Socialpædagogerne har givet min søn et liv

’Tak, fordi I gør en forskel for Magnus. Tak, fordi I møder ham med respekt og omtanke. Tak, fordi I har givet ham et godt voksenliv.’

De tre gange tak er sendt fra Lene Ørum, der er mor til 26-årige Magnus, til socialpædagogerne og de andre medarbejdere i hus 4 på botilbuddet Skelhøj.

Her bor Magnus, der lever et tilbagetrukket liv på grund af hjerneskade og generaliseret angst. Han magter ingen form for beskyttet beskæftigelse og har en-til-en støtte syv timer om dagen. Og særligt under coronakrisen er det altafgørende for Lene Ørum at vide, at han er i dygtige, faglige hænder.

– Socialpædagogerne bruger rigtig mange ressourcer på samtalerne med Magnus om, hvad der fylder og frustrerer ham, og de lytter til ham med et anerkendende blik. De er meget omsorgsfulde og opmærksomme på ham i dagligdagen og endnu mere lige nu. Indtil han flyttede ind i hus 4 var det mig, der vidste, hvad Magnus havde brug for. Det er det heldigvis ikke mere, siger Lene Ørum.

Et ekstremt pres
Lene Ørum har oplevet, hvor ødelæggende det var for både sønnen og hende selv, da han boede et sted, hvor han ikke trivedes.

– Jeg måtte ofte hente ham og have ham overnattende i perioder. Det var et ekstremt pres. Skelhøj har givet ham et liv, og i kraft af det, har de også givet mig et liv. Og ikke mindst lige nu under corona synes jeg, det er vigtigt at lægge mærke til, at de gør deres allerbedste, siger hun.

Noget af det, socialpædagogerne er gode til, er at have blik for Magnus’ behov, fortæller Lene Ørum. Magnus elsker fx at køre bil og at handle, så kompromiset under coronakrisen har været, at han måtte køre med ned til Rema1000, men skulle blive siddende i bilen, imens personalet købte ind for ham.

Det er desuden lykkedes at støtte Magnus i at være sammen med sine tre gode venner fra hus 4, som han spiller og ser film med sammen med personalet.  

Læs også historien om, hvordan socialpædagogerne på sønnens bosted giver Janne Onsberg ro i en bekymrende tid.

Møder ham i det svære
Og så er de dygtige til at møde Magnus i hans frustrationer, fortæller Lene Ørum – fx frustrationen over at være ’spærret inde’ og at holde alle de nye regler ud under corona.

– Når han taler om det som et fængsel, møder de ham anerkendende og siger: ’ja, du oplever det som et fængsel’. Og da jeg en dag gjorde dem opmærksom på, at han var bange for at blive syg af nedlukningen og ende på psykiatrisk skadestue, sagde de: Vi ved godt, han er særligt sårbar i dag, og vi går lige ned til ham med det samme’.

Derfor har Lene Ørum heller ikke været bekymret for sin søn under coronanedlukningen, selvom det først er for nyligt, at Magnus har kunnet komme på weekendbesøg hos hende igen. Tværtimod er hun slet ikke i tvivl om, hvor han trives bedst i dag.

– Før han flyttede ind i hus 4 på Skelhøj, kom han hos mig hver weekend. Nu kommer han fredag eftermiddag, men vil gerne hjem til sig selv igen inden hans støtte møder ind lørdag formiddag. Det siger alt om deres arbejde. Han har fået det så meget bedre i kraft af, at de er så dygtige, siger hun.