Nu er det også mig, der lærer nyt

Kamilla:
Mit første indtryk af Mie var, at hun var meget modtagelig overfor læring. En studerende, som bare ville det. Hun havde fundet sin rette plads i livet og ville gerne lære rigtig meget. Selv havde jeg lige afsluttet en fuld diplomuddannelse, så jeg havde masser af viden at øse af.

Mie:
Første gang jeg mødte Kamilla, var jeg nok lidt skræmt. Hun er meget dygtig fagligt, så der var noget at leve op til. Hun er en bestemt dame, som tør sige sin mening. Jeg skulle lige finde ud af, at jeg godt kunne matche det. 

Kamilla:
Det giver vildt meget at have praktikanter. De stiller spørgsmål, som udfordrer vores praksis. Og så er de jo vores kommende kolleger. Så vi skal lære dem, hvad socialpædagoger kan, og at vi kan være stolte af vores faglighed.

Mie:
Kamilla vendte op og ned på alt, hvad jeg troede var rigtigt og forkert. Hun lærte mig at stille spørgsmål til meget af den pædagogiske praksis, jeg tidligere har mødt, og sætte fokus på etikken.

Kamilla:
Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved vores praksis. Hvorfor gør vi, som vi gør? Særligt når det handler om borgernes selvbestemmelse. Det er ikke vores opgave at træffe beslutningerne for dem, men at give dem et ægte valg og derpå støtte dem.

Mie:
I mødet med Kamilla har jeg fået en anden selvforståelse, hvor etikken og rettighederne er vigtigst. Hvis jeg står i en faglig situation, skal jeg kunne stå inde for det etisk. Ellers siger jeg fra.

Kamilla:
Mie og jeg deler et drive og en interesse for, hvad der sker i vores samfund og i vores fag. Vi er blevet faglige sparringspartnere og har fået en mere jævnbyrdig relation. Mie giver mig nye input – det kan være en teoretiker, hun er blevet bidt af eller en ny bog, jeg bare må læse.

Mie:
Kamilla er blevet en mentor og en ven. Hun er den første, jeg ringer til, hvis jeg har brug for råd. Jeg blev fx bedt om at undervise på pædagoguddannelsen, og da tog Kamilla fri og sad og lyttede og var der i baghånden, hvis jeg havde brug for hende.