Netværk for plejefamilier gør en forskel

– Jeg kunne ikke leve uden mit netværk af familieplejere. Du er nødt til at finde støtte hos nogen, der forstår dig – ligesom kræftramte eller skilsmissebørn også kan have glæde af at være sammen med ligesindede.

Sådan lyder det fra familieplejer Maya Voss, der de sidste tre-fire år har været med i et selvorganiseret netværk som nu består af ni plejemødre (og til dels deres mænd), der gensidigt hjælper hinanden med alt fra samtaler om udfordringerne ved at være plejefamilie til videndeling efter kurser, fælles ture sammen med plejebørnene og tøj, der går i arv fra ældre til yngre plejebørn.

– Jeg har lønarbejde ved siden af på deltid, så menneskeligt er jeg ikke isoleret – men som plejemor ville jeg være isoleret uden mit netværk. Der er så meget, du simpelt hen ikke kan forstå, hvis du ikke selv er plejefamilie, siger Maya Voss.

Større overskud
Hvis en i netværket har stået i en vanskelig situation, kan hun altid ringe til en af de andre og spørge: ’Har du tid til at høre på mig nu?’ Og måske få et nyt perspektiv på oplevelsen.

– For mig er netværket en ventil, og netværket gør mig bedre til at rumme opgaven med at være plejemor. Det giver mig et større overskud, siger Maya Voss (på billedet nedenfor).

Den opfattelse er hun tilsyneladende ikke alene med. Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive, har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at netværksstøtte til plejefamilier har en positiv effekt.
Undersøgelsen dokumenterer, at en anbringelse bliver mere stabil, hvis plejeforældrene får netværksstøtte i form af netværks- eller samtalegrupper. Der er blandt andet markant lavere sandsynlighed for mange skift i anbringelsen, hvis plejeforældre deltager i netværksgrupper, fortæller seniorforsker Iben Bolvig, der stå bag undersøgelsen:

– Risikoen for, at børnene skifter anbringelsessted falder med 65 pct., hvis plejeforældrene får netværksstøtte. Samtidig reducerer netværksstøtte til plejeforældre antallet af børn, der bliver overført til anbringelse på en institution med mere end 40 pct., siger hun.

Bryder isolationen
Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen, er ikke overrasket over netværkenes effekt.

– Som familieplejer kan man let være meget isoleret, og det er blandt andet derfor, at vi i Socialpædagogerne gør meget for at skabe tilbud, hvor man som familieplejer kan mødes med andre familieplejere. Fx til den årlige landskonference, faglige temamøder og cafemøder i kredsene.

Verne Pedersen mener dog, at det er en arbejdsgiveropgave at tilbyde velfungerende netværk, hvor familieplejere mødes på fast basis med et fagligt indhold. 

– Og her vil det ofte være en stor fordel, hvis netværkene faciliteres af familieplejekonsulenter. Enten i opstartsfasen eller gennem længere tid, siger hun.

Anbefaler flere netværk
Verne Pedersen håber, at undersøgelsen vil motivere flere kommuner til at skabe netværk for plejefamilier – og i det hele taget højne kompetenceudviklingen.

– Ud over netværk er der også behov for målrettet efter- og videreuddannelse til familieplejere. Både noget, der er fælles for alle familieplejere og noget, der er skræddersyet den enkelte opgave, så man fx kan få viden om ADHD, hvis man får et plejebarn med netop den diagnose.

Derudover påpeger hun, at arbejdsgiverne i langt højere grad bør organisere børne- og ungeområdet, så også familieplejere er tilknyttet et fagligt miljø.

– Det kunne være i ressourcecentre i hver kommune, som vi har foreslået tidligere, siger hun. (Læs mere om ressourcecentre i artiklen: Socialminister besøger ressourcecenter.) Der er brug for sparring og faglig videns-og erfaringsudveksling – også i arbejdet som familieplejer.