialfaglig tilgang støtter vi op om den enkelte borger og finder den bedste vej videre for den enkelte, hvad end det så handler om uddannelse, job eller den støtte, der måtte være nødvendig.
Særlige udskrivningsmentorer
Den tværfaglige tilgang er fundamentet for alle indsatser på Kompetencecenter Skanderborg, og for at sikre et fælles fagligt afsæt baseres arbejde på en fælles systemisk efteruddannelse, hvor målet bl.a. er en ensartethed i sprog og tilgange. Derudover har man udviklet et metodekatalog, fortalte socialpædagog Karsten Jørgensen:
– Det er vores fælles værktøjskasse, hvor vi har indsamlet og beskrevet forskellige metoder og redskaber, som vi bruger i praksis. Metodekataloget er lavet, så man kan tilgå det på mobil, når man er ude hos borgerne. Det er med til at sikre en stærk faglighed, hvor vi alle er bevidste om de metoder, vi arbejder ud fra, sagde han og gav eksempler på, hvordan et tæt samarbejde på tværs af fagligheder og indsatser gør en kæmpe forskel for borgerne:
– Fx har vi altid en faglig koordinator med på visitationsmøder med myndigheden, hvor vi kan være med til at kvalificere ud fra vores udførerperspektiv. Vi har også fælles opstartsmøder med sagsbehandlerne omkring fx behovet for §85 støtte – og vi har særlige udskrivningsmentorer, der står klar til at gribe borgere, når de udskrives fra psykiatrien, hvilket er noget af det allervigtigste i forhold til at undgå genindlæggelser, sagde han.
Brugervenlig kommunikationsapp
For at styrke den tværfaglige indsats og gøre det lettere for borgerne at kommunikere med medarbejderne på Kompetencecenter Skanderborg har de implementeret en GDPR-sikker kommunikationsapp Emento, fortalte socialpædagog Michael Berdiin Hansen:
– Vi bruger app’en i stedet for at sms’e, og det har stor værdi for borgerne. Fx bruger vi billeder som afsæt for kommunikation, så en borger måske sender et billede af en regning, de ikke forstår, og så taler vi ud fra det. Vi ved, hvor angstprovokerende det kan være for nogle at ringe, og med Emento får borgerne et fællesskab, der er let at gå til – det ligger på deres smartphone.
VR forbereder borgerne
En anden teknologi, som også er en fast del af arbejdet på kompetencecenteret, er VR – Virtual Reality. Men sloganet ’På med brillen – tag angsten i hånden’ bruges VR brillerne bl.a. til at træne borgerne i situationer, de har svært ved som fx at gå i jobcenteret, køre i bus eller gå ud og handle.
– Vi har bl.a. lavet en lille film, hvor Mie, en 20-årig kvinde med atypisk autisme, selv fortæller, hvordan hun har haft glæde af et forløb, hvor hun med VR-eksponering har trænet sig op til at kunne håndtere sin angst for at gå i supermarkeder. Men vi har også fået lavet en rehabiliteringsvideo, hvor borgerne bliver forberedt på, hvad der skal ske, når de kommer ind til et rehabiliteringsmøde, fortalte Michael Berdiin Hansen.
Når man ser rehabiliteringsvideoen med VR-briller på, får man et billede af, hvordan det ser ud i venteværelset og i mødelokalet, og hvilke personer man kan forvente at møde rundt om bordet.
– Indtil videre har jeg, personligt, ikke oplevet et afbud fra en borger til et rehabiliteringsmøde, hvor borgeren har forberedt sig ved at se videoen. Det kan skyldes, at borgerne føler sig taget i hånden og er mere trygge, fordi vi sammen kan forberede dem på, hvad de kan forvente til et sådant møde, lød det fra Michael Berdiin Hansen.
Kort om Kompetencecenter Skanderborg
De tværfaglige tilbud på Kompetencecenter Skanderborg tæller bl.a.:
- Virksomhedskonsulenter, der har til opgave at finde det helt rette match mellem borger og virksomhed.
- Værksteder og projekter, hvor det er muligt at afprøve forskellige jobfunktioner.
- En kursusafdeling, hvor borgere kan få afklaret eller udviklet deres ressourcer.
- Afdelingen for socialpsykiatri og beskæftigelse tilbyder vejleder- og mentorforløb for borgere med psykiske og sociale udfordringer.
- JobNu kollegiet tilbyder unge mellem 18 og 30 år med autisme eller angst en helhedsorienteret indsats, der består af bo-, uddannelses- og erhvervstræning.
Læs mere om arbejdspladsen på kcskanderborg.dk
Tal på indsatsen
- Der er dagligt henvist ca. 1.400 forskellige borgere til Kompetencecenter Skanderborg
- Kompetencecenter Skanderborg er månedligt i kontakt med ca. 450 virksomheder
- Der etableres årligt ca. 2.000 praktikpladser og 160 ansættelser med løntilskud i offentlige og private virksomheder med forskellig forsørgelsesydelse.