Gå til indhold

Ny regering

11 ting i regeringsaftalen, der kan påvirke socialpædagoger

Med et nyt forståelsespapir er Mette Frederiksen (S) klar til at danne regering. Her er aftalens 10 vigtigste politiske pejlemærker, der kan påvirke socialpædagogers arbejdsliv, hvis de bliver til virkelighed

26. juni 2019

Artikel
MetteFrederiksen-BennyAndersen-1.jpg
Mette Frederiksen (S) bliver statsminister og har støtte fra R, SF og Ø til en ny politisk retning, og forbundsformand Benny Andersen ser mange gode takter.

Forfatter: Marie Dissing Sandahl

Foto: Søren Kjeldgaard

18 sider fylder det forståelsespapir, som Mette Frederiksen (S) er blevet enig med den kommende regerings støttepartier om. Og der er rigtig mange gode forslag og idéer, som vil have positiv betydning for socialpædagogernes arbejdsforhold og rammerne for de sociale indsatser, som de er en del af, lyder vurderingen fra forbundsformand Benny Andersen.

- Vi glæder os over, at psykiatriområdet ser ud til at få et løft, ligesom mennesker med handicap er tænkt ind, og der er politisk ønske og vilje til at skabe mere faglighed og mere specialisering på det felt, siger han og nævner også de gode udsigter til, at der bliver sat en stopper for profit på velfærd, fx når private opholdssteder tjener penge på udsatte mennesker.

- Desuden er det positivt, at der ser ud til at være banet vej for ordninger, der får folk fra deltid på fuldtid. Det er en rigtig god intention, og vi glæder os til, at arbejdsmarkedets parter bliver budt ind til samarbejde om det, tilføjer han.

Stadig usikkerhed om finansiering
Men samtidig er partierne enedes om at skyde spørgsmålet om økonomi til hjørne og tage forhandlingerne om finansieringen løbende, når alle de nye idéer skal blive til virkelighed. Og dermed er det altså stadig usikkert, om alle 18 sider bliver til realitet, understreger Benny Andersen.

På samme måde er der også nogle vigtige emner fra valgkampen, der ikke er kommet med i papiret – og som der stadig mangler en løsning på, siger forbundsformanden og nævner anbringelsesområdet som et emne, der glimrer ved sit fravær i papiret. Men også spørgsmålet om tidligere pension til nedslidte mangler.

- Landets kommende statsminister vil fortsat kæmpe for ret til tidlig pension for de mest nedslidte, og den kamp er vi enige i. For der er hårdt brug for den. Så nu håber vi bare, at et flertal af folketingets partier vil stille sig bag, siger han.

11 måder du som socialpædagog (måske) vil kunne mærke en ny regering:

1) Velfærden skal følge den demografiske udvikling (altså at vi lever længere), men velfærden skal også udbygges yderligere gradvist

2) Mulighederne for mennesker med handicap skal forbedres, så der er kvalitet og retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap og funktionsnedsættelser, høj faglighed og den nødvendige specialisering Med en evaluering af hele handicapområdet ønsker en ny regering at styrke indsatsen og national videndeling og genoverveje fordelingen af tilbuddene mellem kommuner og regioner

3) Regionerne nedlægges ikke

4) Et løft af psykiatrien. Der skal laves en 10 års plan for psykiatrien med flere sengepladser og mere forebyggelse i tværgående behandlingstilbud

5) Vilkårene for hjemløse og forebyggelsen af hjemløshed skal forbedres, og zoneforbuddet ændres, så det ikke rammer hjemløse

6) Profit på private opholdssteder skal forhindres

7) Mulighed for rettighed til fuldtid for offentligt ansatte skal undersøges

8) Større erstatning ved arbejdsskader samt flere permanente penge til Arbejdstilsynet

9) Børnefamilier flyttes ud af Sjælsmark og på et nyt udrejsecenter særligt for familier med børn

10) Færre mål og mindre styring af offentligt ansatte samt en indsats fælles med arbejdsmarkedets parter på det offentlige område for at øge tilliden til, at den enkelte medarbejder og institution lokalt finder de bedste løsninger for borgerne

11) Mere respekt og dialog i de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område

Det fremgår også af aftalen, at der løbende skal forhandles om finansieringen af planerne – og der er derfor mulighed for, at ikke alt bliver til virkelighed.

Læs hele forståelsespapiret

Socialdemokratiet er blevet enige om en 'politisk forståelse' med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Retfærdig retning for Danmark

Bliv medlem