Gå til indhold

KRAP

Forstå KRAP: Fokus på ressourcer og det hele menneske

KRAP hjælper dig til at skabe et helhedsbillede af den enkelte borgers kompetencer. Her kan du læse om de tre søjler, som KRAP hviler på - og få psykolog Lene Metners tre gode råd til, hvordan du arbejder fokuseret med den enkeltes ressourcer

29. oktober 2020

Artikel
Baggrund_Lene_Metner_1128x600.png

Forfatter: Mie Brandstrup

 

KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Praksis.

Psykolog Lene Metner er kvinden bag KRAP-systemet, som indeholder metoder til at skabe et samlet billede af borgernes ressourcer og hjælpe dem til at lykkes i hverdagen. Få Lene Metners tre gode råd til det ressourcefokuserede arbejde nederst i denne artikel.

PODCAST: Lyt til Socialpædagogernes faglige podcast, hvor du får teorien bag KRAP og indblik i, hvordan du arbejder med systemet i praksis

Arbejdet med KRAP hviler på tre søjler

  1. Afdækning af viden:
    For at kunne hjælpe mennesker videre i deres udvikling skal du som fagperson vide mest muligt. Det kan være fakta om borgeren og viden om borgerens kompetencer, udfordringer, grundtanker om sig selv og verden, mestringer og muligheder for udvikling. Det er med til at give en grundlæggende forståelse af den enkeltes ressourcer og handlemønstre.

  2. Analyse, forståelse og overblik:
    Skab overblik og dyk ned i den viden, du har indsamlet, sammen med borgeren og dine kollegaer. Tag udgangspunkt i en konkret situation og hav et særligt blik på mestringer, relationer eller årsager til reaktionsmønstre. Vær opmærksom på de ting, der lykkes og de positive reaktioner – det er her, ressourcerne ligger.

  3. Ændring og udvikling:
    Sæt mål for en udvikling, der skal give nye færdigheder, ændre uhensigtsmæssige tankemønstre, udvikle relationer eller skabe nye mestringer. Hvis tingene ikke lykkes, må I gøre dem på en ny måde.

De tre søjler skal ses som et dynamisk værktøj, der altid udvikler sig sammen med borgeren. Både når der sker udvikling og tilbageskridt. Formålet er at sikre den nødvendige viden og se alle borgerens ressourcer, så man som fagperson kan give den bedste støtte.

Lene Metners tre råd til at arbejde ressourcefokuseret:

1. Det er okay at blive frustreret
Det er krævende at arbejde ressourcefokuseret, og det er helt okay at blive frustreret. Men det er vigtigt ikke at lægge sine frustrationer over på borgerne. De gør altid det bedste, de kan. Det kræver en ærlig refleksion at se, hvordan man som fagperson kan finde nye metoder til at arbejde med det, der er svært.

2. Har du set tingene fra den andens perspektiv?
I KRAP bruger man udtrykket ’at gå over broen’. Det betyder, at man træder ud af sin egen forståelse af tingene og ser dem fra borgerens eller kollegaens perspektiv. Det er et brugbart redskab i et team til støtte hinanden i at holde et fokus på ressourcerne.

3. Har du den viden, du skal have, eller tror du det?
Arbejdet med at afdække og analysere er konstant. Blot fordi tingene har forholdt sig på én måde engang, betyder det ikke, at det ikke kan ændre sig over tid. Bliv ved med at være nysgerrig på, hvorfor tingene er som de er, hvad du som fagprofessionel kan gøre for at påvirke, og om I har afdækket og prøvet alt.

Kilde: Lene Metner, PsykologCentret

Bliv medlem