Når plejeopgaven gør ondt

Det at strække sig langt og rumme meget for at få et plejebarn på ret køl uden nogensinde at have rigtig fri fra opgaven, er nok en disciplin, mange familieplejere genkender sig selv i. Men til tider kommer den mentale og faglige indsats med en pris, der varer ved – selv efter plejeopgaven er afsluttet.

Den pris betaler familieplejeren Jeanette stadig for de fem år, hun og hendes mand var plejeforældre for en mindre pige. En pris, der viser sig som uro og angst i større sociale sammenhænge, som altoverskyggende træthed, som ord der forsvinder, når hun formulerer en sætning. Og som ufiltrerede, forstørrede sanseindtryk– hvor selv køleskabets sagte summen bliver til en kraftig buldren i ørene.

Men det hele begynder med en anbringelse i 2014, hvor Jeanette og hendes mand modtager en lille pige på to år og ni måneder. I takt med at pigen vokser, ser plejeforældrene udfordringerne i hendes adfærd:

– Vi kæmpede fra starten med, at hun havde et svært sind, var udadreagerende og meget impulsstyret. Det viste sig bl.a. ved, at hun kunne råbe og skrige og senere, da hun var ældre, kalde mig skældsord, husker Jeanette.

Men det sværeste ved plejeopgaven, som Jeanette ser som en del af årsagen til den kroniske belastningsgrad, hun lever med i dag, var, at pigen oftere og oftere kom til at skade sig selv. Det starter med små ’uhensigtsmæssige hændelser’ – fx da hun kommer til at klemme sine fingre under en køkkenrulleholder. Men adfærden tager til, da hun når skolealderen, hvor hun begynder i en almindelig folkeskoleklasse med 25 timers støtte om ugen.

Skolen giver op

I den periode bliver plejeforældrene flere gange ringet op af skolen, fordi pigen er stukket af fra skolens område. Ved afhentning får de ofte besked om, at hun har forstyrret undervisningen og har det svært i det sociale samspil med børnene i klassen. Og kort før efterårsferien, efter få måneders skolegang, er beskeden klar: Selvom hun får støtte, kan de ikke rumme hende i klassen.

– Der gik det for alvor op for mig, hvor udfordret hun var, siger Jeanette.

Indtil der er fundet et nyt skoletilbud til pigen, er hun hjemme hos plejeforældrene, hvor de voldsomme episoder også tager til. En dag, mens Jeanette laver aftensmad i køkkenet, åbner pigen ovnen bag hendes ryg og tager et brandvarmt fad med frikadeller ud, som hun holder i sine bare hænder.

– En anden dag lægger vi mærke til, at hun lugter sært kemisk, og det viser sig, at hun har inhaleret benzindamp ved at lægge læberne om tankens åbning på sin firehjulscrosser. Den afskærmer vi med det resultat, at hun går videre til havetraktoren og siden plæneklipperen, hvor hun udsætter sig selv for det samme.

Et øje på hver en finger

Pigens adfærd betyder, at Jeanette hele tiden må have et øje på hver en finger for at forhindre hende i at skade sig selv.

– Indtil vi finder en ny skole til pigen, er hun hjemme hos os fra morgen til aften. Jeg har kort sagt ingen mulighed for at puste ud eller stoppe op og tænke en sammenhængende tanke.

Den uafbrudte årvågenhed og de mange chokerende situationer, der præger hverdagen, sætter sig i Jeanettes krop og psyke. Hun kan ikke sove, får smerter i kroppen og bliver grådlabil. Men det får ikke plejeforældrene til at give op.
 
– Vi gav hende alt, hvad vi kunne. Et plejebarn er jo ikke bare en ting, man giver fra sig, når hverdagen er svær. Der er jo følelser og et kæmpemæssigt ansvar investeret i opgaven! Derfor forsøgte jeg at holde modet oppe og tænke: ’Vi kan også lige prøve den her pædagogiske metode’,' husker Jeanette, der som socialpædagog har mange års erfaring med arbejdet med udsatte børn.  

Ingen hjælp at hente

Det er tydeligt for Jeanette og hendes mand, at pigens adfærd er udtryk for, at hun har det virkelig svært. Derfor søger de om ekstra hjælp hos kommunens familieplejekonsulent. Men her bliver de ifølge Jeanette mødt med alt andet end forståelse. 

– Efter jeg havde beskrevet vores hverdag og pigens udfordringer, sagde konsulenten direkte til mig: ’Det lyder som om, du ikke kan lide hende’. Kommunen gik så med til at give os flere vederlag, hvis jeg kunne love, at ’jeg ikke ville være så træt fremover’. Men højere løn løste jo ikke problemerne. Det var professionel hjælp, barnet og vi havde brug for! 

Samtidig forsøger de sig med aflastning. Men efter et par måneder siger aflastningsfamilien stop, og Jeanette og hendes mand er igen alene med plejeopgaven.  

Pigen begynder i slutningen af 2018 i en ny skole, men Jeanette får det tiltagende værre. I 14 dage er hun sengeliggende og kæmper med svimmelhed og opkast. Selv er hun ikke i tvivl om, at helbredsproblemerne er en direkte konsekvens af det, hun er vidne til i hverdagen.

Socialpædagogerne: Husk dokumentationen

Den 11. februar 2019 sygemelder hun sig, og pigen bliver flyttet til en ny plejefamilie. Men da Jeanette modtager sin lønseddel for februar d. 1. marts, har hun kun fået løn for de første 11 dage med den begrundelse, at hun selv ønskede at indstille sin plejeopgave. 

Efterfølgende ringer hun til sin lokale kreds hos Socialpædagogerne, der klager over kommunens manglende lønudbetaling og bemærkningen om, at hun selv valgte at stoppe. Det fører til, at hun får den resterende løn fra februar udbetalt, og kommunen anerkender samtidig hendes sygdom som årsag til ophøret.

– Og den dokumentation er vigtig, når det handler om psykiske arbejdsskader, siger Socialpædagogernes arbejdsskadekonsulent Eva Schramm, der har hjulpet Jeanette med hendes sag.

– For det kan have betydning for arbejdsskadesagen, at hun har arbejdsgiverens ord for, at hun var syg.  

Sagen genoptages

Efterfølgende indstilles hendes sag til behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er den myndighed, som behandler arbejdsskadesager. I første omgang bliver den dog afvist som arbejdsskade, men da Socialpædagogernes arbejdsskadeteam kommer ind over og klager over afgørelsen til Ankestyrelsen, får Jeanette medhold i, at sagen bør gå om.

– For at få anerkendt en længerevarende belastning som arbejdsskade er det afgørende, at man i videst muligt omfang dokumenterer den belastning, man har været udsat for. I sagen, der i første omgang blev afvist, var der fx ikke tilstrækkeligt med oplysninger om plejebarnets selvskadende adfærd.

Som konsekvens af Socialpædagogernes klage har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nu indhentet en speciallægeerklæring om Jeanettes tilstand og bedt hende skrive navnene på en række vidner, der kan bakke op om hendes oplevelser med plejebarnet.

Og vidneudsagn er særdeles vigtige ved arbejdsskader på familieplejeområdet, siger Eva Schramm.

– Som familieplejer, hvor arbejdet primært foregår i hjemmet, har man ikke sin arbejdsgiver eller kolleger til stede på arbejdspladsen. Derfor kan en ægtefælle eller andre, der kommer i hjemmet, være helt essentielle for afgørelsen.

Prøver at opnå accept

Under sagsbehandlingen har Socialpædagogernes arbejdsskadeteam været en vigtig hjælpende hånd, siger Jeanette:

– Jeg stod i en situation, hvor jeg var brændt i begge ender, så det at blive mødt af en forstående part, der kunne hjælpe mig med at formulere mig rigtigt over for en myndighed, jeg havde meget på spil overfor, har været guld værd. Og Socialpædagogerne bakkede mig også op i, at sagen burde gå om.

Jeanette ser med håb frem til afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der falder i det nye år. Hun arbejder stadig med at acceptere, at hendes liv ikke er som før og tør heller ikke håbe på, at det nogensinde bliver det, da hun i dag har papirer på, at hun har en kronisk belastningsgrad.

– Mit liv er så anderledes i dag, hvor det at få min hverdag til at fungere er en udfordring i sig selv. Jeg bliver tit dødtræt af den kendsgerning. For det er ikke sådan, jeg ser mig selv. Men jeg er nødt til at acceptere de vilkår. Og forhåbentlig får jeg snart en anerkendelse sort på hvidt. Så vil det måske også blive nemmere for omverdenen at forstå, at jeg ikke bare kommer videre med mit liv fra den ene dag til den anden.

Socialpædagogen har udeladt Jeanettes fulde navn og bopæl af hensyn til hendes egen og plejebarnets anonymitet. Jeanettes identitet er redaktionen bekendt.