Nikoline blev truet: Han ville dræbe mine børn

Hvad skete der?
Jeg var i et team omkring en ung mand, der fik det svært med mig. Måske blev han forelsket i mig. Det blev et had/kærlighedsforhold, og når han havde det svært, var jeg tilfældigvis den, der udløste hans følelser. Efter at have været i teamet i halvandet år nåede relationen dertil, at han månedligt truede mig med diverse ting. Det startede i den milde ende: Han sagde fx, at han håbede, min hund døde. Men det eskalerede over tre-fire måneder og blev meget personligt. Han truede med at slå mig og mine børn ihjel og var meget detaljeret.

Hvad gjorde du?
Jeg har meldt borgeren fem gange til politiet. Den sidste anmeldelse kom, efter han ville have taget kvælertag på mig, hvis ikke en kollega havde standset ham. Jeg har været med til at sætte gang i en udvikling på arbejdspladsen, så vi får taget snakken om, hvor grænsen går. Loven gælder for alle – funktionsnedsættelse eller ej. I vores fag snakker vi om, at vi skal passe på vores borgere. Men vi skal også passe på os selv. Og det skal også være retfærdigt for os. Man kan sagtens være professionel over for borgerne, selvom man har meldt én til politiet.

Hvordan var det for dig?
Imens det stod på, følte jeg, at jeg sagtens kunne håndtere det. Jeg følte mig truet, men ikke bange. De meget voldsomme trusler stod på gennem fem-seks måneder, og det endte med, at ledelsen flyttede mig til et andet team, fordi de var bekymrede for min sikkerhed.
Jeg blev meget frustreret over den beslutning. Fordi der var et hårdt arbejdsmiljø, var vi meget tætte i teamet både professionelt og personligt. Jeg syntes, jeg blev straffet for noget, jeg ikke kunne gøre for. Jeg havde ikke følt mig i fare og havde ellers en god relation til borgeren.

Hvordan har du det med det i dag?
Nu giver beslutningen om at flytte mig mening for mig. Jeg kan godt se, det ikke var en sund relation for hverken borgeren eller mig. Og selvom jeg ikke kunne mærke det, blev jeg påvirket af det. Når jeg møder borgeren nu, kan jeg se, han reagerer på at se mig. Og jeg mærker et prik i maven. Men jeg har det godt i det nye team og glæder mig til at gå på arbejde.

Hvad kan andre socialpædagoger bruge din historie til?
Min historie handler om, hvad der sker, når man langsomt vænner sig til grænseoverskridelser. Man flytter sine grænser for nogle andres skyld. Jeg blev tvunget til at træde et skridt tilbage og kan i dag godt se, at jeg var gået over mine grænser for, hvad det er acceptabelt for mig som menneske og medarbejder. Og det er skræmmende. Man ved ikke, at grænsen er overskredet, før det er sket. Og det er ofte grænseoverskridende at arbejde med mennesker, der ikke agerer som de fleste.